Maja Malou Lyse: “Mange bærer rundt på en skam, og det er vigtigt at vide, at man ikke er alene"

“Første gang du ser din egen livmoderhals, er det som om, den stirrer lige tilbage på dig. Det er en ret vild oplevelse.”

Den 25-årige danske kunstner og kropsaktivist Maja Malou Lyse stråler, når hun fortæller om, hvor fascinerende det i virkeligheden er at lære sin kvindekrop at kende. Indefra og ud. For hvor mange kvinder ved egentlig, hvordan deres livmoder ser ud? Eller hvordan klitorissen er formet, i al sin 14 centimeter lange nydelsesvælde?

Lyse er en af den danske kunstscenes fremadstormende unge navne, og når hun ikke afholder intime workshops i selvgynækologi, eksisterer hendes feministiske værker og performances om kvindelig seksualitet hovedsageligt på de onlinemedier, hvor målgruppen har deres daglige gang. Ikke bag de traditionelle kunstinstitutioners mure.

“Instagram er den ultimative platform til at tale om billedpolitik, objektivisering og repræsentation. Fordi det er jo, hvad Instagram består af,” fortæller Lyse, der udelukkende bruger sin egen krop til at formidle sine budskaber. Igennem tiden har historien selvsagt haft for vane først og fremmest at værdsætte kvinder, som bliver gjort til kunst, frem for kvinder som gør kunst.

Og Lyses afklædte, visuelle stil (til tider krydret med sexlegetøj smurt ind i menstruationsblod, fordi det ofte er under menstruationen, at kvindens orgasmer er mest intense) er langt fra comme il faut for det tiltagende bonerte Instagram og Youtube, der flere gange har trukket stikket på kunstnerens populære profiler. Så er det ellers forfra igen, for Lyse giver ikke op.

Selfie Stick Aerobics

Maja Malou Lyse er oprindeligt fra Aarhus, og interessen for selvportrættet blomstrede som for så mange piger i teenageårene, hvor hun begyndte at tage drømmende selfies med et engangskamera, adskillige år før tendensen blev et samfundskulturelt smartphonefænomen.

“Jeg havde ingen kunstnerisk referenceramme, intet begreb om feministisk kunstforståelse eller portrættets betydning i kunsten, som jeg har i dag. Det med at vende kameraet mod mig selv kom intuitivt, måske udsprunget af et underliggende behov for at forstå min egen krop. Jeg havde brug for at eksperimentere med mit udtryk, fra det melankolske til det afklædte, som en måde at håndtere mine teenageår,” fortæller Lyse.

På blogmediet Tumblr opdagede hun en verden af unge, kropsaktivistiske piger, der ublu flashede hår under armene, intimfotografi og kroppe i alle afskygninger, og dybt betaget oprettede hun straks sin egen blog.

“Jeg blev en del af et community, og det var derigennem, at jeg fik min viden om feministisk diskurs og identitetspolitik,” siger Lyse, der som 18-årig rejste til London, hvor hun svømmede i Tumblr-pigernes IRL-miljø (in real life, red.), der også talte den svenske model og kunstner Arvida Byström.

Byström og Lyse klikkede, og kom i årene, der fulgte til at samarbejde på en række kunstprojekter. Deriblandt duoens mest kendte videoværk Selfie Stick Aerobics, hvori de to kvinder, begge klædt i babylyserøde joggingsæt med kæk kameltå i skridtet, skaber et candyfloss-univers belæsset med hyperfeminin billedsymbolik, mens de fremfører diverse forførende yogaøvelser med en selfie-stang. Værket blev vist på Tate Modern i London, og videoen eksploderede viralt med over 400.000 views på Youtube – indtil selvsamme platform slettede den (Selfie Stick Yoga kan dog stadig ses på videositet Vimeo).

“Det er et kæmpe paradoks, at man taler mere og mere om kropspositivitet samtidig med, at de sociale medier strammer censurreglerne. Når man laver digitale værker, handler det jo netop om den respons og debat, de genererer med beskuerne. I dag har Tumblr også fået en censurpolitik, og en stor del af indholdet derinde er blevet slettet. Dengang, jeg begyndte at blogge, var der ingen nipple-forskrækkelse,” siger Lyse, der i dag har over 30.000 følgere på Instagram.

Selfie Stick Yoga fik udenlandske medier som Huffington Post og Vice til at opsøge den danske kunstnerspire, der sideløbende bestyrede onlinebrevkassen Boothbitch, hvori hun besvarede sexspørgsmål. Boothbitch fik endog liv i den fysiske verden, da Lyse – som blev optaget på Kunstakademiet i 2013 – skabte performancen BB Corner og opførte den på Statens Museum for Kunst.

