Kostblog: Sprøde og spøjse rødder
Lige nu findes der en masse lækre, sprøde og måske vigtigst af alt DANSKE gulerødder i butikkerne. Se her, hvordan Pernille tilbereder dem.
Der findes mange forskellige sorter og variationer, hvilket blot gør det sjovere at tilberede og spise. Der er endvidere et mangfoldigt udvalg af måder, hvorpå gulerødder kan tilberedes og anvendes. De kan steges, koges, dampes, bages eller nydes rå, og de kan indgå i forskellige retter, salater, wok, som snacks, råkost, mellemmåltider og meget andet.
Lige nu er jeg ret pjattet med at bage dem i ovnen. Rødderne vaskes og skæres ud i mindre stave. De fordeles jævnt i en bradepande, og vendes i en god, koldpresset olie, rigeligt friske krydderurter og lidt salt.
Jeg brugte orange, lilla og hvide gulerødder, en god olivenolie samt rosmarin, timian og basilikum fra haven. De bages ved 200 grader varmluft i ca. 35-40 minutter alt efter gulerøddernes størrelse, og vendes en gang eller to i løbet af tilberedningstiden.
Alle andre typer rodfrugter kan naturligvis også anvendes. Jeg var bare utrolig fascineret af disse sjove og smukke rødder.
Skønt og nemt tilbehør til aftensmaden eller frokosten, eller bare som en sund snack. De smager helt fantastisk!