May kom godt igennem en kræftbehandling, men tiden efter var svær - nu har hun et råd til alle

May Slettan kommer gående med et smil og frisk glød i kinderne.

Hun er netop færdig med sin morgentræning, og mens hun retter på sin blomstrede kjole, fortæller hun med lige dele stolthed og taknemmelighed i stemmen, at hun netop har færdiggjort sin uddannelse til præst.

Det har hun klaret takket være benhård selvdisciplin og hjælp fra en mentor i Kreftkompasset – en norsk forening af tidligere kræftpatienter og folk med sundhedsfaglig baggrund, som hjælper patienter med kræft videre efter endt behandling.

Allerede som ung havde May en fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være i hendes krop. Som 21-årig blev hun mor til en søn, men de næste år bød på en lang række psykiske op- og nedture.

"Jeg oplevede en række spontane aborter, og da jeg var 25 år, mistede jeg min søn, Håkon, midt i graviditeten," fortæller May.

Det var en sorg, hun bar med sig i mange år efter.

"På mange måder følte jeg allerede der, at der var noget galt, og det viste sig også, at min livmoder ikke fungerede optimalt."

May blev gravid igen, men måtte ligge ned under hele graviditeten. Hendes livmoderhals var afkortet og dermed svagere end normalt, så hun fik lavet indgrebet cerclage – en sammensnøring af livmoderhalsen for at undgå en for tidlig fødsel. Efter at May fødte sin datter, gik hun til fast kontrol af sin livmoder.

Læs også

Cana Buttenschøn: Jeg har fundet mit mirakelmiddel, som alle bør kende til

I starten af 2000 fik hun besked om celleforandringer, men blev samtidig beroliget med, at der ikke var grund til bekymring.

I 2011 fik hun den modsatte besked. Der var nye celleforandringer, så hun skulle have lavet et keglesnit for at fjerne det syge væv. Heldigvis udviklede det sig ikke yderligere.

"Jeg var meget nervøs og gruede for undersøgelsen, så jeg havde taget min veninde med til gynækologen, og det gav mig den tryghed, jeg havde brug for."

Alt stoppede I flere år arbejdede May på deltid på grund af det hårde forløb, men i sommeren 2016 følte hun sig endelig klar til at komme tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Hun følte sig glad og fuld af energi.

Inden hun skulle starte i det nye job – et vikariat på et plejehjem – var det endnu engang tid til et tjek for celleforandringer. Under en brandinspektion på plejehjemmet, ringede Mays telefon.

"Vi stod i kælderen på plejehjemmet, da jeg hørte telefonen ringe," fortæller May, der sneg sig væk fra kollegaerne og ind i et lille mørkt tørrerum for at svare telefonen.

En sygeplejerske introducerede sig og forsatte med ordene "Vi har fundet kræft".

Lige der følte May, at alt stoppede. Langt væk hørte hun sygeplejersken tale videre om kontroller og en operation.

Læs også

Joy Mogensen åbner op: Det var og er en stor sorg – men Sarah åbnede samtidig for noget nyt

"Jeg blev helt stiv i kroppen og fik følelsen af at have fået en dødsdom. Mit hoved var stadig fokuseret på brandinspektionen, og jeg var faktisk allermest optaget af hvor hurtigt, jeg kunne koble mig på gruppen igen."

Efter telefonopkaldet kørte tankerne rundt i Mays hoved. Hvordan skal jeg nu bidrage på arbejdet? Jeg er lige startet i vikariatet, så jeg kan da ikke blive syg nu? Stopper sygeplejersken ikke snart med at tale? Og i underbevidstheden lurede den tanke, som hun ikke ville sætte ord på. At kræft er lig med død.

Da samtalen sluttede, var brandinspektionen også færdig, så May fandt frem til et kontor, hvor to kollegaer tog imod May, som havde tårerne trillende ned ad kinderne.

Få uger efter den afgørende telefonsamtale var operationen, der skulle fjerne kræftcellerne, overstået. May fik to ugers sygemelding og en besked om, at hun hurtigst muligt kunne leve helt normalt igen. Hun fik indtryk af, at en gåtur med hunden eller en cykeltur snart ville være muligt.

"Virkeligheden var, at det tog to måneder, før alle smerter efter operationen var væk. Oveni gik jeg i overgangsalderen over natten, fordi min livmoder og mine æggestokke var fjernet."