Om end hun føler, at publikum lidt for ofte distancerer sig i kunstens mere klassiske sfære. Sådan forholder det sig ikke online, hvor Lyses kunst debatteres ivrigt i kommentarfelterne (så længe, billederne og videoerne får lov til at leve, forstås), men selv om hun får tusindvis af positive tilkendegivelser fra kvinder, er der også negative bemærkninger iblandt – særligt fra mænd, der tilsyneladende provokeres af Lyses bramfri seksualitet.

“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det går upåvirket hen. Men fordi min krop altid har været redskabet i min kunstneriske praksis, kan jeg godt lægge en vis afstand til det. Al form for feedback er interessant. Hyperseksualisering og udskamning – slut shaming – eksisterer parallelt med hinanden, og det er et kompleks, jeg ikke kan finde hoved og hale i. Men det er helt sikkert, at øget censur af kvindekroppen er med til at opretholde netop slut shaming”.

Designer-feminisme

Siden Maja Malou Lyse begyndte at tage sine selfies for over 10 år siden, har feminismen oplevet en opblomstring, alt imens modebilledet er blevet stadigt mere diversificeret, drevet af unge, socialt bevidste forbrugeres efterspørgsel på mere virkelighedstro kvinderepræsentation. Skuespillerinden og feministen Lena Dunham foldede på forfriskende vis mavedellerne ud i HBO-serien Girls, og danske Nikoline hitter med feministisk pop a la Sut min klit. Men der er et godt stykke vej endnu.

“Når feminisme bliver mainstream, får det et kæmpe reach, og det er jo godt. Feminisme er blevet hipt og lækkert i medierne, men den nuance, medierne vælger at fokusere på, er altid den, der er mest letfordøjelig, og som ikke nødvendigvis reflekterer emnernes kompleksitet. Den kapitalisering af identitetspolitik, der er sket over de senere år, er virkelig sindssyg, og jeg tror bestemt ikke, at en designer- T-shirt med et smart statement kan ændre verden. Det er befriende at se flere størrelser i magasiner, men det er stadig et meget snævert felt, der ‘får lov’ til at skille sig ud – timeglasfiguren bliver hyldet, men ikke dobbelthagen, og modeller med hår under armene passer på alle andre kanter perfekt ind i en skønhedsnorm.

Vi har brug for mindre snak og mere handling i stedet for at sidde og klappe i hænderne over en Dove-reklame med forskellige kropstyper, eller at Vogue har den første transkønnede model på forsiden. Det er skridt på vejen, men vi skal nå til et punkt, hvor den slags ikke hele tiden fremhæves som noget, der står udenfor normen. Som om det er en særlig ‘delikatesse’, der kun dukker op engang imellem”.

Mere selvgynækologi, bedre sex

Lyses billeder bliver gerne kaldt sexpositive, men i virkeligheden er hun mere sexkritisk.

“Vi kommer jo oprindeligt fra en sexnegativ kultur, hvor kirken historisk har dikteret, hvornår man havde sex første gang, og hvilke seksuelle praksisser, der var lovlige. I 60’erne forsøgte man at udviske de gamle idealer, men som det jo typisk går, opstår der så nogle nye. De er nemmere at gøre op med, men det kræver altså, at vi er opmærksomme på dem.”

I dag er sexpositiviteten, ifølge Lyse, fremherskende som en ny norm i det seksuelle manuskript, hvor sex er lig med succes, og rigtig sex er penetration, til trods for at kun hver femte kvinde kan få orgasme af penetration alene.

“Allerede dér ekskluderer man mange mennesker, og har man ikke et sexdrive, skal man simpelthen kureres. Derfor er aseksualitet også den måske mest stigmatiserede seksuelle orientering i dag, selv om det jo er en orientering, ligesom homoseksualitet, biseksualitet og heteroseksualitet. Jeg får enormt meget positiv feedback, når jeg udfordrer idéen om, at sex altid er en vidunderlig succesfuld ting.”

For Lyse tog det for eksempel ni år, fra hendes seksuelle debut som 13-årig, at nå frem til sin første orgasme med et andet menneske, selv om hun slavisk læste alle Cosmopolitans gode råd til “den perfekte orgasme” og “sådan giver du det bedste blowjob.

“Det var nemmere at forsøge at tilpasse mig det seksuelle manuskript og performe et seksuelt begær til glæde for en partner end at indse, at min krop måske havde brug for nogle andre ting.”

