Klumme: "Jeg bliver hjemsøgt af andres falske orgasmer"

Jeg er lige blevet single, og selvom det har åbnet op for mange spændende seksuelle oplevelser, så har jeg også fået et sex deja vu fra sidst, jeg var single.

Jeg har set en mand et par gange, og han er kommet hver gang, og jeg er kommet nul. Det er helt fint med mig. Jeg kan godt lide sex uanset, om jeg kommer eller ej. Kunne jeg godt ønske mig på sigt at have en partner, der kunne få mig til at komme lige så hårdt, som jeg kan få ham til? Ja. Men det tager tid, og man skal jo lige lære hinanden at kende (både i bibelsk og egentlig forstand).

Det var mere hans reaktion, der gik mig på. Han fortalte, at han aldrig tidligere havde haft problemer med at få kvinder til at komme. Aldrig. Så det måtte være mig, der var noget galt med.

Det var altså den samme mand, der, da vi var sammen første gang, ikke kunne få den op at stå, og i den situation kunne jeg ikke sige, at det aldrig før var sket for mig, for det er sket mange gange. Men min reaktion var (modsat hans), at det selvfølgelig var helt okay (for det var det), og at vi bare tog det stille og roligt, og så endte det jo med at lykkes alligevel.

Så hvorfor er det, at jeg skal have skam over ikke at kunne performe en orgasme med en, jeg næsten lige har mødt, og han skal trøstes, når han ikke kan performe en erektion?

Det lette svar, hver gang man snakker om sex, ville være porno, men hvis det passede, kunne jeg grine og pege alt, hvad jeg ville af hans slappe pik, for mændene i pornofilm står jo altid med stiv dolk i modvind, når der ligger en villig dame foran dem. At kvinderne så stønnende “kommer” det sekund, de bliver penetreret, er en anden snak.

Yes, vi faker orgasmer

Jeg tror desværre, at forklaringen ligger hos mine (hul)søstre. En undersøgelse fra Riksförbundet För Sexuell Upplysning viser, at 56% af de adspurgte danske kvinder har faket en orgasme. Ikke at det er deres skyld overhovedet, men forklaringen ligger dér.

Da jeg var mellem 18 og 21, var jeg usikker og syntes bestemt ikke, at jeg var en af de pæne piger, selvom brysterne sad 10 centimeter højere, end de gør nu, og røven var strammere. Dengang fakede jeg mange orgasmer. Helt vildt mange. For jeg fik først en orgasme, da jeg var 22. Helt alene. Med en vibrator. Jeg anede ikke, hvordan det burde føles, og jeg var skide usikker. Så jeg uhhh’ede og ahhh’ede, når det føltes godt. Det bedste jeg havde lært fra pornoen. Men det var ikke en orgasme.

Da jeg så endelig havde fundet frem til, hvad en orgasme var, kom orgasmeskammen. For da jeg stoppede med at fake mine orgasmer, kom anklagerne fra de mænd, jeg var sammen med. Vel at mærke anklager fra mænd, der dyrkede sex uden forspil og nærmest ikke kom i nærheden af klitoris under samleje. Mænd, der mente, at oralsex for kvinder bare skulle gøre én våd og var en byttehandel for et blowjob.

Jeg har et stort seksuelt forbillede i en af mine bedste veninder. Hun har altid været eksperimenterende og glædeligt talt om sex og seksuelle fantasier, hvilket for mange kvinder stadig er tabu. Forleden dag fortalte hun mig så, at hun først fik en orgasme for fire år siden. Jeg var i chok. For hvordan kan man være så seksuelt frigjort og ikke have haft en orgasme?

Fordi det er svært. Fordi man ikke bare kan gøre den samme lamme bevægelse frem og tilbage i 10 minutter og så få et resultat. Nogle oplever det aldrig.

En undersøgelse fra Aftonbladet fra 2018 viser, at 25 procent af kvinder aldrig får en orgasme. Som i aldrig. Som i den der fede følelse, som de i Vi Unges brevkasser prøvede at beskrive som et meget dejligt og stort nys (og jeg har ikke nogen bedre beskrivelse), har EN FJERDEDEL AF KVINDER ALDRIG FÅET! Ikke engang med sig selv. Og en tredjedel får det aldrig gennem samleje. Så jeg kan godt se, at det er mig, den er gal med. Mig og en tredjedel af alle kvinder. De mænd, jeg har været sammen med, har åbenbart kun dyrket sex med de andre to tredjedele. Det er godt nok heldigt. Jeg har så dyrket sex med 90 procent af de der mænd med rejsningsproblemer. Sådan behandler statistik én så forskelligt.

