Maria dykker i huler - men en dag gik det galt
Maria Bollerup lægger ofte verdens lyde bag sig og dykker dybt ned under både vandets og Jordens overflade, hvor alt er stille. Ja, hun er nærmest afhængig af det. Også selv om det mere end én gang har været tæt på at koste hende livet.
Som barn havde Maria en tilbagevendende fantasi. Hun forestillede sig, at hjemmet var fyldt med vand, og at hun bevægede sig ubesværet rundt i de oversvømmede værelser.
I dag er fantasien virkelighed, værelserne er blot byttet ud med havet og undersøiske huler. Men lykken ved at være vægtløs er den samme.
"Man er nødt til at være til stede og lukke alt andet ude. Fokusere på vejrtrækningen og kroppen," siger 39-årige Maria Bollerup.
Hun er professionel dykker og har gjort verdens have og huler til sin arbejdsplads – og dykker gerne ned i Jordens indre, hvor intet menneske har været.
"Mange tænker, at det er klaustrofobisk og fjendtligt, men for mig er det modsat. Det er befriende og beroligende," siger Maria, men medgiver, at der er mange sikkerhedsforanstaltninger – for er man er to kilometer under jorden, er der også to kilometer ud igen.
I 2021 deltog hun i en ekspedition med seks andre huledykkere på den mexicanske Yucatán-halvø. Under øen ligger et flere hundrede kilometer stort hulesystem, og man ønskede at kortlægge, hvordan forurening påvirkede grundvandet.
Ildsted i Jordens indre
Dykkerne svømmede gennem ældgamle fossiler af koralrev med muslinger og søpindsvin. Fortsatte gennem labyrinter af drypsten og dykkede over et gammelt ildsted med rester af potter til madlavning. Der levede altså mennesker i hulerne for 10-12.000 år siden, før de langsomt blev oversvømmet.
"Det var, som om fortiden talte til os," husker Maria.
Hun voksede op på en gård i Sønderjylland, langt fra havet. Alligevel drømte hun om at blive marinbiolog eller undervandsarkæolog. Drømme, som blev næret af tv-udsendelser om den franske dykker og eventyrer Jacques Cousteau og den forunderlige verden under overfladen.
"Jeg var så fascineret og valgte fag i skolen ud fra, at jeg ville være marinbiolog eller undervandsarkæolog," siger Maria.
Drømmene fik ekstra næring, da hun blev inviteret hjem til en lokal undervandsarkæolog, hvis hjem var fyldt med ting, han havde fundet under vandet. Hun solgte sin pony for at få råd til dykkerudstyr, og som 16-årig tog hun sit første dykkercertifikat på en ferie i Grækenland.
Annonse
"Da jeg skulle dykke første gang, skreg hele mit væsen på at komme ned under overfladen. Jeg husker følelsen af at få hovedet under vand og kunne trække vejret i regulatoren, mens jeg så blæksprutter og fisk. Jeg får stadig sommerfugle i maven, når jeg mindes det," smiler hun.
Derfra var der kun én vej: Maria ville være dykker. Hun gik ud af gymnasiet i begyndelsen af 2.g for at blive dykkerinstruktør i Jordan.
"Jeg sagde det til min rektor, før jeg fortalte mine forældre det og måtte love min mor, at jeg kom tilbage og gjorde gymnasiet færdigt efter dykkersæsonen."
Maria fik sin studentereksamen, men verden under havet trak mere end skolebænken. Så mens gymnasievennerne fejrede deres studentertid, satte 20-årige Maria kurs mod Malaysia. Her blev hun manager på et dykkercenter – og konfronteret med sin egen dødelighed.
Annonse
Følelsesløse ben
Maria blev afhængig af at dykke; af vægtløsheden og stilheden, når verdens lyde forsvandt. Hun dykkede og dykkede. Men på øen Sipadan gik det galt, da hun dykkede 56 meter ned for at se hammerhajer.
Oppe på båden efter dykket mærkede hun, at hendes fødder brændte for derpå at føles iskolde trods de 35 grader. Et tegn på dykkersyge.
Men som ansvarlig for en gruppe turister, foretog hun yderligere to dyk samme dag. Kort efter det sidste kunne hun ikke længere mærke sine ben.
"Jeg var skrækslagen, men også flov og skamfuld; jeg troede jo, jeg var usårlig, men jeg havde dummet mig," siger Maria.
Dykkersyge kan være livsfarligt og opstår, når dykkeren har ophobet for meget gas i kroppen og foretager en for hurtig opstigning. Luften udvider sig i kroppen, og der former sig bobler, som kan give skade.
På den lille ø var der ingen hjælp, men Maria blev først evakueret til fastlandet næste morgen. Her blev hun modtaget af søværnet og anbragt i et trykkammer.
"Jeg følte mig alene og var i chok. Jeg havde troet, at jeg kunne passe på mig selv, men det kunne jeg ikke," siger hun.
Maria var indlagt i tre uger, før hun vendte retur til dykkercentret. Efter de tre uger var hun tilbage i vandet, selv om man normalt skal vente seks måneder.
Men noget var anderledes.
Annonse
"Jeg var så draget af vandet, men jeg overså, hvordan jeg havde det," siger hun.
"I vandet var jeg fri, men når jeg kom op, kunne jeg ikke finde ro. Min krop troede, jeg skulle dø; at jeg stadig havde dykkersyge. Den reagerede kraftigt og kunne ikke skelne, hvornår jeg oplevede noget spændende, dejligt eller farligt."
Hun uddannede sig til yogainstruktør for at afhjælpe sin stressede krop og bruger nu sine erfaringer med yoga og dykning til at hjælpe PTSD-ramte politifolk.
Udgangen spærret
39-årige Maria er mindre dumdristig end sit 22-årige jeg. Hun dykker ofte sammen med sin mand, Rasmus, og faste rutiner og totalt tjek på udstyret er kodeord, når de begiver sig dybt ind i Jordens indre.
Alligevel kan der ske uforudsete ting. Som da Maria og Rasmus udforskede et hulesystem i Florida, hvor en tynd line viste vej gennem de mange forgreninger. De bevægede sig ned i en smal, dyb hulegang, og Maria, som svømmede forrest, opdagede pludselig, at linen var slap. Hvilket måtte betyde, at den var gået løs.
Hun signalerede til Rasmus, at de skulle vende om. Vandet blev mudret af deres bevægelser, så de trods pandelygter intet kunne se, men måtte følge den slappe line i blinde. Det klippestykke, linen var fastgjort til, havde revet sig løs, viste det sig, og den tunge sten var gledet ned i tunnelen og spærrede for udgangen.
"Jeg tror faktisk ikke, jeg tænkte. Men det er vigtigt ikke at gå i panik, for hyperventilerer man, mister man hurtigt luften i flaskerne – og luft er det sidste, man vil løbe tør for," siger Maria, som er fuldt ud bevidst om, at det altid vil indebære en risiko at dykke.
"Havde vi endt vores dage i hulen, havde vi jo selv taget beslutningen om at begive os derned," som hun siger.
Det lykkedes dog Rasmus at skubbe stenen væk, så parret kunne vende tilbage til overfladen. Dagen efter dykkede de atter ned under jordskorpen. For verden under vandet er stadig magisk for Maria.
