Michelle blev opereret for en hjernesvulst: ”Jeg fik knæbeskyttere på, og så kravlede jeg rundt på gulvet”

Michelle Hviid havde ikke tænkt over, at hun fejlede noget som helst. Hvis hun var lidt træt, var det vel bare alderen. Men så en aften var hun på date med en læge.

"På et tidspunkt sad han og kiggede mig ind i øjnene på den der ikke-romantiske måde. Han lagde mærke til, at mine pupiller reagerede forskelligt på lys."

Michelle kom hurtigt til tjek på hospitalet, hvor lægerne kunne se, at der ikke var noget galt med hendes øjne. Men da sygeplejerslen prikkede i den ene side af hendes ansigt med en tandstik, kunne hun ikke mærke noget, og de efterfølgende scanninger afslørede en fem centimeter stor knude, som sad på hørenerven, et såkaldt akustikusneurinom.

"De åbnede mit hoved lige rundt om højre øre i en operation, som varede seks-syv timer, og derpå sprøjtede de fedt fra min mave ind i det hulrum, de efterlod i hovedet."

Operationen gik egentlig godt, men få dage efter fik Michelle en væskeansamling i hovedet.

"Jeg lå syg i tre uger, før det gik op for mig, hvor skidt det var. Var det her endestationen? Hvad med min økonomi, mine børn og min bolig? Jeg lå og kunne høre min mor tale med en læge om, hvad der skulle ske med mine børns skolegang, hvis de ikke skulle bo hos mig mere. Da forstod jeg det!"

Hjernefejl

Michelle skulle i gennem et langt genoptræningsforløb, og undervejs lærte hun meget om, hvordan hjernen fungerer.

"Jeg fandt ud af, at hjernen er plastisk. Det vil sige, at hvis nogle nervebaner bliver ødelagt, så kan du træne hjernen i at bruge nogle andre i stedet for. Jeg kunne for eksempel ikke bevæge højre del af min krop, som var lammet. Jeg vidste jo godt, at der ikke var noget galt med mit ben. Så måtte det være hjernen, der skulle trænes til at kunne bruge mit ben igen," forklarer hun.

En dag prøvede hun en maskine, hvor man er vægtløs fra livet og ned. Men hendes tilstand var så dårlig, at hun skulle køres i kørestol til træning.

"Jeg gik derfra med et gangstativ. Så hurtigt gik det."

Alligevel følte den driftige iværksætter ikke, at det gik hurtigt nok.

"Min fysioterapeut forklarede mig, at jeg måtte lære at kravle, inden jeg kunne gå. Bogstaveligt talt. Så jeg fik nogle knæbeskyttere, og så kravlede jeg rundt på gulvet og lærte at få højre arm til at arbejde sammen med venstre ben og modsat. Da jeg havde lært det, kunne jeg begynde at gå med gangstativ," fortæller hun med et smil og en hovedrysten.

Under genoptræningen tog hun en beslutning, som viste sig at bære frugt.

"Jeg troede, det var en dødsdom. Hvis jeg havde haft et forbillede, ville jeg have været mere rolig. I stedet besluttede jeg mig for selv at være et godt eksempel for andre."

Langt til toppen

Det er tre år siden nu, og hun er stadig døv på højre øre, hvor hun også har tinnitus.

"Ind imellem lyder det som en færge, der bakker. Og så er der altid en hyletone. Mit venstre øje er helt tørret ud og skal dryppes flere gange i timen, og jeg har været nødt til at træne min balance intensivt. Lægerne havde intet lovet mig. Det tør de ikke, for det er så individuelt."

Derudover handler det i høj grad om knofedt. Og udover knofedtet har Michelle et andet bud på, hvorfor hun i dag er kommet så langt, at hun kan leve et normalt liv.

"Jeg tror, det skyldes, at jeg altid har brugt ret meget af min hjernekapacitet i forvejen. Nu er jeg vist nede på almindeligt niveau. Jeg kan godt gå ned for at købe ind, og når jeg så står i Brugsen, har jeg glemt, hvad jeg skulle have. Eller gå ned til bilen uden nøgle. Det er vist meget almindeligt for mange mennesker, men det gjorde jeg ikke før. Og det er stadig en stor sorg for mig, selv om folk siger, at jeg har været heldig," fortæller hun.

"Jeg har for eksempel også lige være på Kilimanjaro. Det var meningen, jeg skulle nå toppen, men jeg nåede kun 5500 meter, så reagerede min krop, og jeg måtte ned. Det er altså et tab for mig, som tidligere ville have nået toppen."