”Jeg troede, at hvis jeg lavede ritualerne forkert, så ville nogen, jeg holdt af, komme til skade”

"Jeg var på arbejde, og det var som sådan en ganske almindelig dag. På vej ud til toiletterne fanger jeg mit eget blik i spejlet, og så er jeg ligesom hooked. Det, der fanger, er ikke spejlbilledet i sig selv, men derimod en trang til at gennemføre en tvangshandling, som er en gammel kending."

Mette er en ung kvinde i 30’erne, som gennem et stykke tid har gået i terapi, og da jeg møder hende i dag, vil hun gerne tale om episoden, som hun oplevede på arbejdet fornylig. Jeg beder hende fortælle, hvad der skete der foran spejlet.

"Jeg kunne mærke, at jeg kørte ind i en rutine, som bare begyndte at køre. Jeg troede faktisk, at jeg havde fået styr på ritualer og tvangshandlinger, men det havde jeg åbenbart ikke."

Mette beskriver en slags sikkerhedsadfærd, som mange mennesker har i større eller mindre grad. Sikkerhedsadfærden eller tvangshandlingerne udspringer grundlæggende af en følelse af manglende kontrol, af angst eller ængstelighed og bliver sat i værk for at få en følelse af at kunne kontrollere noget. Men adfærden ender ofte med at kontrollere dig frem for omvendt.

Hvilke ritualer og tvangshandlinger handler det om?

"Åh, der er mange. Den, der fylder mest, er at jeg tæller meget inde i hovedet, f.eks. når jeg går. Så er der den med, at radioen ikke må stå på et bestemt tal, og så den med, at jeg skal blinke fire gange i spejlet. Det var den, jeg lige blev fanget af på arbejdet, og når først jeg er fanget, kan jeg stå der i lang tid, for det skal jo gøres rigtigt … Jeg lyder jo som en totalt skør person. Jeg synes, det er lidt pinligt at fortælle om."

Jeg beroliger Mette med, at der er mange, der kan genkende den slags ritualer og spørger, om hun har oplevet flere tvangshandlinger.

"Ja, det var helt slemt for nogle år siden. Der kunne jeg have svært ved at komme ud ad døren, for der var lys, der skulle tændes og slukkes, døre, der skulle låses, og spejle, der skulle kigges i på bestemte måder, og det var ved at tage over, så jeg kom for sent på arbejde. Det var meget opslidende. Men jeg var bange for at noget skulle ske."

Noget skulle ske? Hvad? Og med hvem?

"Ærligt talt så troede jeg, at hvis jeg lavede ritualerne forkert, så ville nogen, jeg holdt af komme til skade eller dø."

"Så kan jeg da godt forstå, du havde brug for at lave de ritualer."

Har du det stadig sådan?

"Nej, jeg fik det stoppet …"

Hvordan?

"Jeg besluttede mig en dag for, at nu kunne det være nok, og at jeg bare ville gå ud ad døren, og hvis ingen døde de næste 24 timer, så var jeg fri."

Mette griner lidt og tilføjer, at det lyder åndsvagt, men det var sådan, det var, og derfor er hun bekymret over at genkende oplevelsen i episoden med spejlet.

"For tænk nu, hvis det begynder igen."

Læs også: ”Jeg forsøgte at kontrollere min sundhed, men i virkeligheden mistede jeg kontrollen”

Er der sket noget for nylig, som kan gøre dig urolig eller bange? Eller er der noget for tiden, som er meget vigtigt eller betydningsfuldt?

"Ja, det kan man vel godt sige … De varsler fyringer på jobbet, og jeg er bange for, at jeg måske ryger. De siger, at min afdeling er sikker, men jeg kan mærke, at det gør mig nervøs og urolig, for tænk nu hvis …"

Er det noget, du har indflydelse på?

"Overhovedet ikke. Jeg kan ikke gøre noget. Bare tro på det, de siger, og vente og se."

Jeg fortæller Mette, at det virker som om, hendes ”gamle” sikkerhedshandlinger handlede om, at der ikke skulle ske noget dårligt for dem, hun holdt af, og at hvis hun lavede sine ”rutiner”, så var alt godt. Og at hun nu er nervøs og urolig i forbindelse med sit job. Måske kunne man forestille sig, at der er en del af hende, som forsøger at skabe en form for kontrol, så hun kan finde ro?

"Gud ja, det er da det, der sker. Jeg prøver at styre noget, men jeg kan jo ikke styre det."

Hvordan får du det, når du står der ved spejlet?

"Ad Pommern til! Urolig, irriteret og træls over mig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne finde en anden måde at dæmpe uroen på, for det her fører ingen vegne hen."

Med den nye indsigt, bliver Mette klar over at hendes trang til at lave sikkerhedsadfærd oprindeligt stammede fra, da hun var lille, og hendes bedstemor var ved at dø af kræft. Da var hun begyndt med de første ritualer for at føle en lille smule kontrol. Det at få den indsigt gjorde, at hun bedre kunne adskille sig fra rutinerne og i stedet tage sig af den reelle usikkerhed og angst.