Ingen måtte vide, at Maiken havde bulimi: "Den var mit værktøj til at klare livet"

"Nogle gange spiser jeg en hel masse mad og går ud og kaster op."

Kim Sørensen havde været kæreste med Maiken Mondrup et års tid, da hun forsigtigt nævnte, at hun led af bulimi. Det var i 2016, og Kim havde undret sig over Maikens spisevaner: I nogle perioder spiste hun virkelig meget, i andre fik hun nærmest ingen mad.

"Jeg var aldrig selv kommet frem til, at du havde bulimi, men da du fortalte det, tænkte jeg, at det måtte vi kunne håndtere. Måske havde det allerede taget lidt af presset, at du fik sagt det højt", siger 46-årige Kim. 35-årige Maiken nikker.

"Det var, fordi jeg følte mig så tryg ved dig, at jeg for første gang nogensinde turde fortælle det", siger hun.

Parret bor i dag sammen i et hus i Hedensted, hvor også Maikens børn på 19, 16 og 12 år bor hver anden uge. Derudover er hun og Kim blevet forældre til Carl på to år, og Maiken har nu ikke alene nogenlunde kontrol over sin spiseforstyrrelse, hun skriver også åbent om den på sin blog, Maikenogmadmonstret.dk.

Problemerne begyndte, da Maiken voksede op i Vejle, hvor hun var uden for fællesskabet i skolen, fandt trøst i at spise søde sager og blev buttet. Løsningen på vægtproblemet fandt Maiken, da hun som 15-årig blev gravid. I løbet af de første to graviditetsmåneder kastede hun så meget op, at hun tabte 11 kilo.

"Sådan fik jeg idéen til, hvordan jeg kunne proppe mig med mad uden at tage på", siger Maiken.

Hertil kom, at folk omkring hende var skeptiske overfor, at hun skulle være mor så tidligt.

"Derfor satte jeg alt ind på at vise omverdenen, at det kunne jeg sagtens klare. Jeg havde høje forventninger til mig selv som mor og følte et enormt pres", siger Maiken.

Nulstillet

Når presset blev for højt, spiste hun en masse mad – og kastede op.

"Så var jeg nulstillet", forklarer Maiken.

Hun og hendes kæreste gik fra hinanden, da datteren Mette var et par år. Sammen med en ny kæreste blev hun mor til Magnus. De flyttede langt ud på landet, hvor det gik helt galt med Maikens spiseforstyrrelse.

Hendes kæreste arbejdede meget, og hun gik alene derhjemme alene med børnene. Det var både hårdt og ensomt, og for at håndtere sine følelser sørgede hun for, at der altid var chips og kager i køkkenskabene, hun kunne kaste sig over, når børnene var puttet. 

"Til sidst blev det en vane at overspise og kaste op. Jeg så det ikke som et problem. I min forestillingsverden kunne jeg holde op, hvis jeg ville", siger Maiken.

Da hun ventede sønnen Mikkel, gik hun og hendes kæreste fra hinanden, og de næste otte år boede hun alene med børnene i Vejle. Maiken begyndte på handelsskolen, og efter de isolerede år på landet hungrede hun efter at være social. Hun kørte afsted med 110 kilometer i timen. Samtidig skulle hjemmet var perfekt, og der skulle være styr på børnene. Det var bestemt ikke altid, Maiken havde kræfter til det hele, men så havde hun jo overspisningerne til at nulstille sig. Orkede hun ikke at kaste op, spurtede hun febrilsk afsted på en lang løbetur, eller hun undlod at spise i en periode.

"Jeg var opmærksom på, at børnene spiste sundt, og at de ikke oplevede mine overspisninger eller så mig kaste op. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men jeg nægtede at indse det. Den var mit værktøj til at klare livet. Ingen skulle tage den fra mig", siger hun.

Hertil kom, at Maiken skammede sig over spiseforstyrrelsen og frygtede, at omverdenen ville dømme hende, hvis de kendte til den. Derfor holdt hun den hemmelig.

Overvældende

Her var det, at Kim kom ind i Maikens liv og fik hende til at føle sig så tryg, at hun for første gang lettede sit hjerte. Med hans støtte gik hun til lægen, som fik hende i behandling på Center for Spiseforstyrrelser.

"Alene det at møde andre, der havde det ligesom mig, var en befrielse. Men det var ikke sjovt at skulle spise normalt. Hertil skulle man lave mindfulness og mærke sig selv og finde ud af, hvad man havde lyst til, hvilket jeg havde ignoreret i mange år. Det var skræmmende. Overvældende. Men så begyndte jeg at lære mig selv at kende og få nogle værktøjer til at klare mig", forklarer Maiken.

Som noget nyt blev hun nu hjemme, hvis hun og Kim f.eks. skulle til en fest, og hun ikke havde det godt. I begyndelsen måtte Kim finde en bortforklaring. Andre måtte stadig ikke vide noget om hendes spiseforstyrrelse.

"Men en gang vi skulle på skiferie med nogle venner, fik jeg overbevist Maiken om, at vi var nødt til at fortælle dem om den. Det blev heldigvis mødt med forståelse", siger Kim.

Maiken fik det også fortalt til sine børn og har siden været fuldstændig åben omkring sin spiseforstyrrelse. I nogle år gik det rigtig godt, hun arbejdede i en kantine, og hun og Kim fik fællesbarnet Carl, som hun har en anden ro til at være mor for, end da de ældste var små.

"Jeg føler ikke længere det pres, som jeg gjorde dengang", siger hun.

Corona-nedlukningen og den uforudsigelighed, den har medført, har skubbet lidt til roen.

"Det er jeg ikke så god til at håndtere, så griber man ud efter noget trygt", forklarer hun.

Men denne gang har Maiken værktøjer til at håndtere spiseforstyrrelsen. I en bog, der ligger frit fremme, skriver hun ned, hvad hun spiser, og hvad hun føler. Mange af sine tanker lægger hun også ud på sin blog.

"Synligheden hjælper, så spiseforstyrrelsen ikke kører med mig, mens jeg arbejder på at få rammerne for mit liv lagt på plads igen. Samtidig håber jeg, at bloggen kan give andre inspiration", siger hun.

"Jeg synes, det er modigt, at du skriver så åbent om spiseforstyrrelsen. Rigtig flot. Åbenheden gør det nemmere for os begge to at håndtere situationen", siger Kim.