Kathrine Heindahls bedste råd til en nybegynder: Løbeturene kan blive en form for meditation

Kathrine Heindahls bedste råd til en nybegynder: Løbeturene kan blive en form for meditation

Håndboldspiller Kathrine Heindahl er så heldig, at hendes arbejde er hendes fritidsinteresse. Løb skulle hun dog lære at holde af, men da hun først knækkede koden er løb blevet både sjovt og afslappende.

25-årige Kathrine Heindahl kender vi fra håndboldbanen, hvor hun både er at finde på stregen for Odense Håndbold og det danske kvindelandshold. Derudover er hun stifter og medejer af sportsbrandet Ikaika, der designer tights til alle former for træning.

Vi er stolte over, at Kathrine Heindahl har takket ja til af være en del af vores ambassadørhold til Kvindeløbet 2018. Her giver hun os sine bedste tips til at få det bedste ud af din træning, samt masser af motivation til at komme afsted.

Hvilken form for motion dyrker du?

”Jeg spiller selvfølgelig en del håndbold, men laver også styrke- og løbetræning. Jeg synes, at crossfit er ret interessant, fordi det både træner styrke og høj puls, og det passer godt til håndbold. For mig er det mere relevant at træne min bevægelighed og hurtighed end tunge styrketræningspas. Derfor laver jeg sjældent tunge squats, men arbejder mere med elastikker, afsæt og sprint samt intervaltræning. Jeg træner hver dag, men forsøger at holde en fridag hver uge eller hver anden, for det er også vigtigt at give kroppen tid til at restituere. Jeg løber sjældent lange ture, det er kun, hvis jeg skal nyde det gode vejr eller i sommerpausen.”

Hvad giver det dig at træne og at være aktiv?

”Det giver mig energi, og når jeg træner fra klokken 10-12, kan jeg mærke, at jeg er meget mere frisk resten af dagen. Det giver mig også selvtillid og styrker selvværdet, at jeg holder mig fit og passer på min krop. Håndbold er hårdt, og når jeg er færdig som professionel, skal min krop stadig kunne præstere, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg er stærk og i god form. Jeg kan også lide det sociale aspekt ved at træne, og jeg kan lettere presse mig selv, når jeg træner sammen med andre.”

Beskriv en perfekt løbetur?

”Jeg løber mest intervalløb med korte intervaller af tre minutters varighed, når håndboldsæsonen er i gang, men hen over sommerferien løber jeg længere ture for at holde grundformen ved lige. Jeg elsker at løbe hjemme hos mine forældre i Nyborg, hvor der er adgang til skov og vand. De løbeture handler meget om natur, skønne omgivelser og afslappende ro – det er nærmest en form for meditation.”

Hvad er din motivation for at komme afsted?

”Jeg er så heldig, at håndbolden er en fritidsinteresse, som er blevet mit erhverv, men det motiverer mig også til forbedringer, at se en udvikling og blive den bedste. Jeg ved også, hvilken følelse jeg har i kroppen efter en træning, hvor jeg har givet den gas. Det kan motivere mig på dage, hvor det er svært at trække mig op.”

Hvad spiser du før og efter træning?

”For mig er det vigtigt at få et ordentligt måltid et par timer før træning, for jeg kan ikke løbe uden morgenmad. Hvis jeg skal præstere, tager jeg en energidrik før. Det er dog allervigtigst at spise efter træning for at få energi indenbords, så min krop har noget at restituere på. Det kan fx være en proteinbar, banan, riskiks med peanutbutter eller proteinshake. Hvis jeg ikke får noget at spise efter træning, går det også udover min kost resten af dagen, fordi jeg føler mig småsulten og har lyst til sødt.”

Bruger du musik til din træning?

Når jeg løber intervaller, hvor pulsen skal op, skal jeg have musik i ørene. Det skal være noget, der er gang i med et godt beat, og som jeg kan synge med på. Det må gerne være en sang, jeg kender, fx Suspekt, Volbeat eller popmusik som Lady Gaga eller Beyoncé. Jeg skifter meget ud i min playliste, fordi det bliver hurtigt træls at høre de samme sange, og så falder motivationen til at give den ekstra meget gas. Når jeg løber ude i naturen, hører jeg ikke musik. Det er mere behageligt at lytte til naturen, nyde stilheden og at få rørt benene.”

Dit bedste råd til en nybegynder?

”Kom i gang, for du vil ikke fortryde det. Da jeg var yngre, var jeg ikke så glad for at løbe, fordi det motiverede mig ikke. Men jeg har rykket mig, og i takt med at jeg er blevet bedre, jo sjovere er det blevet. Det er en helt anden lyst og fornøjelse, der driver mig, når jeg løber i dag – men det tager tid at opnå den glæde. Hvis du er nybegynder, kan du også hurtigt se resultater af dine anstrengelser. Din krop vil reagere positivt, når du kommer ind i en god rytme med at få trænet, og det er også en stor motivation til at få det gjort.”

Udover din karriere som håndboldspiller, har du startet dit eget sportsbrand. Hvorfor gjorde du det?

”Mit eget krav til træningstøj er stort, og som håndboldspiller har jeg prøvet en masse forskellige træningsprodukter, og jeg er forbløffet over den dårlige kvalitet, jeg møder – det gælder især tights, der ofte er gennemsigtige, falder ned eller stumper i benene. Og det satte jeg mig for at gøre noget ved. Jeg har et iværksættergen og havde lyst til at starte mit eget firma, samt at udnytte den store erfaring, jeg har fået qua mit arbejde i sportsbranchen. Jeg fortalte min veninde, at jeg gerne ville starte en virksomhed, og hun var med på ideen. I september ’16 fik vi CVR-nummer, og i februar ’17 åbnede vi vores webshop.

I dag har vi svært ved at følge med efterspørgslen, og det må jo være et tegn på, at der er flere, som deler vores holdning til træningsprodukter, især når det gælder de gennemsigtige tights. Kvinder skal ikke have det dårligt med at træne, og man skal have lyst til at give den gas, fordi man ved, at det tøj, man har på, er i orden. Der er jo ingen, som bryder sig om at stå i tights, der bliver gennemsigtige, når man squatter.”

Fakta

Håndboldlandsholdsspiller Kathrine Heindahl, 25 år, professionel håndboldspiller i klubben Odense Håndbold. Bor i Odense og har en bachelor i HA almen. Hun er  stifter af sportsbrandet Ikaika, der designer tights til alle former for træning. Se mere på ikaika.dk