Syg af stress: "Jeg var flittige, dygtige Dorte - drevet af en cocktail af pligt og passion"

Artiklen fortsætter under videoen...

Du kører i overhalingsbanen på motorvejen, da en lampe begynder at lyse gult. Du bliver irriteret, for bilen kører jo godt nok. Du kører videre. Kort efter lyser flere gule lamper. Du tænker, at du må omkring værkstedet, men inden du når dertil, bryder bilen sammen.

Sådan beskriver 63-årige Dorte Stigaard det sammenbrud, der ramte hende i foråret 2022 og ændrede hendes ellers så veltilrettelagte liv.

"Jeg ydede alt for meget og overpræsterede, men fordi jeg ingen kontakt havde til kroppen og ikke kunne mærke mig selv, opdagede jeg det først, da kroppen tog den røde lampe i brug."

Dorte Stigaard sukker.

Indtil i fjor var hun innovationsdirektør på Aalborg Universitet og elskede sit job. Elskede udfordringen, medarbejderne – og anerkendelsen.

Jagtede guldstjerner

"Jeg fik et lykkefix og blev afhængig af dopaminen. Jeg var arbejdsnarkoman og lavede en masse ekstra, fordi det var sjovt," fortæller Dorte.

"Min hjerne kørte konstant, og jeg kan huske, at jeg sagde til min mand: ”Jeg er glad for, at jeg er blevet mere robust.” Nu kan jeg se, at jeg var holdt op med at føle noget. Jeg hentede måske nok en masse energi i mit arbejde, men paradoksalt nok drænede det mig samtidig."

Læs også

En aften da Sisse Sejr ville koge pasta, sagde hendes krop stop

"Når jeg ser tilbage, var det første tegn på stress, at jeg aldrig var rigtig glad," husker hun. 

"Jeg kunne ikke falde i søvn, og hvis jeg gjorde, vågnede jeg efter få timer og havde katastrofetanker. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville blive afsløret i, at jeg ikke kunne noget, og efterhånden udviklede jeg angst for at gå i seng. Når Richard var hjemme, gik det bedre, men så kom hverdagen, og jeg var alene igen."

I dag kan Dorte se, at hun havde symptomer af både fysisk, psykisk og kognitiv art: konstant hovedpine, synsforstyrrelser og uendelig træthed. 

"Alligevel kunne jeg forklare det over for mig selv, og det unormale blev normalt," siger hun. 

"Jeg blev ikke engang alvorligt forskrækket over mit første blackout – på et toilet på et hotel i København. Da jeg kom til mig selv, slog jeg det hen som et resultat af for lang en dag med for lidt mad og gik tilbage og deltog i mødet."

Rød mand: Stop!

En sen aften kunne Dorte pludselig ikke afkode indholdet af en tekst, hun forsøgte at læse som forberedelse til et møde. 

"Jeg så bogstaverne, men forstod dem ikke – og så blev jeg bange," fortæller hun. 

"Jeg frygtede, at jeg havde en hjernesvulst, og begyndte at græde. Jeg græd i et døgn og kunne ikke engang overskue at snakke i telefon med Richard."

I stedet kom han hjem og fik Dorte til lægen, som konstaterede, at hun var alvorligt stresset.

"Da jeg udfyldte skemaerne for stress, angst og depression, blev det tydeligt for mig selv også," siger hun.

Dorte blev sendt hjem med en sygemelding og fik på vejen endnu en alvorlig forskrækkelse. 

"Jeg stod og så på, at lyskrydset skiftede til rødt. Så gik jeg. Jeg havde byttet om på rød og grøn og gik lige ud i morgentrafikken. En mand måtte træde hårdt på bremsen. Det var skræmmende," fortæller Dorte.

Havde ingen grænser

Richard blev hjemme i halvanden måned. Han skærmede Dorte for indtryk, og hun overlod, for første gang i sit liv, kontrollen til en anden. 

"At blive fritaget for ansvar føltes som at blive kastet ud på dybt vand, men det var nødvendigt. Jeg var helt og aldeles i knæ," mindes Dorte og fortsætter: 

"Min psykolog sagde: ”Hvis jeg nu siger, at du i virkeligheden er et ret sårbart menneske, Dorte, hvad siger du så? Du har forvekslet sårbarhed med svaghed og har ikke kunnet mærke dig selv. Derfor har du heller ikke kunnet lytte til dig selv.”

