Matilde Trobeck

”Jeg vil være med til at få fokus væk fra den krop, og hvordan vi ser ud. Det er ikke det, der er vigtigt”

I mere end 10 år har Matilde Trobeck delt åbent og ærligt ud af sit liv. Først med bloggen Helsematilde og siden på Instagram under eget navn, hvor over 100.000 danskere følger med. Og selvom ærligheden kommer med en høj pris, når kommentarer om hendes krop og moderskab rammer indbakken, bliver hun ved med at dele ud af det svære. I håbet om at gøre op med perfekthedskulturen og få os kvinder til at føle os gode nok.

”Du burde altså tabe dig, nu hvor dine børn er så store”

”Dig i shorts fik min morgenmad op igen”

”Nemt at tale kropspositivisme med den fede krop”

”Klam klammere dig” 

I juli delte influencer Matilde Trobeck et opslag med nogle af de beskeder, der finder vej til hendes indbakke på Instagram. Ud af de 105.000 følgere er der en skare, der tydeligvis ikke bifalder hendes kropspositive indhold, hvor hun både i billeder og ord italesætter forholdet til kroppen.

Men faktisk rører det hende nærmest ikke længere, forklarer hun i opslaget:

”Det vilde (for mig) er ikke beskederne, men at jeg ikke bliver ked af det, rasende, ulykkelig, sur, fortvivlet, såret eller ramt. Altså virkelig. For 5 år siden så havde de gjort nas og måske endda gjort, at jeg ikke ville tale fx kroppositivisme mere. Nu fortvivler det mig, at jeg ikke får én eneste følelse, når jeg modtager sådan en besked. Er det ikke lidt uhyggeligt, at man kan vænne sig til en bestemt tone og ordlyd?”, spørger Matilde til sidst i opslaget, som sluttes af med en emoji af et knust hjerte.

Efter at have tilbragt mere end 10 år som offentlig person på sociale medier er influenceren på mange måder blevet hærdet af den hårde og direkte tone, hun møder.

"For nogle år siden blev jeg ked af det, og jeg tog det meget personligt. Men i dag bliver jeg mest vred over, at man kan finde på at skrive det. Én ting er at tænke det. Jeg tænker også ting om folk – det gør vi jo alle sammen – men at skrive noget grimt, som at jeg er klam, tyk og en dårlig mor, synes jeg bare er sindssygt," forklarer hun og fortsætter:

"Jeg kan have et godt liv, selv om der er én, som har skrevet sådan til mig. Men hvad med hende, som ikke lige er dér i sit liv, og som bliver ramt af det?"

Og netop dét driver Matilde til at blive ved med at dele ærligt ud, selv når hendes indbakke fyldes af vrede – at hun kan gøre en forskel for andre.

Mathilde_Trobech_kropspositivisme2.jpg

"Jeg besluttede for mange år siden, at jeg vil være totalt autentisk på Instagram. Jeg redigerer ikke mine billeder, og jeg ser ud, som jeg ser ud. Jeg vil gerne være pausen, når man scroller, hvor man kan tænke, at hun er ligesom mig. Og hun har også de samme problemer som mig."

Inspireret af datteren

Bloggen Helsematilde blev til i 2012 i den spæde start, hvor helt almindelige danskere begyndte at dele ud af deres liv på www. Kvinden bag hed Matilde Trobeck. Hun læste til pædagog, samtidig med at hun begyndte at blogge om sundhed udfra det helt nære perspektiv og med et budskab om, at sundhed skal være sjovt og udelukkende drevet af lyst.

"Jeg har aldrig brugt træning som en straf. Jeg har brugt det, fordi det er det, jeg føler, at jeg er rigtigt god til. I løbet af årene er det blevet en frihed for mig at træne og bruge min krop, og det er det stadig nu med to små børn. Det er et kæmpe frirum. Jeg kan gå fra bilen på parkeringspladsen til træningscentret, tjekke mit kort ind, og så er der bare slukket i mit hoved, indtil jeg går ud igen. Det er der, jeg har ro."

"Hvor andre måske går en tur i skoven, mediterer, laver yoga eller keramik, så har styrketræning samme effekt for mig. I begyndelsen var bloggen noget, som Matilde passede i sin fritid, men da flere og flere begyndte at følge med, kunne hun efterhånden leve af det via forskellige reklamesamarbejder. Det er vigtigt for hende at vise, at livet og hverdagen ikke er lyserødt som mor til to små børn, og at kroppen har strækmærker, åreknuder og lår, der danser kinddans."

