Julie Nymann er ordblind: "Min overlevelsesstrategi var ikke at tænke for meget over, hvad jeg havde oplevet"

Julie Nymann er aldrig sent på den. Når hun f.eks. skal sende en legatansøgning, er hun færdig mindst to uger før deadline, fordi hun er afhængig af, at andre mennesker læser alle hendes tekster igennem. 

Hun kan også huske virkelig mange S-togsruter i hovedet og kender stationerne på de landskaber, der omgiver dem. 

Læs også

Tina Dickows ægteskab startede som en affære: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at ødelægge noget, så jeg kæmpede meget imod”

Ellers risikerer hun at fare vild, fordi skiltene er svære at læse.

Som dyslektiker har Julie Nymann, siden hun var lille, skullet lære sig selv en masse krumspring for at passe ind.

“De fleste er ikke klar over, hvor mange hacks man som dyslektiker udvikler og bruger på daglig basis i et skriftbaseret samfund som vores. Helt almindelige ting, som andre tager for givet, kommer med en lang række udfordringer,” siger hun, mens vi sidder i hendes lejlighed på Amager i København.

“Siden jeg var helt lille, har jeg vidst, at jeg skulle lære at kommunikere ved hjælp af noget andet end det skrevne ord.

Når alt omkring dig er skriftbaseret, og du bliver smidt rundt i skolesystemet, som jeg gjorde, bliver du virkelig usikker på dig selv og på om de ord, der kommer ud af din mund, er vigtige nok. Jeg skulle finde mit eget sprog,” siger hun.

Julie Nymann er kunstner og tog afgang fra Kunstakademiet i København i sommeren 2024 med installationen og lydværket 'Fordelene ved at være ordblind', der består af et flerstemmigt lydspor med vidnesbyrder om, hvordan det er at leve som dyslektiker. 

Til værket har hun interviewet 80 forskellige mennesker i alderen 9-70 år, og det er deres og hendes egen stemme, man hører. 

Julie Nymann har i mange år arbejdet med især foto- og videokunst, og 'Fordelene ved at være ordblind' er det første, hvor hun bruger sin stemme og taler direkte til publikum.

“Det har taget mig lang tid at opbygge den selvtillid, men nu vælter ordene bare ud,” siger hun og griner.

Over 400.000 danskere lever med dysleksi, og i 2022 var 13 procent af eleverne i 9. klasse ordblinde. Derfor trak 'Fordelene ved at være ordblind' også mange skoleklasser til Kunsthal Charlottenborg, hvor værket, som var omkranset af grønne gardiner, blev udstillet. 

Efterfølgende fik Julie Nymann mange beskeder på bl.a. Instagram fra voksne og unge, som er glade for, at der endelig er nogen, som taler om, hvordan det er at leve med dysleksi, og i dag laver hun undervisningsmateriale i samarbejde med forlaget Alinea og har også været i flere medier for at fortælle om, hvor dårlig og mangelfuld en behandling dyslektikere får i skolesystemet.

Kælderundervisning

Julie Nymann var ikke så gammel, da hun fandt ud af, at hun havde dysleksi, selvom de fleste først finder ud af det, når de kommer op i de højere klassetrin.

“Jeg udviklede hurtigt strategier til at følge med i timerne, fordi jeg ikke kunne læse med i bogen. 

Men jeg kunne fornemme rummet og dermed mærke, hvad der f.eks. skete i historien. Det har gjort, at jeg i dag er supergod til at fornemme et rum,” siger hun.

Julie Nymanns skoletid var svær.

“Jeg blev taget rigtig meget ud af skolen, så jeg blev dårlig til stort set alle fag og følte mig dum på alle parametre. 

Jeg blev prøvekanin i forhold til forskellige tiltag og initiativer, og det var virkelig svært rent socialt,” siger hun.

I 6. klasse blev hun taget helt ud af skolen, bedt om at gå en klasse om og sat i en særlig klasse sammen med andre dyslektikere fra kommunen. De blev undervist i en kælder under en folkeskole, som de aldrig blev introduceret til.

“Om morgenen løb vi ind, og om eftermiddagen skyndte vi os ud og prøvede at være så usynlige som muligt. Vi legede ikke i gården og følte os generelt virkelig fremmedgjorte,” siger Julie Nymann.

