10 veje til at elske din krop
Kan du stå nøgen foran et spejl og nyde synet af dig selv? Og dyrke sex uden tanke på, om du er lækker nok? Er svaret nej, så er du en helt almindelig kvinde, for det er ikke en selvfølgelighed at knuselske sin egen krop, præcis som den er.Få personlig rådgiver, Daisy Løvendahls 10 veje til at forny din selvkærlighed.
1. Gør oprør
Vi kvinder har til alle tider været udsat for en nedbrydende idealisering af vores kroppe. Vi har været iført smertefuld mode som korsetter, haft brysterne klemt op under hagen og er nu fuldt eksponeret for plastikkirurgi, der tilbyder at fikse vores fejl betalt i rater med løftet om højere selvværd på den anden side. Det er tid til et oprør. Begynd i dag ved at beslutte dig for, at du er lige præcis, som du skal være. Du er smuk. Du er stærk. Du er dig. Punktum.
2. Lykken sidder ikke i den perfekte krop
Tænker du, at du ville have det bedre, hvis du var flottere, tyndere, mere sexet eller havde større bryster? Stop lige nu. Lykken kommer ikke af, at din krop bliver anderledes. Den kommer, når du begynder at få det anderledes med den. Så drop fantasien om, at din krop står i vejen for den mand, du gerne vil møde, eller den sex, du drømmer om, eller det selvværd, du ønsker. Alt det gode kommer meget nemmere til dig, når du vender det om og begynder med at omfavne dig og din krop.
3. Tag de lyserøde briller på
Hvis du var forelsket i dig, hvad ville du så se? Tag dine mest lyserøde briller på, og se på din krop igennem dem. Se din lækre røv frem for mormorarmene. Se dine store bryster frem for de store lår. Se din smukke mund frem for arene. Gå ud i verden med et fokus på alt det, du kan lide ved dig selv.
4. Udfordring: Snup en selfie
Hver dag i en uge skal du tage et billede af din krop, som viser dens skønhed. Leg med det, og vov at bevæge dig rundt i forskellige vinkler og stemninger. Husk, at billederne kun er til dig, så slip alle hæmninger og find din indre diva frem, der bare synes, du er SÅ smuk! Vis dine lår med stolthed, zoom ind på din kavalergang, strut med bagdelen, sving med håret og fotografer dine smukke hænder. Kig på billederne, og se alt det, der er lækkert ved din krop.
5. Skil det ydre fra det indre
Når du ser en krop, tænker du måske noget bestemt. En tyk dame er doven eller grådig. En tynd kvinde er kontrolleret eller fanatisk. Hvad tænker du? Vær ærlig med din dom, og grin så af dig selv. Der er mange historier, vaner og hændelser, som giver os den krop, vi har. Det siger ikke alt. Når du begynder at indse det om andre, bliver det også nemmere for dig at bære din egen krop med ro og stolthed.
6. Forkæl din krop
Kropsskam handler i vid udstrækning om ikke at føle sig god nok. Om at være forkert og ikke fortjene at blive værdsat, før du og den er et andet sted. Men du er her lige nu. Så omfavn din krop, og giv dig selv mere omsorg. Svøb din uperfekte krop i varme bade og lækre olier. Tag den ud at danse til skøn musik og lad den kramme en, du holder af. Giv dig selv al den sanselighed og nydelse, du gerne vil have. Lige nu. Med den krop, du har.
7. Del din skam
Skam trives i hemmelighederne. I det, vi ikke vil have, andre skal vide om os, og det, vi absolut ikke vil have, de skal se. Skam sidder på skulderen af os og siger, at vi ikke er værdige til kærlighed, og at andre vil gå fra os, hvis de ser os med alle vores fejl. Kuren mod dette begynder med, at du deler det, du virkelig ikke kan lide ved din krop, med en, du holder af. Så smid tøjet, og vis det frem. Du må gerne lukke øjnene imens og drikke en rom, men det skal frem i lyset. Vis din krop frem til en, som vil se på den med kærlighed.
8. Sæt pris på din krop
Der er måske dele af din krop, som du aldrig kommer til at synes er hamrende flotte. Okay – og hvad så? Hvad kan de dele af din krop? Kan dine tykke ben bære dig rundt om søerne? Kan dine små bryster amme babyer? Kan din flade numse vrikke til popmusik? Udseende er ikke alt. Hvad vi kan med vores krop og alle de glæder, der knytter sig til det, er også værd at fejre. Så hold op med at stirre på dig selv og begynd at være lidt mere i din krop. Nyd det, du kan, og tak dine tykke ben for dine gode gåture.
9. Mærk dig selv
Kom ud af dommen over dit udseende og ned i din krop ved at kærtegne den. Lad dine hænder røre dig selv overalt med blide og kærlige strøg. Mærk dine muskler, dine ar, dine kurver og din hud. Mærk på dig selv, som om du ikke kender din krop, og bevæg dig fra synet af din krop til oplevelsen af den. Mærk, hvor blød, fast, glat og dejlig du er at røre ved. Gør denne oplevelse til en del af det, du holder af ved din krop.
10. Giv stoltheden videre
Min farmor stod tit foran spejlet og havde tøjkrise. Hun syntes ikke, noget tøj passede hende, og hun var altid nødt til at gå i store trusser, der dækkede hendes strækmærker på maven, da de var så grimme. Da jeg stod nøgen som ny mor og så tykke strækmærker fra min ryg og hen over hele min mave, åbnede der sig en sluse af nedsættende ord i mig. Jeg var så ked af min ødelagte mave... Det er en skræmmende tanke, men vi videregiver hver dag vores egen kropsskam til vores døtre og de unge kvinder i vores liv. Vi kan ikke lære dem at elske sig selv mere, end vi selv gør. Så se på dig selv, som du ønsker, din datter skal se på sig selv. Tal med den samme kærlighed og accept til dig selv, som du ønsker for hende i hendes voksne liv.