"Jeg begyndte at dele meget ærligt ud af mit liv, fordi jeg ikke så andre, der gjorde det. Når jeg scrollede i mit feed, tænkte jeg, om jeg er den eneste, der har strækmærker? Er jeg den eneste, der har hår på storetåen? Eller hvad fanden sker der? Jeg havde brug for at være noget andet og ikke bare gå med strømmen, og jeg ser jo ud, som jeg ser ud," fortæller hun.

"Det kropspositive er helt klart taget til, efter jeg er blevet mor til en pige, og jeg kan se, at hun har fuldstændigt samme kropsform som mig. Nu er det fandme min opgave at embrace den krop, og det er vigtigere end nogensinde før, for hun skal vokse op med en mor, der synes, at hun er helt, som hun skal være."

I dag er navnet Helsematilde droppet, men den lystprægede tilgang til træning er fortsat en del af profilen, for når Matilde dyrker cardio på løbebåndet eller løfter vægte, føler hun sig nemlig fysisk stærk og har et større overskud mentalt.

"I de perioder, hvor jeg ikke får trænet, kan jeg mærke, at jeg er lidt nemmere at vippe af pinden. Hvis Kristian og jeg er uenige, eller jeg har en tvist med en veninde eller en kunde, som jeg skal have på plads, giver træning mig energi til at sige, okay, pyt med det. Og så får jeg enormt meget selvtillid og selvværd af at træne. Motivationen for at træne er helt klart, at jeg får ro i kasketten, og at jeg bliver en bedre version af mig selv – jeg får det bedre, jeg bliver en bedre kone, og jeg bliver også en bedre mor," forklarer Matilde, der altid knytter budskaber som ”lidt er bedre end ingenting” og ”det skal være sjovt” til sine posts om træning på Instagram.

"Det vigtigste er, at du finder det, du synes er grineren. Det handler om at prioritere sig selv og at dyrke sig selv. Det er blevet en mission for mig, især efter jeg er blevet mor. Man skal huske at trække vejret, og jeg prøver at være et forbillede på, at en god mor ikke er den selvopofrende mor eller en altopofrende mor. Man er også en god mor ved at huske sig selv, og jeg synes også, at jeg er en god mor, fordi jeg viser mine børn, at jeg prioriterer mig selv."

Mathilde_Trobech_kropspositivisme3.jpg

Matilde oplever, at Instagram nemt kan tænde op under følelsen af at være en dårlig mor.

"Jeg tror, at der er mange, som synes, at det er pissesvært at være mor. Der er mange ting, vi skal leve op til, og jeg synes bare, at man skal prøve at huske sig selv. Det er okay at trække sig fra matriklen og lade det sejle lidt. Jeg er glad for, at jeg fik børn, efter jeg er blevet 30, fordi jeg synes, at jeg står lidt stærkere i mig selv. Det er i hvert fald sværere at gøre mig usikker på, hvordan jeg er som mor, hvor jeg tror, det ville have været meget nemmere at blive usikker som 25-årig."

Du er ikke alene

Matilde Trobeck har ikke kun italesat forholdet til kroppen og morrollen, men også behandlet et emne som sorg. Den oplevede hun selv, da hun i midten af 20’erne mistede sin lillebror.

"Da jeg mistede min bror og startede i en sorggruppe for søskende, gik det virkelig op for mig, at man aldrig er alene. Vi var seks-syv stykker, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Vi sidder alle sammen i en båd, som føles, som om den er ved at synke”. Samtidig var jeg også enormt rolig i, at båden var ved at synke, fordi jeg kunne kigge nogen i øjnene, og uden at sige noget vidste jeg, at de vidste, hvordan jeg havde det. Det reddede mit liv at gå i den gruppe. Og det gjorde en forskel."

Følelsen af ikke at være alene ville Matilde gerne give videre til andre. Og derfor begyndte hun at skrive ærligt om sorgen. Det hjalp både hende selv og andre, oplevede hun.

"Det gav mig meget at være i en krise og skrive mig igennem den, fordi jeg havde en masse følelser, jeg ikke kunne sætte ord på. Det var så sort, svært og tungt. Men når jeg satte mig foran computeren og skrev, var det som om, det kom ud den vej. Så det har givet mig noget at dele, både fordi jeg fik en masse feedback på det, men også fordi det hjalp meget at nedfælde mine tanker og følelser."

Den krise, hun oplevede i forbindelse med brorens død, fik hende for alvor til at stille spørgsmålstegn ved hendes tilstedeværelse på Instagram.