Efter en lang kamp, kæmpet af hendes forældre, kom hun ind på Ordblindeinstituttet:

“Det blev min redning. Jeg lærte at læse få sætninger og kan huske, at jeg kunne læse brevkassen i Vi Unge uden mine forældres hjælp, hvilket var stort. 

Det var virkelig godt at komme på Ordblindeinstituttet. De vidste, hvad de lavede, og hvordan de skulle håndtere dysleksi, hvilket desværre ikke altid er tilfældet i folkeskolen,” siger Julie Nymann.

Fagligt kom der skred i tingene, men Ordblindeinstituttet lå i et industriområde, og hendes nye klasse sad i dødkedelige kontorlokaler. Der var hverken legeplads eller gård at lege i, så de følte sig meget langt fra andre børn og et almindeligt skoleliv.

“Den meget omskiftelige skoletid har gjort mig utrolig god til at træde ind i nye fællesskaber og snakke med mennesker, jeg ikke kender. 

Det blev jeg nødt til, der var jo nye børn og nye venner hele tiden. I dag har jeg vendt det til en fordel, men det gør lidt ondt at tænke tilbage på,” siger Julie Nymann og fortsætter:

“I lang tid var jeg ikke opmærksom på, hvor svær min skolegang havde været, fordi jeg ikke havde noget at sammenligne med. 

Min overlevelsesstrategi var ikke at tænke alt for meget over, hvad jeg egentlig havde oplevet, og det er faktisk først i forbindelse med dette værk, at jeg rigtig er kommet i kontakt med de svære oplevelser og følelser omkring det.”

Mødet med kunsten

Julie Nymann blev af gode grunde ikke grebet af det boglige og søgte i stedet at opleve, mærke og sanse med sin egen krop. 

Og da hun slap ud af skolesystemet, var det også med det som pejlemærke, at hun blev forelsket i kameraet og endte på fotoskolen Fatamorgana. Derefter flyttede hun til New York, hvor hun læste på International Center of Photography, der introducerede hende til lyd-, video- og performancekunst.

Læs også

Otte ting, du ikke vidste om Melania Trump

“Særligt filmkunsten åbnede en ny verden for mig. På skolen i New York lærte jeg at filme, og pludselig kunne jeg fortælle historier uden ord. 

Årene i New York var virkelige formative for mig. Her stiftede jeg bekendtskab med store lyd- og videoinstallationer og kunstnere som argentinske Mika Rottenberg og britiske Janet Cardiff. De har virkelig inspireret mig,” siger hun.

Deres værker er ofte totalinstallationer, som man går ind i, bliver omsluttet af, og som spiller på alle sanser.

“Værker, som man skal opleve med hele sin krop med alle sine sanser, som jeg jo er supertrænet i,” siger Julie Nymann.

“Som dyslektiker får man ofte at vide, at man kan prøve det kreative af, fordi man ikke er boglig. men jeg synes, at skolerne skal være bedre til at se flere forskellige positive aspekter ved at være dyslektiker.”

Den grønne farve

Selvom skolegangen var op ad bakke for Julie Nymann, fik hun altid at vide, at hun var god og klog nok, som hun var.

Af sine lærere såvel som sine forældre. Men hun følte sig ikke god nok. Der var noget i tilkendegivelserne, som ikke matchede kælderlokalerne og oplevelserne i klassen. 

Da hun kom hjem fra New York, startede hun på Kunstakademiet. Og i de sidste år på akademiet satte hun sig for at undersøge, hvor skammen over at være dyslektiker egentlig kom fra.

I midten af 1900-tallet gik man væk fra at se dysleksi som et udtryk for lav intelligens, hvilket ellers havde været den dominerende opfattelse. Man begyndte at forske mere i det og kom frem til, at det heller ikke skyldtes en synsfejl, men at udfordringen lå i hjernen og evnen til at kombinere lyd og bogstaver. 

Man skulle tro, at resultaterne ville ændre holdningen til dysleksi i samfundet og tilgangen til det i skolerne. Men 'Fordele ved at være ordblind' viser, at mange stadig føler skam over at være ordblinde.

