Donald Trump
er blevet indsat som præsident i USA, og selvom mange venter i spænding (eller
decideret frygt) på, hvad han vil bruge de næste fire år på, er der én ting,
der er sikker: Melania Trump står stadig ved hans side.
Vi har
samlet otte ting, du måske ikke vidste om Melania Trump, så du kan lære den nye
førstedame bedre at kende.
1. Født i Slovenien
Melania
Trump er efterhånden kendt for sin særlige accent, der afslører, at hendes
rødder ikke findes i den amerikanske jord. Hun er nemlig født i Slovenien, der dengang
var en del af Jugoslavien. I 2006, året efter hun giftede sig med Donald Trump,
blev Melania amerikansk statsborger, og i dag har hun, ligesom sin søn Barron
Trump, dobbelt statsborgerskab.
2. En moderigtig kvinde
Det kommer måske
ikke som en overraskelse, at Melania – der altid ser flot ud ved siden af sin
mand – har en baggrund i modeverdenen.
Allerede som
16-årig begyndte hun at arbejde som model. Senere forlod hun hjemmet i Slovenien
for at forfølge drømmen om at arbejde som model i Paris, og i 90’erne bragte
drømmen hende til New York, hvor hun mødte Donald Trump til en fest i 1998.
3. Karrierekvinde
Inden
Melania Trump begyndte at drømme om modellivet i storbyen, ville hun gerne være
designer, og det var en drøm, hun samlede op igen, efter hun var blevet både
hustru og mor. Hun udgav smykker under navnet ’Melania’, som hun selv havde
designet, og de var en stor succes.
4. Mor og hustru først
Melania har
både arbejdet som model og smykkedesigner, men i en artikel hos GQ fremgår det,
at det er rollen som mor og hustru, der står øverst på prioriteringslisten hos
præsidentfruen. Her kan man blandt andet læse, at hun ikke har benyttet sig af
en barnepige til sønnen Barron, fordi det er en mors opgave. Artiklen beskriver
generelt, at Melania går meget op i traditionelle familieværdier, og det er nok
en perfekt hustru til en konservativ præsident.
5. Sin egen mønt
De seneste
år har vi alle sammen lært ordet kryptovaluta at kende– selvom det stadig er indviklet,
hvad det præcist er – og nu har den amerikanske førstedame meldt ud, at hun har
lavet sin egen mønt med navnet $Melania.
6. Syv stykker frugt om dagen
Med
kombinationen af en fortid som model og et liv i evigt søgelys, virker det
uundgåeligt, at Melania Trump går meget op i sin kost og træning. Daily Mail skrev i 2024, at hun udover en generel sund kost og fokus på
portionsstørrelse forsøger at nå et særligt kostmål: Hun spiser nemlig hele syv
stykker frisk frugt hver dag.
7. ’Keeping up with the Trumps’?
Melania
Trump er kendt for at være privat, men det bliver der måske snart lavet om på.
I starten af 2025 meldte Fox News ud, at præsidentfruen er ved at filme en
dokumentarfilm om sit liv, der skal være tilgængelig i biografer rundt omkring
i verden. Det er streamingtjenesten Prime Video, der står bag, og det er også
hos dem, filmen kan streames.
Det er
usandsynligt, at det bliver en kopi af ’Keeping up with the Kardashians’, men
det bliver forhåbentlig heller ikke helt kedeligt, når den får premiere i anden
halvdel af 2025.
8. Fri abort
I 2024 udgav Melania Trump en selvbiografi, hvor
læserne kunne lære hende bedre at kende. Overraskende fremgik det i bogen, at
hun, modsat sin mand, støtter retten til fri abort. Nogle kritikere mener, at
denne udmelding er en del af et politisk spil, hvor værdien om fri abort
historisk set har tilhørt demokraterne, men det må være op til den enkelte at
vurdere.
Om Melania Trump
- 54
år
- Tidligere
model og smykkedesigner
- Gift
med Donald Trump siden 2005
- Sammen
har parret en søn