Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

Min yngste datter havde siden jeg fik diagnosen og det efterfølgende forløb frem til nu, udvist stor bekymring for, hvordan omgivelserne ville reagere overfor mig, ikke mindst i forhold til at jeg blev skaldet. Hun blev også ked af det når andre på hendes egen alder fortalte om deres oplevelser med kræft, idet hun oftest kun huskede fortællinger om bekendte eller pårørende, der var døde af kræften.

Med håbet om at kunne gøre det lettere for min datter og måske også hendes klassekammerater at håndtere situationen med kræft, når den kommer tæt på, valgte jeg at tage en snak med klasselæreren. Hun havde været en god og solid støtte for min datter, og jeg spurgte om det ville være ok, at jeg en dag kiggede forbi for at tage en snak med klassen. Tanken med mit besøg var uformelt og udramatisk at fortælle lidt om det at få kræft, at blive opereret rask, efterbehandling og hårtab/paryk.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 11: "I kan hænge jeres parykker derovre."

Dagen efter min 2. kemobehandling fulgtes min datter og jeg til hendes klasse. Vi havde forinden talt rigtig meget om, hvad der ville være godt at snakke om, og jeg tror, at næsten alt ned til selv den mindste detalje var afstemt med min datter. Jeg ville for alt i verden ikke overtræde hendes grænser, og det var vigtigt for mig, at besøget i hendes klasse blev et positivt og godt udgangspunkt for hende at bygge videre på.

Jeg følte mig godt tilpas den dag, var glad, afslappet og ikke mindst vel udhvilet samt nysgerrig efter at møde klassen og opleve "kræftens verden" i børnehøjde. Da vi nærmede os klassen tog min datter min hånd og sagde "åh mor, jeg har helt sommerfugle i maven, så nervøs er jeg". Jeg kiggede på hende og blev næsten usikker på om mit initiativ var en god ide. Jeg spurgte hende om hun syntes vi skulle droppe det, hvilket hun klart afviste. Så resultatet blev, at vi i stedet krammede hinanden godt og grundigt, hvorefter vi sivede med ind i klassen i skøn forening med de andre elever.

Jeg stillede mig foran tavlen og kiggede ud over klassen som sad bomstille og kiggede på mig. Midt i mængden af skønne unger sad min egen lille pige og spejdede vurderende på sine kammerater. Det var tydeligt for mig at se, hvor opmærksom hun var på kammeraternes reaktion, og jeg sendte et par sjove (syntes jeg selv) kommentarer ud i klassen med henblik på at få smil, grin og god stemning at starte op på. Det gav pote, og vi var godt i gang.

Vi startede med en bred snak om kræft, forskellige typer af kræft og ikke mindst en snak, om at kræft ikke er ensbetydende med, at man dør. Jeg spurgte ud i klassen om, hvilke typer af kræft de kendte, og jeg var imponeret over at høre, hvor meget de vidste. Vi skrev de forskellige typer op på tavlen, og jeg forklarede, at brystkræft er den mest udbredte kræfttype blandt kvinder.

Kræft er ikke bare kræft

Inspireret af en samtale, som jeg tidligere havde haft med Kræftens Bekæmpelse (forud for samtalen med mine piger, hvor jeg skulle fortælle at jeg havde fået kræft) rettede jeg fokus på, hvor vigtigt det er at huske, at kræft ikke bare er kræft. Jeg ville gøre klart, at der er forskel på de forskellige kræfttyper, og at kræft langt fra altid er ensbetydende med, at man dør. Tværtimod fortalte jeg – der er rigtig mange kræfttyper, hvor lægerne er super dygtige til at hjælpe og vinde over kræften. Her i blandt også brystkræft... ud af øjekrogen spottende jeg min datter, der responderende med et veltilpas og vindende udtryk, der afspejlede hendes tillid til at "selvfølgelig vinder min mor over kræften".

Det blev en god optakt til at fortælle om, at der faktisk er situationer, hvor lægerne kan operere en rask og dermed fjerne kræften, som de havde gjort ved mig. Det gav god mening for de fleste og flere fortalte engageret om eksempler fra deres egen verden, og det blev tydeligt at der var flere som havde eksempler på mennesker, der havde klaret et kræftforløb godt, og som var endt med at blive raske.

