4 kvinder fortæller: Dette gør os lykkelige
Ja, hvad er den egentlig? Den lykke, som vi danskere flere gange er blevet udråbt som ”verdensmestre” i. Vi har spurgt fire kvinder - i fire forskellige faser af livet.
Amalie, 24 år: "For mig er lykke at elske og at blive elsket"
Om lykke og aktivitet: – Jeg er direkte afhængig af at røre mig. Min mor kaldte mig en badutspringer, da jeg var lille, så sådan har det nok altid været. Jeg løber, dyrker crossfit og danser house mindst fire gange om ugen. Hvis jeg ikke får mit aktive pusterum, bliver jeg irritabel, rastløs og sur. Omvendt får jeg lethed, glæde og energi, når pulsen har været oppe.
Om lykke og intimitet: – Det er et år siden, jeg blev single, og det har været et fantastisk år. Mit forhold var slidt op, og det var på høje tid at give slip, så der kan blive plads til noget nyt. Jeg leder ikke efter en ny kæreste, men hvis han dukker op, skal han være velkommen. Der er ikke ret meget andet, der giver så vild lykke, som at være forelsket.
Om lykke og fremtidsdrømme: – Jeg er på vej til at realisere en af mine drømme. Om få uger rejser jeg et halvt år til Filippinerne, Borneo, Bali og Australien. Jeg har fået orlov fra mit arbejde som sygeplejerske på en ældremedicinsk afdeling. At arbejde der, sætter selvfølgelig nogle tanker i gang om det at blive ældre. Jeg er så ung, men jeg tror på, at jeg allerede kan sætte positive renter i banken til min alderdom nu. Blandt andet ved at spise sundt, være aktiv og glad. Jeg får tit at vide, jeg virker så livsglad, men der er også møgdage i mit liv. Mine forældres skilsmisse har fx påvirket mig meget, men det skal ikke have lov at skygge for alt det dejlige, der bare ligger og venter på mig. Blandt andet min rejse. Der er helt sikkert lykke i at indfri noget, som længe har stået højt på ønskelisten.
Nanna, 41 år: "For mig er lykke de små øjeblikke i hverdagen"
Om lykke, kærlighed og intimitet: – Der er en stærk sammenhæng mellem min lykkefølelse og kærlighed. Når jeg henter min søn i vuggestuen, og han kommer løbende imod mig, eller når min datter knækker sammen af grin over et eller andet, bobler min glæde jo. Det er så basalt, at det næsten lyder banalt, men er børnene glade, så er jeg også glad. I mit samvær med dem kan jeg skubbe bekymringer og problemer tilside. Det er også i nærværet, den dybe samtale, berøringen og intimiteten, at min mand og jeg oplever en lykke, der giver os ballast til alle hverdagens udfordringer.
Om lykke og økonomi: – Jeg ville helt sikkert være mere lykkelig, hvis vi havde flere penge. Ikke fordi jeg skulle købe sko og ting, men fordi der er tryghed og frihed forbundet med penge. Siden jeg fik min datter, har vi valgt en livsstil med kun én indtægt. Det har givet os ro i hverdagen, men også økonomiske bekymringer. Hvis jeg vandt en million, skulle den bruges til udbetaling på en bolig, og så ville jeg købe rengøringshjælp, så jeg fik mere tid til mine kreative hobbyer blandt andet fotografering og at male. Begge dele er også vigtige akkumulatorer af lykke.
Om lykke og positiv tænkning: – Hvis man er vred, kan det være svært at komme ud af den følelse, men det er helt sikkert bedre at løse en konflikt med positivitet. Jeg stod for nylig i en situation, hvor jeg var irriteret på min mand, men jeg ville ikke vrisse af ham i børnenes påhør, så jeg gik ind i konfrontationen med en tilstræbt ro og lyttede til hans udlægning af problemet. I stedet for at skændes fik vi en god snak, og det lærte jeg faktisk noget af.