På samme måde kan mainstream-feminisme, ifølge Lyse, også være med til at give kvinder en følelse af utilstrækkelighed i forhold til seksualitet.

“Når mainstream-feminismen kaster om sig med begreber som, at man skal reclaime sin krop og sine orgasmer, kan det få en til at føle sig meget utilstrækkelig, hvis man ikke aner hvordan, og det var det, der ansporede min egen interesse for selvgynækologi. Jeg havde brug for konkrete værktøjer til at lære min krop og kusse at kende, og de unge kvinder, jeg kommer i kontakt med igennem Instagram, er akkurat lige så videnshungrende omkring anatomi og helt konkret, fysisk viden.

I 70’erne var der selvgynækologigrupper, hvor kvinder sad sammen i en rundkreds og kiggede op i skeden med en lommelygte og et spejl. Den form for seksualundervisning har man slet ikke i dag, men der er behov for det”, understreger Lyse, der derfor arrangerer gynækologiske workshops, hvor skam bliver erstattet med nysgerrighed.

Skede-selfies, sex og samfund

I det øjemed har Lyse desuden livestreamet fra sin livmoderhals, og taget indre selfies af skeden, der blandt andet fik Radio24syv til at invitere hende i studiet.

“Jeg synes, at et indre selfie lyder poetisk, men den mandlige radiovært syntes, at billedet lignede ‘en alien’. Han mente det overhovedet ikke i ond mening, men det siger meget om, hvordan kvindekroppen bliver fremmedgjort. Tænk at knytte ordet ‘alien’ til et sexorgan. Og tænk, hvis vi gik og kaldte deres pik for et rumvæsen!”

I denne måned springer Maja Malou Lyse ud som tv-vært i Sex med Maja, et magasinprogram på DR2. Hun pitchede selv idéen til DR og vil over tre afsnit beskæftige sig med seksuel frigørelse og grænser. Og så taler hun for første gang om en barsk oplevelse, hun indtil nu har holdt hemmelig: For to år siden blev hun voldtaget af en perifer bekendt.

“Jeg var det samme menneske dengang, som jeg er i dag. Jeg så ud, som jeg gør i dag, og arbejdede med de samme ting. Jeg havde styr på mit shit, så selvfølgelig kunne sådan noget ikke ske for mig. Men det gjorde det, og det fuckede totalt med mit selvbillede. Jeg ville have forsvoret, at jeg skulle komme til at kæmpe med den internaliserede skam – at jeg ville bebrejde mig selv.

Men det var præcis, hvad der skete. Folk tror tit, at jeg er en sexfreak på grund af mine billeder, og jeg tænkte, at jeg havde sendt de forkerte signaler. Jeg meldte det ikke, og bagatelliserede hændelsen over for mine venner, for jeg var bange for, at de ikke ville tro på mig. Eller ‘reducere’ mig til et voldtægtsoffer. Ingen kan tåle at blive reduceret til en ting”, fortæller Lyse.

Fordomme og skam

Ved at tale om voldtægten i serien vil hun konfrontere fordommene.

“Mange bærer rundt på en skam, og det er vigtigt at vide, at man ikke er alene. Så selvfølgelig skal man snakke om det. Den latterliggørelse af samtykke, man nogle gange hører herhjemme a la ‘Skal man nu have en kontrakt for at gå i seng sammen?!’, den er så ødelæggende. På samme måde har jeg det svært med, at ordet ‘krænket’ er blevet et buzzword. Det har klang af, at man er et småligt menneske med et skrøbeligt ego, og de associationer kan afspore debatten”, siger Lyse.

I forbindelse med optagelserne til serien oplevede hun, at det var yderst svært at finde medvirkende, der havde lyst til at tale om sex på tv.

“Danmark var det første land til at frigive pornografien. Det bryster vi os stadig af og tror, at vi er langt foran alle de andre, når det kommer til at diskutere sex og seksualitet. Sådan er det bare ikke længere. Det kan være meget grænseoverskridende at stille sig frem som et seksuelt individ i offentligheden, for pludselig kan folk ikke se andet end det – som når en politiker bliver nødt til at gå af ovenpå en sexskandale.

Alle er enige om, at bedre kommunikation er vejen til at debattere lyst, grænser og samtykke, men det er vanskeligt at tale et sprog, man aldrig har lært. I Sex med Maja tager jeg udgangspunkt i de ting, jeg selv har svært ved, men det er vigtigt for mig, at jeg ikke bliver fremstillet som en sexekspert. Der er ikke én person eller Cosmopolitan- guide derude, der har nøglen til din seksualitet. Man kan kun være ekspert i sin egen krop og begær”.