Line har tabt 53 kilo: Her er hendes historie

Jeg vil gerne slå et slag for, at et vægttab ikke behøver at være surt, og at alle er i stand til at gennemføre det, hvis de finder den tilgang, som gør dem glade. Derfor vil jeg gerne dele min historie.

Jeg har altid været overvægtig i et eller andet omfang. I 8. og 9. klasse var jeg på efterskole, hvor jeg dyrkede meget gymnastik, og det har været i den periode, at jeg har været tættest på at være normalvægtig.

Mit voksenliv har ikke ligefrem været præget af fysisk aktivitet. Jeg har ikke dyrket nogen former for motion, siden jeg lavede gymnastik som helt ung. Jeg elskede gymnastik, men fik for travlt med alt muligt andet og mistede simultant interessen for gymnastik.

Så inaktivitet kombineret med lidt for meget fed mad har været den direkte linje til en uhensigtsmæssig stigende vægt.

Min overvægt har aldrig defineret mig.

Jeg har altid vidst, at jeg var mange andre ting, før jeg var tyk. Jeg er udstyret med et godt selvværd og er aldrig blevet mobbet eller har følt, at overvægten begrænsede mig.

Men for et par år siden stak vægten af og blev en hæmsko.

Minusserne blev for mange. Jeg tog mig selv i oftere og oftere at blive irriteret og træt af at være tyk. Jeg følte mig besværet. Det er simpelthen en ucharmerende fornemmelse at hive efter vejret og svede tran, fordi man er gået et par etager op ad en trappe. Jeg blev træt i benene, fik ondt i ryggen og var jo bare tung og uelegant i hele mit bevægemønster.

Jeg har tre børn og vil gerne lære dem at tage ansvar for sig selv. Og passe på sig selv. Man passer mildest talt rigtig dårligt på sig selv, når man tillader, at vægten nærmer sig de 140 kg. Det er simpelthen uansvarligt og for dumt at byde sig selv og dem, man holder af.

Jeg fik nok. Jeg ville noget andet og mere med mit liv.

Hjælpen hed Brian

Jeg var godt klar over, at det skulle lykkes i første forsøg. Jeg ville ikke ende som én, der kunne se tilbage på x antal spildte chancer og mislykkede forsøg på at tabe mig. Jeg kender mig selv godt, og jeg var klar over, at jeg skulle forpligte mig til nogen eller noget, hvis det skulle lykkes.

Derfor kontaktede jeg en personlig træner.

Det var grænseoverskridende, for jeg så bestemt ikke mig selv som typen, der var tilknyttet en personlig træner, men jeg vidste, at jeg havde brug for én, der kunne hjælpe mig til rette i den træningsverden, som jeg var fuldstændig uerfaren i, men også en verden, som jeg havde brug for at blive fortrolig med og komme til at holde af. Det var en nødvendighed, for at jeg kunne ændre min livsstil.

Efter en forventningsafstemning med den personlige træner, Brian Høyer, lavede vi en kontrakt på to ugentlige træningssessioner i seks måneder.

Der er ingen tvivl om, at samarbejdet med ham har været helt afgørende. Han lærte mig, at træning kan og skal være sjovt, hvis det skal holde. Det er ikke et krav, at man skal træne, til man får jernsmag i munden og er på nippet til at kaste op. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle smadre derudaf på en kondicykel, men endte ret hurtigt med at forelske mig i den frivægttræning, som min træner præsenterede mig for. Det kunne noget. Jeg glædede mig til det hver gang, og jeg tabte mig. Bevares, det var også hårdt, men altid sjovt. Og det synes jeg stadig, det er.

Nøglen til at lykkes

Da jeg var i forløbet med min personlige træner, hjalp han mig med træningsprogrammer. Både når vi havde vores timer, men også så jeg var rustet til at træne selv.

Selvom det efterhånden er længe siden, jeg afsluttede forløbet, er det stadigvæk styrketræning som f.eks. dødløft, jeg synes er sjovt. Og så går jeg en del ture.

Kombinationen af træning i fitnesscenteret og gåturene i naturen er perfekt for mig. Begge ting er noget, jeg glæder mig til. Og det er virkelig nøglen til, at det lykkes. Jeg troede engang, at hvis bare jeg kunne løbe, så var lykken gjort. Men jeg synes, det er drønkedeligt at løbe, så det gør jeg ikke. Til gengæld synes jeg, det er sjovt at sjippe, øve mig i at blive bedre til at stå på hænder og kravle på væltede træer i skoven, og derfor er det dét, jeg gør.

Der er for lidt fokus på at finde den vej, der er den rigtige for den enkelte. Måske er det ikke crossfit og yoga, der er din vej. Det kan være, at det er golf og squaredance, som gør dig glad, og så er det da bare afsted til greenen eller forsamlingshuset.

Træning betyder meget for mig i dag. Jeg er ikke fanatisk og kan sagtens springe en dag eller to over, men grundlæggende kan man ikke underkende, hvor meget positivt der følger med at bevæge sig. Det er jo kroppens egne lykkepiller – og så uden bivirkninger. For mig betyder træning en sund og stærk krop, øget overskud og godt humør.

