9 kvinder fortæller: Dét kæmper vi for lige nu
På Kvindernes Internationale Kampdag sætter vi hvert år fokus på kvindernes (lige)stilling. Men mange kvinder har også deres egne, måske usynlige, kampe. Kampe mod stress, sorg, høje standarder eller sygdomme. Det sætter træningsspecialist Anna Bogdanova i år fokus på med bevægelsen #jegkæmperfor, hvor en række modige kvinder, inklusive hende selv, står frem og fortæller om det, de kæmper for i deres liv lige nu.
De fleste forbinder Kvindernes Internationale Kampdag med ord som ligestilling, stemmeret til kvinder og måske også søsterskab, revolution og rødstrømper. Men i år, hvor det er 112 år siden, vi første gang markerede kampdagen, vil træningsspecialist Anna Bogdanova også gerne bruge dagen til at minde os om, at vi ikke behøver at være stærke hele tiden.
“Jeg ser alt for mange kvinder i mit arbejde, som er brændt ud, fordi vi kæmper mange forskellige kampe, og vi stopper ikke, før vi er langt forbi at være løbet tør for energi, fordi vi skal kunne klare det hele og i hvert fald ikke være svage. Så vi opretholder en stærk facade og taler ikke højt om vores kampe. Men vi har faktisk brug for et ‘Safe Space’, hvor vi kan tale om dem, for det er vores mulighed for at tage en pause fra at skulle være stærke hele tiden,” siger Anna Bogdanova, som også selv åbner op om sin egen kamp om at miste sin egen mor alt for tidligt.
“Min mor blev kun 50 år. Hun døde af kræft. Hun nåede lige at møde min ældste søn, mens min yngste kun har hørt historierne om hende,” indleder hun sin egen fortælling.
Hendes mor fik brystkræft, som siden spredte sig til lungerne, og da hun blev syg, var hun ikke i særligt god form - noget som Anna, qua sit arbejde, ihærdigt kæmpede for at ændre på.
“Det er ikke sikkert, at det ville have forebygget hendes sygdom og alt for tidlige død, hvis jeg havde fået hende i gang med træning. Men jeg tror på, historien ville have været anderledes, hvis min mor havde været mere fysisk aktiv – også længe før hun blev syg. Hun var fx blevet inviteret med på det lokale rohold som helt ung, men det passede ikke ind i en kultur, hvor kvinder ikke måtte være for maskuline eller bredskuldrede, for så ville de aldrig kunne finde en passende mand,” fortæller Anna Bogdanova og tilføjer:
"Det er derfor, jeg i dag kæmper for både at kunne være der så længe som muligt for mine egne børn – men også for at hjælpe så mange kvinder som muligt med at få opbygget en stærkere og mere stressfri krop, så de har noget at stå imod med her i livet.”
De usynlige kampe
I dag bruger mange Kvindernes Internationale Kampdag som en løftestang for kvinders rettigheder verden over, for ligestilling, diversitet og inklusion. Men mens vi arbejder på at ændre verden ved at ændre kulturen, kæmper mange af os med os selv og med kroppen, stress, sorg, kroniske smerter eller sygdomme, mener Anna Bogdanova.
De fleste kvinder har faktisk deres egen kamp, som også hun selv har, og den kan ikke nødvendigvis ses. Eller mærkes. Og det kan være meget ensomt.
“Jeg ved fra mig selv, at man kan føle sig meget alene med sin kamp, fordi det kan være svært at tale højt om. Både fordi man kan være bange for at virke svag, eller fordi kampen kan virke lille og ubetydelig i forhold til alle de andre vilde ting, der sker i verden. Men det er jo stadig noget i vores liv, som kræver rigtigt meget af vores opmærksomhed, styrke og kræfter, uanset hvor stort eller småt det måtte være,” siger Anna Bogdanova, som derfor har skabt #jegkæmperfor-bevægelsen på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor hun sammen med 8 andre kvinder står frem og fortæller helt åbent og ærligt om sin egen kamp.
“Forhåbentlig kan min og de andre kvinders historier vise alle andre kvinder, at vi godt kan tage en pause fra at være stærke, og tale højt om det, vi kæmper for lige nu. Jeg vil gerne have, at vi også kan bruge Kvindernes Internationale Kampdag til at tale om, at kvinder skal være bedre til at passe på sig selv og hinanden,” forklarer Anna Bogdanova.
Vi kæmper for …
9 modige kvinder fortæller helt ærligt om deres egen kamp lige nu under hashtagget #jegkæmperfor på www.annabogdanova.dk/jegkæmperfor, hvor man som læser også selv kan dele ens egen historie og kamp sammen med mange andre kvinder.
Mød tre af de modige kvinder her:
Maria, 46 år: Jeg kæmper for styrken til at bygge min krop op igen efter kræft
Marias brystkræft blev nærmest opdaget ved et tilfælde, da hun gik til lægen med smerter i det ene bryst, men scanningen fandt en kræftknude i det modsatte bryst. I dag er hun heldigvis kræftfri efter både operation, kemo og stråler, men kroppen og energien er naturligt nok stadig ikke helt sig selv, så Maria kæmper nu for at få sin gamle styrke og energi tilbage. Se hele Marias historie her:
Ann Katrine, 31 år: Jeg kæmper for styrken til at have det godt i min krop, uanset hvordan den ser ud
Ann Katrine tog mere end 40 kilo på, da hun fik stærk medicin for kraftige smerter i underlivet, og hun oplever mange blikke, hvisken og fordomme om, at man ikke kan være sund, stærk og overvægtig på samme tid - men det er hun! Alene ved hjælp af sund kost og styrketræning er hun nemlig blevet smerte- og medicinfri, og hun kæmper for at kunne have det godt i sin krop, uanset hvad hun vejer. Se hele Ann Katrines historie her:
Sanne, 43 år: Jeg kæmper for styrken til at finde tilbage til min krop efter fem år i fertilitetsbehandling
Sanne og hendes hustru har prøvet at få børn i 5 år med hjælp fra lægerne. Det lykkedes, for i dag har de en dejlig datter på 2,5 år. Men det er ikke lykkedes at få flere, og de mange år med hormoner, spontane aborter, operationer og indgreb har sat sine spor på både kroppen og psyken, så Sanne kæmper nu med at finde tilbage til en krop, hvor hun igen føler sig hjemme og godt tilpas. Se hele Sannes historie her:
Se de andre kvinders historier her: Annabogdanova.dk