Sådan undgår du disse 6 fodgener
Fødderne er den del af din krop, som belastes allermest – og derfor kan vi nemt få ondt. Se her, hvad du kan gøre ved 6 trælse fodgener.
Mange af os skænker ikke vores fødder mange tanker. Vi tager det som en selvfølge, at de fungerer, og ofte er det først, når fødderne begynder at ”klage sig”, at vi giver dem opmærksomhed.
Det er meget almindeligt – særligt med alderen – at have problemer med fødderne. Faktisk viser studier, at op til 80 procent af alle voksne har oplevet fodrelaterede problemer, og at kvinder har flere problemer og smerter fra fødderne end mænd.
Mange fodproblemer kan tages i opløbet, og derfor kan det være en god ide jævnligt at opsøge en fodterapeut, før fødderne for alvor begynder at gøre ondt.
Sure tæer
Sure tæer skyldes ikke dårlig fodhygiejne, men derimod sved. For at forebygge svedige fødder og dermed sure tæer er det vigtigt, at fødderne kan ånde. Brug strømper af naturmaterialer, og sørg for at skifte dem dagligt.
Det kan også være en god ide at lufte sko og såler jævnligt. Desuden findes der forskellige produkter, herunder deodoranter til sko og fødder, som kan være effektive. Hvis det er meget generende, bør du kontakte en hudlæge.
Ligtorne
Ligtorne er ophobning af hård hud med en hård kerne i midten, der vokser indad. Typisk opstår de under foden eller mellem/på tæerne. Ligtorne opstår, når huden bliver udsat for vedvarende tryk, f.eks. fra for små sko.
Ligtorne forsvinder ikke af sig selv og kan vokse sig større og give svære smerter, hvis du ignorerer dem. Ligtorne kan fjernes enten med ligtornesalve eller plaster. I visse tilfælde skal de fjernes af en fodterapeut.
Neglesvamp
Er meget almindelig og skyldes infektion med en særlig svamp, der nedbryder neglene og gør dem tykke, sprøde og misfarvede. Neglesvamp forsvinder ikke af sig selv, og da du risikerer, at det spreder sig til dine raske negle og huden mellem tæerne og fodsålen, bør den behandles med svampedræbende middel, så snart du opdager den.
Fodvorter
Fodvorter er meget almindelige og skyldes smitte med HPV-virus, som trænger gennem huden og inficerer den. Vorterne er typisk runde eller ovale, faste og hævede og kan have vorterødder – små mørke prikker. Da vorter er meget smitsomme, er det vigtigt at behandle dem. Vorter kan fjernes enten ved hjælp af frysning, ætsning eller skæring.
Nedgroede negle
Ved en nedgroet negl gror siden af neglen ned i det bløde væv i tåen. Det kan give smerter, ømhed og rødme langs tåen og i værste fald betændelse.
Nedgroede negle opstår typisk i storetåen og skyldes ofte for små sko eller forkert klipning af neglen. De fleste nedgroede negle kan behandles med fodbad og hensigtsmæssigt fodtøj.
Ved betændelse og ømhed kan det være nødvendigt at gå til en fodterapeut, der vurderer, om behandling med bøjle, der løfter neglen fri fra tåen, er nødvendig eller i yderste tilfælde operation.
Hælrevner
Ved hælrevner er den øverste del hård, og nogle gange kan revnerne brede sig så dybt ind i huden, at de begynder at bløde og give smerter. Revnerne skyldes ofte tør hud, men kan også opstå, hvis du står op i lange perioder, er overvægtig eller bruger sko uden hælkappe.
For at undgå hælrevner er det vigtigt at holde huden blød ved at smøre den med fed creme – også om vinteren.
Træn dine fødder stærke
Dine fødder bærer på dig gennem hele livet, men alligevel har vi sjældent fokus på at træne de i alt 40 muskler, der er i fødderne.
Dårlige fødder kan give problemer med knæ, hofter, ryg og nakke, men med disse enkle og effektive fodøvelser, som du laver på en stol, kan du holde dine fødder stærke og smidige.
- Sæt den ene fod på en massagebold. Bevæg foden frem og tilbage over bolden fra hæl til tå. Lav store cirkler i begge retninger i 1/2-1 minut, og skift fod.
- Gør foden kort ved at trække hælen og tæerne tættere på hinanden, så du løfter din fodbue op. Gentag bevægelsen 8–12 gange, og skift fod.
- Sid på en stol. Krum tæerne, og hold spændingen i 2-3 sekunder. Spred tæerne, indtil der kommer luft imellem dem. Gentag 8-12 gange, og skift fod.
- Sæt forfoden på en bold. Grib med tæerne omkring bolden, og hold spændingen i to til tre sekunder. Gentag bevægelsen 8-12 gange, og skift fod.
- Løft den ene fod, og tegn cirkler med storetåen. Begynd med små cirkler, der gradvist gøres større. Bevæg storetåen i den modsatte retning, indtil du ikke kan lave bevægelsen mindre. Gentag 8–12 gange, og skift fod.
Kilder: Gigtforeningen, Netdoktor.dk, Landsforeningen for Statsautoriserede fodterapeuter, altomfoden.dk m. fl.