Majbritte skriver dagbog: "Det er fantastisk, at livet ikke bare bliver levet og glemt"

For 16 år siden blev jeg skilt og havde svært ved at komme videre i livet.

Jeg var gennem flere forhold, som ikke var gode, og havde brug for at begynde på en frisk. For seks år siden tømte jeg hele mit hus for ting, og ned fra loftet kom kassen med mine gamle dagbøger. Jeg sad i mit tomme hus og læste dagbøgerne i gennem, og det ændrede mit liv.

Jeg havde set mig selv som et offer...

...der blev ved med at løbe ind i de forkerte mænd, der ikke ville mig. Da jeg havde læst dagbøgerne, kunne jeg pludselig se, at det var den samme historie, jeg blev ved med at fortælle. Det var også mig selv, der ikke gik helhjertet ind i forholdene, men blev ved med at holde en bagdør åben. Jeg havde en længsel efter, at der kom én og forløste mig, men det var mig selv, der skulle gøre det. De følgende tre år levede jeg alene, for jeg ville ikke have en ny mand, før jeg kunne fortælle en ny historie.

Jeg begyndte at skrive, da jeg var fem år.

Min storesøster skrev dagbog og lærte mig at skrive, fordi jeg også ville skrive dagbog. Siden min barndom har jeg skrevet mine tanker og drømme ned, og mange af dem har dannet grundlaget for min musik og mine bøger i redigerede versioner. Hvis jeg når en erkendelse, der siger noget så universelt, at andre kan få glæde af det, kommer det med. Ud af ti siders tekst bruger jeg måske to linjer.

Mine dagbøger er kun for mine øjne.

Jeg har ikke lyst til, at andre ser mine uredigerede tekster. Det er for personligt. Man skal være varsom med, hvem man viser sine dagbøger til, for det kan betyde, at man begynder at censurere sig selv.

Når man skriver dagbog, er man sikret en plads i livet...

...for man kan altid være sig selv på de hvide sider, hvis man tillader sig at være det. I dagbogen kan man tale om sine inderste hemmeligheder og sorger og alt det, der er for skamfuldt og pinligt at fortælle andre. Dagbogen er et sted, hvor man ikke skal præstere og være perfekt, men bliver rummet, som man er. I sin dagbog kan man være i sine følelser, så længe man har behovet.

Da min mor døde, skrev jeg mig gennem sorgen.

Jeg ville ikke blive ved med at udmatte mine venskaber med min sorg, så i stedet blev dagbogen min buffer, så jeg ikke bare væltede min sorg ud over mine venner som en skraldespand.  

Ofte skriver jeg dagbog, mens tingene sker, gerne flere gange om dagen.

Når jeg læser tilbage, husker jeg mit liv, og det er fantastisk, at livet ikke bare bliver levet og glemt. Jeg har også en taknemmelighedsdagbog, som jeg skriver i hver aften. Det kan være svært at finde noget at være taknemmelig over, hvis man er et svært sted i livet, men bare en enkelt ting hjælper. Når man så læser den igennem, er det en helt lille perle af taknemmelighed.

Jeg har gået i terapi, men det, der har hjulpet mest, er at skrive dagbog.

Havde jeg ikke læst i mine gamle dagbøger, var jeg ikke kommet ud af min offerrolle og havde mødt min kæreste, Lawrence. Han skulle købe en bog i min webshop, men da det ikke virkede, kom han forbi for at købe bogen, og det endte med, at han blev i ni timer. Jeg havde det, som om jeg havde kendt ham hele mit liv. Jeg gik helhjertet ind i forholdet uden at have en bagdør åben, og nu har vi været sammen i tre år.