Guide: Effektivt nul sukker-program
Glem alt om strenge diæter, der nægter dig alt sødt. Vejen til at slippe trangen til sukker og få et normalt forhold til søde sager er grønt, groft og mad hver anden time. Og så må du faktisk gerne spise slik og kage en gang imellem.
Vibeke Lund er diætist og har skrevet bestselleren „Sukkersheriffen”. Hun ved alt om sukker − og hvordan man slipper af med trangen til de søde sager.
− Strategien er, at du ikke skal fornægte noget i livet, men skrue lidt ned. Derfor hedder min kostplan 5:2. Fem dage, hvor du lever efter de sundhedsregler, vi vist alle sammen kender: Nul sukker, lidt protein, lidt fedt og grove kulhydrater, og to dage, hvor du kan tillade dig alt, siger hun.
HVORFOR VIRKER 5:2?
Fordelen ved at leve efter 5:2 er, at det virker som positiv psykologi. Der er nogle klare regler, du skal følge, men ingen forbud. Det har ifølge Vibeke Lund stor betydning, når man taler om hjernens kemi.
− Allerede når vi tænker på noget lækkert, begynder kroppen at producere belønningshormonet dopamin. Tanken om chokolade udløser en slags „mums-følelse” i hjernen. Når du følger 5:2, har du lov til at spise sukker, drikke vin og snolde en gang imellem. Det betyder, at dopaminet ikke bliver skabt forgæves, du må jo gerne få flødebollen, du skal bare lige vente et par dage. På den måde bliver du bedre til at behovskontrollere, siger Vibeke Lund.
− En anden fordel er, at du „varmer” op til nydelsen, og det gør nydelsen større i sig selv. „Vil jeg have flødeboller, salte fisk eller måske lakridsmandler?” Tankerne gør, at når du endelig sætter tænderne i lækkerierne, er din nydelse mere intens. Og fordi nydelse er okay (uden at føle skyld og skam eller fortryde bagefter), er du også klar til at leve sundt, når det igen bliver hverdag. Det er hele ideen med 5:2-strategien, forklarer hun.
Ifølge Vibeke Lund er der forskellige forbrydere, når det kommer til sukker. De farlige, de halvslemme og de harmløse. De farlige er de hvide, raffinerede kulhydrater, derfor skal de helt ud af hverdagskosten.
− Hvidt sukker og raffinerede fødevarer er værst, fordi de sender blodsukkeret på himmelflugt og derefter i frit fald. Når blodsukkeret ryger op og ned, hopper og danser din hormonbalance, dit humør og din evne til at træffe fornuftige valg. De grove kulhydrater er derimod gode, fordi de gør det modsatte, siger hun.
SÅDAN SKAL DU SPISE
Slagplanen for, hvordan du skal spise på de sunde dage, er relativt enkel og let at gå til.
− Hold dig fra alt, der er hvidt. Det vil sige fødevarer, som ikke indeholder kostfibre. Brød er okay, men det skal være groft, pastaen skal være grov, men hvidt sukker og slik er ude. Du må også gerne spise frugt (dog ikke for meget), forklarer Vibeke Lund.
I weekenden må du det hele, men prøv at holde alkoholforbruget nede.
− Egentlig er det okay sukker- og kaloriemæssigt. Problemet er det, det gør ved os. Vi bliver mere ligeglade og nydelsesbetonede. Det er okay, men ikke på en måde, hvor man giver pokker i de aftaler, man har lavet med sig selv, siger hun.
EKSPERTENS BEDSTE RÅD
FØLG 5:2-STRATEGIEN. Spis sundt fem dage om ugen (nul sukker, lidt protein, lidt fedt) og mindre sundt de sidste to dage.
SPIS GROFT. Dvs. alt det brune, grove og fiberrige. Groft brød, grove grønsager og fuldkornspasta.
SPIS OFTE. Sørg for at spise noget hver anden time. Det holder dit blodsukker stabilt.
TØM SKABE OG SKUFFER. Gem aldrig slik og kage til næste weekend, du ender bare med at spise det.
SPIS, FØR DU SKAL UD. Det dummeste, du kan gøre, før du skal til en middag, hvor du frygter at spise for meget, er at sulte dig selv op til. Mange kvinder sparer sammen til kagebordet, men det er den forkerte strategi. Du skal netop spise inden − og gerne fibre, så er det meget lettere bare at tage ét stykke kage og nyde det.
HOLD IGEN MED ALKOHOL. Et glas er okay, men pas ellers på. Alkohol får dig til at glemme dine sunde aftaler med dig selv.