Har det stramt med firkantede kure

Jeg har på intet tidspunkt kørt efter en bestemt kur eller fulgt en kostplan. Det er sikkert en hjælp for nogen, men jeg tror ikke på, at det er optimalt i det lange løb.

For mig har det været vigtigt ikke at gøre det mere avanceret, end det er. Jeg har det stramt med de der helt firkantede kure. Jeg nægter simpelthen at sætte mig selv i en situation, hvor det at have lyst til et æble bliver problematisk.

Jo flere regler og restriktioner man sætter op for sig selv, jo større risiko er der jo for at fejle. Sund fornuft kan det hele, og så er det langtidsholdbart.

Helt konkret handler det om at spise mange proteiner. En masse grøntsager og magert kød. Mejeriprodukter uden højt fedtindhold. Fuldkorn og fisk.

Jeg øgede også mit indtag af vand væsentligt. Mindst to liter om dagen. Det afhjælper både hovedpine, og så tager det toppen af sulten. Drik en halv liter vand inden hvert måltid, og lær dig selv, at du faktisk har fået nok at spise, selvom du ikke gisper efter vejret, og maveskindet er på bristepunktet.

Jeg har også skånet mig selv for forhandlinger om slik, chokolade, kager og smør. Det sagde jeg konsekvent nej tak til det første halve år, og det har været en kæmpe hjælp ikke at skulle stå i sådan en skal-/skal ikke-situation. I dag kan jeg sagtens spise fredagssnolder og nyde det, men jeg bestemmer altid mængden på forhånd. Det er vigtigt, at kontrollen ligger hos mig.

Vægttab er personligt – og matematik

Der har været mange ting, som har motiveret mig undervejs.

Jeg var skrækslagen for at opdage, at jeg ikke kunne tabe mig. Jeg havde jo kun én mulighed for at lykkes med det i første forsøg. Og det betød meget for mig ikke at ende i en situation, hvor jeg kunne se tilbage på en masse mislykkede forsøg. Det ville jeg ikke udsætte mig selv for.

Og så har det været motiverende at have en træner at dele projektet med. Det er vigtigt, at man finder én, som man er på bølgelængde med. Vægttab er personligt og handler om følelser, så man skal have et rum, hvor man er tryg, hvis det skal rykke.

Desuden har jeg fundet meget motivation i at ville lykkes ved at gøre det så ukompliceret og så enkelt som muligt. Et vægttab ér enkelt, men det er ikke nemt. Og der er noget matematik i et vægttab, der ikke kan diskuteres.

Forbrænd flere kalorier, end du indtager. Længere er den ikke.

At der så er et hav at mekanismer, der spiller ind og gør et vægttab svært, er jeg helt med på. Men jeg vil så gerne fortælle andre i samme situation, som jeg var i, at det handler om at tage beslutningen og tage ansvaret. Det handler om at have det rigtige mindset. Når man først har fundet et indre drive og lysten til at ville noget andet, er det bestemt muligt. Og når man så er i gang, og resultaterne kommer, fodres motivationen konstant og løbende. For hver uge, der gik, blev jeg jo lidt lettere, fik mere overskud og blev generelt bare gladere.

På dage hvor det er svært, husker jeg på følelser, kigger på billeder af mig selv og hører højt musik. Ja, det er lige så egocentrisk, som det lyder. Men det hjælper virkelig at lave et tankeeksperiment og stille følelser op mod hinanden. Følelsen af at have spist fornuftigt og have fået trænet vs. følelsen af at have været inaktiv og kørt lidt for meget uhensigtsmæssig kost ned. Der er så mange plusser ved den førstnævnte tilstand, at jeg ikke vil byde mig selv andet.

Og når jeg ser billeder af mig selv, fra jeg var størst, fatter jeg ikke, at det er mig. Og endnu vigtigere bliver jeg mindet om, at jeg aldrig skal tilbage dertil. Og så kan musik bare noget i forhold til at løfte humøret.  

53 kilo lettere

I dag har jeg tabt omkring 53 kilo, og jeg har det megagodt! Jeg er privilegeret på mange områder i livet, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Og én ting er, at tallet på vægten ikke længere er bimlende alarmerende, men det, der virkelig tæller, er jo følelsen. Følelsen af mere glæde og mere overskud. Overskud til at være noget for familie, venner og sig selv. 

Min familie har ikke fået en anden mor og kone, men de har fået en mor og kone, som er mere til stede, fordi hun har overskud til det. 

Jeg har forhåbentlig også vist mine børn, at man langt hen ad vejen er ansvarlig for sin egen lykke. Er man utilfreds, så hav selvindsigt nok til at vide, at det er dig selv, der skal gøre noget for at ændre det, du ønsker at ændre, i stedet for at slå ud med armene og dyrke selvmedlidenheden.

Og det er okay at bede om assistance til det, der er svært, for det kan være uvurderligt at have nogle gode hænder i ryggen.