“Jeg tror, det i vid udstrækning handler om måden, skolesystemet er skruet sammen på. Når folkeskolen er så hårdt belastet, er det alle dem med ekstra behov, der betaler prisen, og det er bl.a. dyslektikere,” siger hun og påpeger, at det gælder om at fange dysleksi tidligt. 

Men det kræver, at lærerne er opmærksomme på, hvor forskelligt det kan præsentere sig. Og at de i skolerne har midler til at sætte rettidigt ind med en målrettet indsats, som gør brug af de redskaber vi har, så dyslektikere lærer bedst.

I ugen op til World Dyslexia Awareness Day den 8. oktober 2023 tog Julie Nymann en radikal beslutning: Som en del af sit projekt om dysleksi besluttede hun sig for kun at gå i grønt, og det har hun gjort lige siden som en form for omvandrende protest og offentligt kunstværk.

“Den test, man bruger til at teste de mindste børn for dysleksi, hedder risikotest for ordblindhed, og alt afhængig af resultatet, får man tildelt en farve: rød, gul eller grøn. 

Får du rød, har du dysleksi, og får du grøn, har du ikke. Den er et godt eksempel på det hierarki, jeg har mærket hele mit liv, hvor jeg er lavest og fejlbehæftet. Da jeg begyndte at lave workshops og fandt ud af, at nogle unge i dag har samme oplevelse og også sidder med følelsen af at være forkert, tænkte jeg, at den måde at tale om ordblindhed på må stoppe. 

Vi bliver nødt til at anerkende, at systemets syn på dyslektikere skaber mistrivsel og i værste fald forværrer problemet. Der er mange gode undervisere derude, men det nytter ikke, at vi er afhængige af enkeltpersoner,” siger hun.

En del af hendes værk er derfor også et politisk projekt, hvor hun arbejder for en national kampagne, der sætter fokus på dysleksi, bedre undervisning og neutrale farver i de nationale tests.

Ud over risikotesten for ordblindhed findes der Den Nationale Ordblindetest, som man bruger på elever over 3. klasse. Men, forklarer Julie Nymann:

“Som det er nu, må man kun teste for dysleksi med Den Nationale Ordblindetest én gang. Det er et stort problem, fordi mange skoler venter med at teste eleverne, så der er størst chance for, at den viser et tydeligt testresultat. 

Men det betyder, at mange med dysleksi først finder ud af det i de sene klasser og potentielt har haft rigtig mange svære skoleår, hvor de ikke har vidst, hvorfor de måske ikke kunne koncentrere sig, og hvorfor de har haft det svært. 

Læs også

Vigga Bro har ét særligt kærlighedsråd: "Det er underligt koldt, synes de unge"

Derfor skal det være muligt at teste flere gange, så man fanger dysleksi så tidligt som muligt. I 2025 indføres en ny screening for alle elever i 1. klasse, og det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde.” siger Julie Nymann og tilføjer:

“Men mest af alt vil jeg ændre samtalen, så vi også taler om, hvad der er af fordele ved at være dyslektiker.”

Visdom i mange former

I Julie Nymanns lydværk lister deltagerne i fællesskab ni fordele ved at være ordblind som: Vi har gode hukommelser, fordi vi skal bære bøger i vores hoveder. Vi tør lave fejl og spørge om hjælp og finder kreative løsninger.

Er der nogle af fordelene, som betyder noget særligt for dig?

“Jeg er god til at spørge om hjælp og ser det ikke som en falliterklæring. Jeg ved, at jeg ikke er god til alt og synes, det er et stort problem, at vi går rundt og tror, at vi skal kunne det hele selv. Jeg er god til at samle folk, der kan hjælpe mig, men vi kan også hjælpe hinanden. Vi er ofte gode til at samarbejde, og det er sådan noget, som skaber gode ledere,” siger hun.

Fordelene ved at være ordblind er både et opråb til samfundet og til alle dem, der lever med dysleksi, som kan have fordelene fra Julie Nymanns lydværk kørende i baghovedet.

“Når de tænker på deres dysleksi, skal de ikke kun piske den, de skal også ae og omfavne den. For den kommer også med en masse fine ting,” fortæller Julie Nymann, som siger i værket:

“Nok kan du ikke læse ord, men du kan læse verden. Din evne til at forstå og fortolke livet er din sande gave. Skrift er kun én form for viden. Visdom og forståelse findes i mange former.”