The Pleasure Gap

Er det egentlig et rigtigt problem i en verden, hvor alt står i flammer? Hvis vi lige ser bort fra whataboutismen i det, så er det faktisk et rigtigt problem, for det bidrager til den bunke af ting, hvor kvinder må tage til takke med mindre. Amerikanerne har et begreb for det: The Pleasure Gap. Så udover at vi får mindre i løn og tager mere ulønnet arbejde på hjemmefronten, så får vi guddødemig også færre orgasmer.

Og det er et rigtigt problem, fordi kvinders orgasmer ikke bliver taget alvorligt. Det bliver set som flødeskummen på kagen, mens mandens orgasme er essentiel. Det var jo nærmest ikke et samleje, hvis han ikke kom af det. Og prøv lige at shame en mand, der ikke kan komme og se, hvad der så sker.

Skal man ikke bare tage ansvar for sin egen orgasme? Jo, det skal man. Jeg er rigtig god til at tage ansvar for min egen orgasme, når jeg er alene. Jeg er kommet fem gange på en eftermiddag. Men det bliver svært, når det sker i samspil med en anden. Især hvis den person både har en fuldstændig desillusioneret idé om, hvordan man får en kvinde til at komme (jeg stikker da bare pikken ud og ind, det virker for mig? Gnubber lidt hårdt på klitoris. Bum! Jeg er en sexgud!), hvor lang tid det tager (En sexolog fra Ekstra Bladet mener 20 minutter, og det lyder meget rigtigt) og selv har enormt travlt med lige at komme (Ups, der kom jeg lige, det var lige så dejligt, tak!).

Som kvinde kan man lave rigtig meget hjemmearbejde og øve sig i at komme på under 5 minutter, men det hjælper ikke, hvis der står en egoistisk mand med et stopur og gør absolut intet for at hjælpe. Det hjælper heller ikke, at det kvindelige kønsorgan konstant bliver omtalt som et mysterium og meget forskellig fra kvinde til kvinde. Det er bare sjovt, at producenter af sexlegetøj har nogenlunde det samme sortiment, hvis kvinders kønsorganer har så forskellige præferencer. Men hvad ved jeg? Måske elsker nogle kvinder at få mast deres klitoris fuldstændig hårdt rundt. Det virker som om, at nogen har fortalt dem, at det er en god ting at gøre. Men hey, det er det ikke.

Ingen vil ende i frigid-kassen

Hvis du som mand på en eller anden måde har forvildet dig ind for at læse denne klumme og allerede nu er i gang med at finde mig på Facebook, så du kan skrive en lige dele småliderlig og småfornærmet besked til mig, må jeg så ikke lige stoppe dig i to sekunder, inden du trykker send? Tør du skrive til nogle af dine tidligere seksuelle partnere for at høre, om du rent faktisk fik dem til at komme? Hvis du sidder og engang har dyrket sex med mig, så dobble dare jeg dig til at spørge. For jeg skal nok svare ærligt. Og det skal alle andre også.

Mit bedste råd til mænd er: Gå bare en smule mere op i det, men først og fremmest: Fjern presset. Lad hende selv om at komme, hvis du ikke har tænkt dig at gøre en indsats. Lad ikke dine usikkerheder smitte af på et andet menneske.

Jeg forstår godt, at kvinder faker orgasmer. Det er nemmere. Når man ligger og er begæret og er havnet i den der kasse af “dejlig kvinde”, så vil man ikke ryge over i den uhyggelige “frigid kvinde”-kasse, som mænd hele tiden truer én med (Hans forfærdelige eks er jo i den kasse. Argh!), bare fordi man ikke kan komme på grund af hans uduelighed. Fordi kvinder er opdraget til at være empatiske væsener, vil vi heller ikke såre mandens ego ved at påpege selv samme uduelighed.

Men næste gang du ligger og overvejer, om du ikke bare skal stønne ham færdig, så du kan komme videre med din dag, så tænk lige på alle de kvinder, der kommer efter dig. Kvinder, der skal trækkes med den samme under middel-oplevelse, og som vil blive mødt af hånlige blikke og fordømmelse, hvis de indrømmer, at de ikke kom. Næste gang han spørger, om du kom, så siger du “Nej”. For hvis vi skal lukke “The Pleasure Gap” mellem mænd og kvinder, så bliver mændene nødt til at vide, at det de gør, er forkert. De har i hvert fald ikke selv tænkt sig at finde ud af det. De kommer jo hver gang.