"Pludselig blev det så overfladisk at dele opskrifter, og hvordan man træner sine biceps. Det blev alt for meningsløst for mig. Jeg havde brug for også at give noget andet. Og jeg ville gerne række en hånd ud til andre, der havde mistet. Jeg havde lyst til at være et sted, hvor man kunne finde noget ro i, at man ikke var den eneste," siger hun og fortsætter:

"Jeg havde brug for, at det gav mening for mig. At selv om der ikke var en mening med det, så skulle jeg finde en mening i det. Og den mening var for mig i mange år at fortælle andre, at de ikke var alene med al slags sorg i virkeligheden."

"Når folk skrev og sagde til mig, hvor meget det betød for dem, og at de kunne genkende det, så var der ikke nogen vej tilbage i forhold til indholdet på min blog. Jeg kunne ikke gå tilbage og være overfladisk. Jeg ville hellere miste nogle følgere i svinget, fordi jeg ikke delte træningsøvelser længere, men så samtidig ramme nogle andre."

"De piger, som jeg var i sorggruppe med, hjalp mig så meget. Vi hjalp hinanden. Så hvorfor skulle min historie ikke deles? Det gav ikke mening, at min lillebror skulle dø, da han var 23. Men på en eller anden måde var der bare en mening med, at jeg gav det videre. Jeg oplevede selv, hvor tabubelagt det er at være i sorg. Der var folk, som skiftede fortov, så de kunne undgå øjenkontakt med mig, fordi de ikke har haft et sprog for at snakke om sorg. Og det er bare enormt ensomt, måske især når du er 25, og alle dine venner ikke aner, hvad det vil sige at miste."

Mathilde_Trobech_kropspositivisme4.jpg

Find en veninde

Netop ensomhed er et andet tema, som Matilde har sat stor fokus på. I 2017 oprettede hun Facebook-gruppen ”Find en veninde”. I dag er der knap 25.000 medlemmer, og der kommer nye til hver eneste dag. Matilde godkender alle manuelt, fordi hun kun vil have piger og kvinder ind, da det er vigtigt, at det er et safe place.

"Den startede egentlig bare en torsdag aften, fordi der var så mange, der skrev til mig, at de var ensomme. Jeg havde selv skrevet meget om, at jeg var ensom. I starten mødtes jeg med dem, der skrev til mig og gik tur eller drak kaffe. Jeg hørte deres historier, og de hørte mine. Men det tog mere og mere tid at mødes med dem, jo flere der skrev," siger Matilde om tilblivelsen af Facebook-gruppen, hvor man ved, at alle i gruppen kender til eller har oplevet ensomhedsfølelsen, så der er ikke noget pinligt i at være med.

"Det er en af de ting, som virkelig har givet mening for mig i at være på Instagram og lave en blog, fordi folk finder jo hinanden derinde. Der er kortklubber og madklubber, der er folk, som er flyttet sammen, efter de har fundet hinanden derinde. Der er en gruppe med ældre damer, som strikker huer til nyfødte på Hovedstadens hospitaler. Der er opstået så mange relationer derinde, og når jeg hører de historier, synes jeg, at det er vildt fedt, at jeg har lavet en platform, hvor vi kan finde hinanden."

Det har været vigtigt for Matilde at få sat fokus på ensomhed, da hun har oplevet det som meget tabubelagt – særligt blandt unge.

"Billedet på det at være ensom var lidt en fraskilt mand i slut-50’erne i et lejlighedskompleks – jeg var i midten af 20’erne og megaensom, og jeg tænkte, at jeg ikke kunne være den eneste. Men der var ikke nogen steder, hvor jeg kunne møde andre i samme situation. Jeg fandt noget på Valby Langgade, hvor jeg cyklede ned en torsdag aften. Jeg kiggede ind ad vinduet, og alle var 70 år. Og det havde sikkert været skidehyggeligt at sidde og drikke te med dem, men jeg havde brug for at finde nogen på min egen alder, men det sted, syntes jeg, at der manglede."

Er du ensom i dag?

"Det er på en anden måde. Jeg tænkte faktisk over det i morges, at jeg kan sagtens være ensom i mit parforhold. Jeg har også været ensom i min rolle som mor. Og det kan også være ensomt at være selvstændig. Så jeg kan sagtens føle mig ensom, men det er på en anden måde, fordi jeg har mine børn og Kristian, som jeg deler mange ting med."

"Men jeg glemmer aldrig, hvordan det er at være ensom. Den følelse af ensomhed var helt fysisk for mig og noget, jeg aldrig havde oplevet før. Det var voldsomt livsændrende og meget tabubelagt, og samtidig var det lidt pinligt at skulle indrømme, at man ikke havde nogen tætte veninder eller venner. Det er også derfor, det stadig er en mission for mig – fordi jeg kan huske, hvordan det føltes. Jeg synes også, der er sket noget. Vi er blevet meget bedre til at snakke om det og åbne op om det: At ensomhed er for alle."

