I dag gør utroskab mere ondt end for 100 år siden – ekspert anbefaler, at I tager denne snak
De årlige julefrokoster nærmer sig, og dermed starter snakken om utroskab og kys i kopirummet. Men er det en skrøne, at vi er mere utro, når firmaets julefester går i gang? Og hvad stiller vi op, hvis vi opdager, at vores partner har været utro?
Der er en udbredt opfattelse af, at julefrokoster er stedet, hvor utroskab foregår. At når snapsen ryger indenbords, ryger fornuften ud. Men er det en hypotese, som er rigtig? Det har vi talt med parterapeut og sexolog Ditte Winkel om.
Ifølge hende er der ikke belæg for at sige, at der er flere, som er deres partner utro, når firmaet inviterer til julefrokost. Hun tror, at myten stammer fra, at parterapeuter ofte oplever et boom i januar måned, hvor de får mange henvendelser og flere klienter.
”Folk tror måske, at det er affødt af julefrokost-sæsonen, og at der er mange, som skal have syndsforladelse eller talt det igennem – og det er nok der, at myten er begyndt. Men det er ikke det, jeg oplever i min praksis. Det handler mere om, at man som partner gerne vil holde sammen på sin familie og have en sidste god jul, og så falder bomben mellem jul og nytår, hvor man får sagt, at man ikke tror, at forholdet har en fremtid, og det er derfor, at de henvender sig hos os i januar,” fortæller Ditte Winkel i det nye afsnit af ALT for damernes podcast Tænd for mig og fortsætter:
”Når det så er sagt, tror jeg, at når promillen stiger, og alkohol går ind, så går fornuften ud. Og det kan sagtens tænkes, at hvis man har gået og blinket lidt til kollegaen, og man har fået lidt at drikke og er i festligt lag, så kan der godt foregå et eller andet ude i et baglokale. Men jeg tror ikke, at det er mere hyppigt til en julefrokost, end det er til fx en sensommerfest. Det kan foregå på så mange andre tidspunkter.”
Vi har altid været utro
Der findes mange forskere, som gennem tiden har forsøgt at give et bud på, hvorfor vi er utro. Men Ditte Winkel tror ikke, at det er 100 % afdækket endnu.
”Vi har altid været utro op igennem tiden, men i dag gør det mere ondt end for 100 år siden. Og det skyldes fx, at vi i dag går all in på at finde en partner. Vi kaster alle æg i én kurv, bruger otte år på at søge efter ham, og hvis vedkommende så en dag pludselig ikke vil mere, så gør det ondt. Ægteskabet eller parforholdet skal bære meget mere i dag, og derfor er det des mere smertefuldt, når det ikke indfrier de forventninger, du havde til, at din partner var den eneste ene.”
Ditte Winkel anbefaler, at I som par tager en snak om utroskab, hvor I definerer, hvad der konkret vil være utroskab, hvad spillereglerne er i jeres forhold, når det gælder utroskab, og hvordan I håndterer det, hvis reglerne overskrides – vil I fx vide det eller ej?
"Det er utopi at tro, at vi aldrig vil krydse vej med nogle mennesker, som vi synes er interessante, eller som kan tænde noget i os. Selvfølgelig kommer vi til at møde nogen i en arbejdsrelation, i midtergangen i Føtex eller til en fest. Og det kan være et begær, som kan blusse op i relation med dette menneske. Og det er vi nødt til løbende at kunne kommunikere omkring som partnere.”
Ditte Winkel forklarer, at sådan en snak skal foregå løbende, for dine holdninger kan ændre sig i løbet af forholdet.
”Jeg har par, som sidder i min praksis og siger, at de allerede på deres første date sagde, at utroskab ville være en dealbreaker. Men så har de været sammen i 12 år, og så er det måske ikke en dealbreaker på samme måde, som i starten af forholdet, fordi der er kommet tre børn, fælles økonomi, parcelhus osv. ind i parforholdet,” fortæller Ditte Winkel.
Der kan altså være nogle rammer, som kan gøre, at det er svært at gå fra hinanden. Heldigvis gælder det også for mange par, at de stadig elsker hinanden, og selvom der har været en episode med utroskab, har de lyst til at blive sammen og kæmpe for parforholdet.
Sådan kommer I videre fra utroskab
Hvis der har været utroskab i et parforhold, er der ifølge Ditte Winkel to ting, som er altafgørende for, at I kan komme videre sammen, hvis den forurettede part er klar på at tilgive.
”Den ene er, at den person, som har gjort det, skal angre. Det lyder ikke så pænt, men vedkommende skal ned og bide i græsset på en eller anden måde. Og her hedder det ikke at sige undskyld, fordi jeg har hørt mange mænd og kvinder sidde og undskylde, men det er kun et ord.
Det er en kropslig følt fornemmelse at angre, og de skal forstå den smerte, de har foranlediget over et andet menneske. Mange gange hører jeg, at en partner næsten ånder lettet op, når den utro partner ligger i fosterstilling og græder, og på den måde tilkendegiver, hvor ødelagt de også er af det, som de har gjort. Så er det, som om der kan begynde et helingsarbejde.”
Den anden ting er at finde ud af, hvorfor utroskaben overhovedet er sket. Der skal simpelthen findes en årsagsforklaring på, hvad der har bragt dem hertil.
”Og det giver rigtigt god mening, for hvis vi ikke kan finde et hvorfor og blive klogere på, hvad der har dannet grobund for denne handling, hvordan kan vi så sikre, at det aldrig sker igen? Det er ikke sikkert, at I som par selv kan finde det hvorfor, som kan forhindre, at det gentager sig, og der kan I have brug for professionel hjælp. Det kommer også an på, hvilken form utroskaben har haft – er det en kort affære, engangsknaldet, eller noget, der har foregået i flere år, og dermed også, hvor stort reparationsarbejde det kræver bagefter,” siger Ditte Winkel, der understreger, at vi også skal gøre os klart, at vores parforhold aldrig kan blive det samme igen.
”Det kan blive et nyt kapitel, en version 2.0 eller en ny fortælling, I bygger op, og det vil formentligt blive mere sundt og stabilt, fordi der er noget, som har bragt jer i knæ, og nu laver I et genopbygningsarbejde på et mere stabilt fundament, hvor I kan være ærligere, end I har været tidligere. Jeg siger ikke, at det er let, men det kan lade sig gøre. Der kan være guld i krisen."