"Når vi taler om fantasier og stillinger, ender det i dårlig stemning - hvor vigtigt er det at kunne tale om sex?"
En kvinde har et dejligt sexliv med sin partner, men de har et problem. De kan ikke tale om sex – som i slet ikke. Hver gang de forsøger at tale om fantasier, stillinger eller noget helt tredje, ender det altid med dårlig stemning. Parterapeut og sexolog Ditte Winkel svarer her på spørgsmålet: Hvor vigtigt er det at kunne tale om sex?
Spørgsmål om at tale om sex
Hej Ditte. Min partner og jeg har et dejligt sexliv – synes jeg. Min klare fornemmelse er, at vi nyder hinanden, når vi dyrker sex, at det føles naturligt, og som om vores kroppe er i sync.
Vi får begge orgasme, og vi er fælles om at tage initiativ. Så hele den del føles ukompliceret.
Men vi kan ikke tale om sex. Som i slet ikke. Hver gang vi forsøger at tale om fantasier, stillinger eller noget helt tredje, ender det altid med dårlig stemning.
Så mit spørgsmål er: Hvor vigtigt er det at kunne tale om sex?
Ditte Winkel om at arbejde med tryghed
Hvor er det bare et skønt og relevant spørgsmål og noget, mange af mine klienter kan nikke genkendende til.
Faktisk viser stort set alle de undersøgelser, jeg har set på området, at der ikke er noget bevis på, at fordi vi får et bedre sexliv af at være dygtige til at tale om sex. Men omvendt siger forskningen, at de par, der er gode til at dyrke sex, avler en bedre generel kommunikation.
I jeres tilfælde ville det så oversat betyde, at i og med at I har et dejligt intimt fælles liv, så burde kommunikationen flyde mere af sig selv, hvilket I så kan konstatere alligevel ikke helt er tilfældet.
Nogle fagfolk mener, at vi kan tale sex ihjel. Det er jeg dog ikke helt enig i. Jeg er af den overbevisning, at generel tryghed i parforholdet på alle fronter automatisk fordrer endnu mere tryghed på alle fronter. Også i samtalen om sårbare emner, som sex må siges at være.
Jeg er også helt sikker på, at din mavefornemmelse er korrekt, så når du får følelsen af, at jeres sexliv er nydelsesfuldt og synkroniseret, så lyver dit system ikke. Så er det jer begge, der har den fornemmelse. Ellers ville du opfange små signaler på det modsatte i din partners kropssprog eller blik eller mangel på hengivenhed osv.
Men det er ikke nødvendigvis en garanti for, at det forbliver sådan, eller at en af jer ikke også kunne tænke sig noget andet eller mere, og der får I brug for at kunne give udtryk for det.
Så jeg synes, at I skal prøve at stille mere skarpt på, hvad det er, der sker mellem jer i samtalen om sex. Kommer I ubevidst til at kritisere den anden? Føler I jer ikke hørt hver især? Er tempoet for højt og med for mange ord? Åbner I snakken på pressede tidspunkter af dagen?
For hvis I kan identificere kilden (eller kilderne, for der kan sagtens være flere), så får I muligheden for at kunne gøre noget andet og mere hensigtsmæssigt i stedet for helt at opgive projektet.
Jeg håber, at I vil give det nogle forsøg, og at I får flere succeser og på den måde mærker, at I godt kan mestre kommunikationen på dette område.