Læs også

Julie Lillelund Langer: ”Jeg har været igennem nogle hårde år med stress og angst”

I dag er Dorte sin egen chef. Hun indgik en fratrædelsesaftale, da hun havde været sygemeldt i tre måneder. Nu, halvandet år senere, kan hun fortælle om sin kortslutning. Om at møde sin grænse og erkende sin sårbarhed.

"Jeg var flittige, dygtige Dorte – drevet af en cocktail af pligt og passion, der nok bragte mig langt, men til sidst skubbede mig ud over kanten," siger Dorte. 

"Jeg har nok aldrig sluppet jagten på de guldstjerner, som mine lærere klistrede ind i mine skolehæfter – jeg fik altid fem stjerner."

Et rebelsk valg

Efter gymnasiet forlod Dorte barndomsbyen Struer for at læse i Aalborg, og det var med hendes egne ord et uortodokst valg for en struerbo. 

"I manges øjne var Aalborg Universitet rødt og spild af mit gode gennemsnit," siger hun. 

"Det var rebelsk. Og jeg skiftede til pludderbukser med kantbånd og militærfrakke fra genbrug og nød det nye liv."

Dorte mødte sin eksmand på studiet, og de fik barn lige efter hendes eksamen. Alt har nemlig været temmelig timet i Dortes liv. Også næste barns ankomst, flytningen til parcelhuskvarteret og den første lederstilling i 1994.

Året efter blev hun skilt fra sine drenges far, men mødte sin nuværende mand, Richard, som hun i dag har datteren Marie med. Det gik godt, hjemme og på job, men når Dorte kigger tilbage, ser hun også, hvordan hun satte op i et højere gear – og blev der.

"Jeg hævede konstant barren. Vi tjente flere penge, og alt blev mere avanceret; maden, vi spiste med vores venner, møblerne, tøjet, rejserne – det hele. Jeg husker det som en god tid."

Dorte virrer med det skulderlange hår og er tilbage i tiden og samtidig lige her, fordi hun i dag kan se, at det hele hænger sammen.

"Mange, der som mig bliver ramt af stress, har en stor identitet i deres arbejde. Vi føler, og har, ofte et stort ansvar og er supergode til at drage omsorg – for andre!" siger hun.

"For mig var der også meget energi at hente. Det føltes ikke som arbejde. Selv om der var alt for mange krævende opgaver, elskede jeg det; jeg blev udfordret, jeg lykkedes. Jeg fik mit fix."

Blackout – og videre

Vi er fremme ved efteråret 2021, og Dorte har længe haft for meget på sin tallerken. 

"I de år arbejdede Richard i Norge, og Marie flyttede hjemmefra. Jeg boede alene, og ingen opdagede, at jeg altid arbejdede," fortæller Dorte. 

"Jeg holdt helt op med at gå til frokost, medmindre det var koblet med et møde. Jeg var som en zombie, der kørte derudad."

Hun, der ellers altid havde hentet energi i sociale sammenhænge, trak sig. Orkede ikke. 

Læs også

Da personlig træner Ida Krak gik ned med stress, gik noget for alvor op for hende

Det kom bag på mig. I dag kan Dorte se, at hun har ladet andre overskride sine grænser, for som hun siger:

"Jeg havde jo ingen! Eller rettere: Jeg kendte dem ikke selv."

Det gør hun i dag. Hun er atter begyndt at tage konsulentopgaver, selv om hukommelsen fortsat ikke er på samme niveau som før. 

"Men jeg er meget gladere og meget klogere på mig selv og på, hvem jeg er, hvad der er vigtigt for mig," understreger Dorte. 

"Jeg kan drage omsorg for mig selv og sige nej; også til noget, jeg har lyst til. Jeg går efter ro, glæde og frihed i mit liv og har sagt nej til job, fordi de ikke indeholdt alle tre værdier."

Dorte har i dag fred med, at stressforløbet er en del af hendes livshistorie, for som hun siger:

"Det er fint at aflive den med at ”Dorte Stigaard, hun kan klare alting!” – for nej, det kan hun så ikke. Og det går nok."