Lone, 66 år: "Lykke for mig er et godt helbred og at leve i et frit land"
Om lykke og aktivitet: – For mig er motion og lykke absolut forbundet. Jeg skal bevæge mig for at have det godt i krop og sind, og jeg vinterbader, cykler, ror kajak, sejler og løber på rulleskøjter med mit barnebarn. Fra tid til anden er der en, der siger: ”Kan du ikke bare slappe af og nyde livet?” Men det er jo det, jeg gør. Nyder livet! At dyrke motion i naturen giver glæde, energi og overskud. Og så giver det også god plads i kalorieregnskabet til chokolade, macadamianødder og en kold gin og tonic.
Om lykke og intimitet og nærhed: – Det er mange år siden, jeg blev skilt,men jeg har haft en del kærester. Der en form for urinstinktiv lykke ved at være tæt på et andet menneske – fysisk og følelsesmæssigt. Med årene er seksualiteten kommet til at spille en mindre rolle. Jeg høster lykke andre steder – ikke mindst sammen med mine børn, børnebørn og venner. Og i naturen og på mine mange rejser. Blandt andet er jeg i Grækenland og ro kajak to gange om året, og det er så vidunderligt, at det ikke kan beskrives.
Om lykke i livets forskellige faser: – Det største lykke-peak fulgte med fødslerne af mine børn. Det er jo et under, at man kan skabe et lille menneske inde i sin krop. Senere buldrede lykken også, da børnebørnene fødtes sunde og velskabte et efter et. Udover kærligheden til familien er de nære venner også en vigtig kilde til glæde. På en grå dag er der intet bedre end en god veninde til at lytte og give perspektiv. Jeg føler mig privilegeret og ser lyst på fremtiden. Jeg bliver ældre, men føler mig ikke gammel, og der er stadig masser af energi og drømme. Fx kunne jeg godt tænke mig at lære flere sprog.
Lis, 80 år: "For mig er lykke en forbigående følelse, der ikke kan jages"
Om lykke og kærlighed: – Det er en del år siden, jeg mistede min mand. Kærligheden mellem os var så stor, at jeg aldrig har haft lyst til at indgå i et nyt forhold. Der er så mange andre fine relationer i mit liv: familie, venner, kollegaer, naboer. Jeg har et rigt socialt liv, men jeg er heldigvis også god til at være i mit eget selskab. Det har en stor betydning for den måde, man bliver ældre på. Hvis man sætter sig i venteposition til, at børnene kommer på besøg, bliver det trist for alle parter. Jeg fylder så rigeligt minedage ud med arbejde, kreativitet, kultur og sociale arrangementer. Faktisk kniber det med at få tiden til at slå til.
Om lykke og positiv tænkning: – Jeg har altid haft et lyst sind, selvom livet har slået sine sving. Min far døde, da jeg var 14, og der faldt himlen ned. Jeg var så ulykkelig, at det i alle år efterfølgende har givet mig en slags proportion. Jeg har kunnet måle mine sorger og bekymringer i forhold til min smerte dengang, og intet andet har gjort ligeså ondt. Heller ikke da min mand døde, for han var fyldt 90 år og havde været syg, så der var ikke et chok forbundet med det.
Om lykke, helbred og fremtidsdrømme: – I min omgangskreds er der flere kvinder, der er ældre end mig, som er aktive og har det godt. De inspirerer mig til at tro på, der stadig er fine år forude. Jeg har et godt helbred, vinterbader og spiser fornuftigt. Fitness gider jeg ikke, det kan jeg gøre, når jeg bliver gammel, men jeg husker jævnligt at tage et glas rødvin. Og at holde migi gang. Lige nu har jeg travlt med at forberede en udstilling med mine malerier, smykker og keramik. Det siges, at lykkefølelsen stiger med alderen, og det kan jeg godt genkende. Bekymringerne fylder generelt mindre, nu hvor børnene er godt og vel voksne, og pladsen fyldes af en stor taknemmelighed over, at de og den øvrige familie har det godt.