Læs også

Mormoren gav Özlem det bedste råd, hun nogensinde har fået – nu giver hun det videre til sin datter

May oplevede pludselig hedeture og andre gener samtidig med, at hun kæmpede med chokket over at have fået kræft. Det hele var som en uvirkelig boble.

May er siden blevet en aktiv del af Gynkreftforeningen – en forening af tidligere og nuværende kvindelige kræftpatienter, der formidler information om kræft og skaber sociale fællesskaber for ramte. Hendes kæphest er, at man ikke må forvente, at tingene hurtigt går tilbage til det normale efter afsluttet kræftbehandling.

"Mange kræftpatienter tror, at livet forsætter som før efter sygdom og behandling, og det kan være en stor skuffelse, når det ikke er tilfældet."

Psykisk belastning

Ved Mays efterfølgende kontroller var alle prøver fine i lang tid, men i oktober 2017 fik hun et tilbagefald. Denne gang anbefalede lægen en kombineret behandling af kemo og stråling i seks uger.

Behandlingen var hård ved May, men da den var overstået, blev hun erklæret kræftfri. På sygehuset deltog hun i et kursus med en sexolog, der viste hende dildoer, som føres ind i skeden for at udvide den og holde den åben. Et hjælpemiddel, der er vigtigt for at kunne genoptage sexlivet, men også for efterfølgende at kunne gennemføre kontroller hos gynækologen.

"Jeg havde aldrig hørt om noget af det her. Alt var helt nyt for mig," siger May, der på grund af strålingen blev ramt af en række senfølger.

Læs også

Pludselig ændrede Ritas liv sig for altid: ”Jeg har lært at føle mig værdifuld igen”

"Det kan sammenlignes med en brandskade, hvor det væsker fra underlivet."

Generne fik May til at føle sig apatisk og nedslidt, og hendes underliv blev et område af kroppen, hun ikke magtede at forholde sig til.

"Rådene fra sexologen virkede så enkle, men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke overskue at følge nogle af dem. Hvis min mand og jeg prøvede noget seksuelt, som ikke fungerede, orkede jeg ikke at prøve igen, men det var hårdt for ham med alle de afvisninger."

May magtede ikke at bruge dildoen, som hun havde fået af sexologen, og ved hendes tre måneders kontrol, opdagede lægen, at hun var groet sammen i skeden.

Det mest vanskelige for May i hele processen er, at hun føler sig aseksuel, fordi hun ikke har østrogen i kroppen. Hendes sexlyst er forsvundet, og hun har senskader på tarm og urinveje.

"Mit råd er at tage imod hjælp efter kræftbehandlingen. Jeg har haft brug for en af holde i hånden for at klare den psykiske belastning, det har været. Hvis både patienten og patientens partner får hjælp til at tale om samlivet, tror jeg, at mange med tid og tålmodighed kan nærme sig hinanden igen," siger May.

Læs også

Min kæreste nægter at betale for at bo hos mig

Sex og samliv efter kræft

• Arbejd med dit selvværd. Pas godt på dig selv, tag imod komplimenter og giv dig selv lov til at tro på, at du er lige så meget værd som før.
• Vær generøs overfor dig selv. Det er nemt at føle sig som en fiasko, når du er træt og føler dig presset til at komme tilbage til normalen. Regn ikke med at alt løser sig selv over natten.
• Dyrk så meget fysisk aktivitet, som du kan.
• Tal med din partner. Vær åbne om det svære, men også om de ting, der er rare.
• Lav et forbud mod sex. Sæt i stedet fokus på nærhed og intimitet, indtil I bliver enige om at gå videre. For meget pres kan få kvinden til at trække sig.
• Vær kærester. Nogle er bange for at miste deres partner, fordi de ikke orker at have sex. Vær søde mod hinanden og find på noget, I nyder at gøre sammen som par.
• Lidt samvær er bedre end ingenting. Spring ikke sex over, fordi det måske ikke ender med at blive perfekt. Gør det, der virker, og gik slip på det andet.
• Søg hjælp hos en sexolog. For nogen er det en god hjælp at få vendt tanker og udfordringer med en professionel.

Kilde: Randi Gjessing, kræftsygeplejerske og specialist i sexologisk rådgivning på Bærum Sygehus