Der var god stemning i klassen og det føltes rart – nok for os alle – at tale om succesoplevelser i kræftverdenen, og om hvor dejligt det er når man kan blive opereret rask. Omvendt følte jeg mig også ansvarlig for at fortælle lidt om, hvor ked af det man kan blive undervejs, og om hvordan jeg græd, da jeg fik af vide, jeg havde kræft. Jeg fortalte også klassen, at jeg syntes det havde været rigtig træls at skulle fortælle mine børn om, at jeg havde fået kræft, og hvor bange man bliver som barn, når ens forældre bliver ramt af en alvorlig sygdom. Prøvede at forklare at sådanne bekymringer godt kan påvirke barnets humør, på en måde så man lettere bliver ked af det, måske bliver urimelig og måske svarer surt til sine klassekammerater.

Jeg kiggede rundt i klassen, alle – drenge som piger – var lyttende, opmærksomme og udviste forståelse og empati på en måde jeg slet ikke havde forventet. Det var en skøn og meget livsbekræftende oplevelse for mig.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”

"Kræft er en bygningsfejl"

En af eleverne spurgte, om jeg vidste, hvorfor jeg havde fået kræft, og jeg måtte svare, at det gjorde jeg ikke, og det var oplagt at følge op med at spørge ud i klassen, om de kendte til nogle af de årsager, der kan øge risikoen for, at man får kræft. Ud over rygning og andre klassiske svar bød en af drengene ind med det, der vist nok dagens bedste svar.

Han kunne berige os med at årsagen til at man får kræft er såkaldt bygningsfejl. Jeg måtte gøre mig umage for ikke at grine, det var sgu' sødt og jo egentlig en rigtig god beskrivelse - følte jo selv at knuden i mit bryst var en "konstruktion" der ikke skulle have været der. Så jo, bygningsfejl gav god mening, omend jeg aldrig havde hørt den betegnelse i sammenhæng med kræft.

De fleste i klassen kendte godt til kemo, og jeg forklarede, at grunden til at jeg fik kemo, selv om lægerne havde fjernet kræften, var at mindske risikoen for, at jeg skulle få kræft igen. Meget hurtigt snævrede kemo-snakken sig ind til, at man taber året, at man bliver skaldet. Jeg fornemmede, hvordan opmærksomheden blev mere intens blandt ungerne.

En hurtig "lap" røg i vejret bagerst i klassen, og en dreng spurgte friskt

- Er du så skaldet nu?

Sådan! – ikke så meget snik snak – jeg smilede og svarede:

- Ja det er jeg!

Der blev et kort øjeblik helt stille og jeg fortsatte kækt

- Vil I gerne se det?

Der var (ikke uventet) god tilslutning til forslaget, men jeg trak spændingen lidt, da det var vigtigt for mig, at vi lige fik en stund til at dvale ved det sjove. Jeg fortalte, at det ser rigtig sjovt ud, når man ikke har hår på hovedet, og nok mest på grund af, at man er vant til at se hinanden med hår. Det var derfor også helt ok at grine, MEN der var lige et par spilleregler i forhold til at grine.

Jeg gjorde det først og fremmest klart, hvor vigtigt det er, at man i sådanne situationer griner sammen og på en god måde. Dernæst betonede jeg, at de skulle være opmærksomme på, at det er noget lettere at grine, hvis det ikke er af ens egen mors skaldede hoved.

Der var hverken fnis eller snik snak i krogene, og jeg fornemmede fuld konsensus – vi var klar til dagens "skaldpande performance".

Jeg trak parykken af og blev mødt af en skøn blanding af smil, forbløffelse, "wau" og søde grin. Jeg drejede rundt og sagde, de skulle love mig at fortælle mig, hvis jeg ved en fejl fik placeret parykken omvendt inden jeg gik, ville jo nødig gå hjem med pandehåret i nakken. De grinede lystigt inklusiv min datter, som efterfølgende fortalte mig, at hendes sidekammerat slet ikke havde "opdaget," at jeg havde paryk på, hvilket min datter syntes var alle tiders.

Jeg gik rundt i klassen med parykken i hånden, så de alle kunne mærke håret på sådan en fætter og det inspirerede til endnu et skønt spørgsmål nemlig om "håret på parykken gror?". Det kunne jeg med smil på læben klart afvise.

Tiden var gået, og jeg styrede parykken tilbage på rette plads, inden jeg hilste af med klassen og sammen med min datter rullede vi hjem. Hun virkede lettet og glad, mens hun repeterede "high lights" fra timen, og jeg selv følte mig endnu engang bekræftet i de forløsende værdier ved åbenhed og kommunikation fremfor hvisken i krogene og tabuisering.

Det var en dejlig dag – tak skønne unger.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 8: "Surrealistisk at se celledræber-væsken sive igennem slangen og ind i mine blodbaner."

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 7: Jeg lignede alt fra modne bridgedamer til Dame Edna

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6:"De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"