Udseendet er ikke vigtigt

Rigtig mange af Matildes opslag på Instagram bliver tagget med #duer- aldrigalene og #duergodnok. Det er hashtags og læresætninger, som har haft kæmpestor betydning i hendes liv.

"Du er aldrig alene, var den sætning, jeg tænkte på, da jeg sad i sorggruppen, og den er til alle os, der er i kæmpe krise, for der er altid én, som har eller har haft det ligesom dig – og som er kommet videre. Du er god nok-budskabet bruger jeg, fordi jeg synes, at man i dag nemt kan blive overbevist om noget andet, både som mor, men også når det gælder udseende og uddannelse – ja nærmest alt."

Matildes ærlige tilgang koster som sagt indimellem nogle knubs fra folk, som ikke bryder sig om det, hun deler. Og det tror hun skyldes, at det er nemt for folk at have en mening om hende, fordi hun netop selv mener meget.

"Hvis jeg bare viste mit flotte hjem frem, eller hvordan man folder en serviet, vil det være sværere at have en mening om mig. Men jeg vil gerne mene noget, og jeg vil gerne bruge den platform, jeg har, til noget."

"Det var også noget, jeg indså, da min lillebror døde, fordi det var fuldstændig ligegyldigt, hvordan jeg så ud. Og det var fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg havde af tøj i mit skab. Jeg var stadig ulykkelig. Når de grimme kommentarer tikker ind i hendes indbakke, gør hun meget for, at det ikke kommer til at fylde i hendes hverdag."

"Men det rammer da, og jeg synes ikke, det er sjovt, at jeg skal bruge energi på at få de følelser væk. Så jeg bliver vred over, at vi skal mene så meget om hinanden og hinandens udseende."

Mathilde_Trobech_kropspositivisme5.jpg

Hun er derfor begyndt at lave indslag om de kommentarer, hun bliver mødt med, i håbet om, at folk begynder at tænke lidt mere over, at der sidder en person bag skærmen. Og så bliver hun ved med at vise sine lår med strækmærker og appelsinhud og den bløde hud på maven.

"Jeg kommer nok aldrig til at kigge på mine lår og tænke, fuck, hvor er jeg glad for, at jeg har de her lår. Og det er egentlig heller ikke min mission. Men jeg vil gerne være med til at få fokus væk fra den krop, og på hvordan vi ser ud. Det er ikke det, der er vigtigt."

"I mine teenageår brugte jeg timer på at kigge på mine strækmærker, jeg forsøgte at skrubbe appelsinhuden af, og jeg brugte alt for mange år på at hade det område af min krop. Det er virkelig trist. Så min egen mission er at lade være med at gå op i de strækmærker. Jeg vil gerne inspirere og vise, at jeg ikke bliver tilfreds med mine lår eller strækmærker nogensinde. Men det er fint nok. Det er okay."

Og så er der et særligt råd fra Matildes mor, hun fik som teenager, som hun stadig lever efter.

"Jeg havde været fuld til en fest, og jeg havde opført mig helt skørt. Jeg ringede til min mor, og jeg græd og græd og fortalte hende om alle de pinlige ting, jeg havde gjort, og hvad vil de nu mene om mig? Efter en lille pause sagde min mor, at hun syntes, at det er ret selvoptaget at have det sådan, som jeg havde det lige der. ”Hvorfor skulle alle andre bruge hele deres dag på at tænke over, hvordan du var til den fest?”," refererer hun.

"Det har været en vigtig lektie at tage med mig. Og det bruger jeg i mange situationer i dag. Hvorfor skulle folk være interesseret i, hvad der sker med mig? Hvis jeg opfører mig tosset, eller når mine børn flipper ud nede i Netto, som de jo har det med at gøre. Hvad så?"

"Folk har travlt med deres eget, så lad være med at have så meget fokus på, hvad folk tænker om dig. Det, synes jeg, er vigtigt, for jeg har brugt så usandsynligt meget tid på at tænke over, hvad folk tænker om mig. Og med den levevej, jeg har skabt mig, er jeg blevet tvunget til at finde ud af, at det kan jeg ikke bruge min tid på, fordi alle kommer aldrig til at kunne lide mig."

"Selv den mest likeable kan alle folk ikke lide."

Matilde Trobeck

  • Er uddannet pædagog, men arbejder i dag som influencer på sociale medier.
  • 36 år og mor til to børn på to og tre år.
  • Gift med Kristian.
  • Står bag Facebookgruppen ”Find en veninde”, som er et online mødested for piger og kvinder, der er ensomme.
  • Følg hende på @matildetrobeck.