Mie Moltke: "Vi kvinder skal være bedre til at beundre hinanden"

Der mangler en hvid bh. Og hendes egen sorte går ikke under den hvide t-shirt, vi gerne vil fotografere hende i.

– For mig er det lige meget, jeg kan godt tage den på uden bh, siger Mie Moltke. Ingen bøjler til at løfte, ingen puder til at fylde. Bare Mie og den krop, der passer til en 35-årig kvinde og mor. Hun er færdig med at hade den.

– Tænk på hvor meget kroppen gør for dig. Den kender dig og din historie, så det gælder om at være kærlig over for den, lyder hendes filosofi. Men det har været en lang rejse hertil. Historien om Mies krop begynder foran spejlet. Hun er 12 år gammel, og det er første gang, hun kigger på sig selv på den måde.

Mie, 12 år

– På dette billede er jeg 12 år og til turnering med Thomas Evers Poulsen. – Min mor har fortalt mig, at jeg i den alder sagde, at jeg ikke ville være voksen. Jeg ville ikke have, at min krop skulle ændre sig. Første gang jeg selv kan huske, at jeg blev opmærksom på, om min krop var for tyk eller tynd, var da jeg var 13-14 år. Jeg dyrkede dans på turneringsplan og stod hver dag og kiggede på mig selv foran et spejl i træningssalen og kunne hele tiden vurdere, om den var god nok. Og det var den ikke: Jeg syntes, jeg var for tyk.

– Når jeg ser tilbage på det i dag, forstår jeg det ikke, for på billeder fra dengang kan man se, at jeg var meget mere hvalpefedt-agtig, da jeg var otte-ni år, og da jeg så begyndte at danse turnering, så blev jeg tyndere, men det var dér, jeg startede med at synes, jeg var for tyk.

– Jeg fandt ud af, at man kunne gå på slankekur og få sin krop til at ændre sig, og så opdagede jeg den styrke og kontrol, der lå i det.

Mie, 15 år, kontrol, kontrol, kontrol

– På det her billede ser man mig på podiet med min partner efter en turnering, og man kan se, hvor tynde mine arme var. Det må være fra gymnasietiden.

– I 9. klasse og i gymnasiet overvejede jeg alt, hvad jeg spiste, og levede mest af kogt kylling og kogt torsk. Jeg havde sådan et system, hvor jeg i min kalender satte sure eller glade smileys alt efter, om jeg havde gjort, hvad jeg måtte. Hvis jeg skulle have en glad smiley, måtte jeg næsten ingenting spise.

– Jeg kan huske følelsen af, at min mave gik indad, så man kunne se mine hofter stikke ud. Det føltes rart. Det var totalt en måde at kontrollere mig selv, at pakke alle følelser væk og kontrollere dem gennem min krop. Det handlede om at gøre mig så lille som muligt.

– For mig var det en heftig verden at blive bedømt hele tiden og kigge i spejlet og vurdere sin krop, som jo aldrig var god nok, for i elitesport går det hele tiden ud på at blive bedre. Det blev forstærket i den verden af kontrol og perfektionisme. Når man er så styret af sin krop, så fylder det alt. Det første, jeg tænkte på, når jeg vågnede om morgenen, var, hvad jeg skulle spise den dag. Jeg levede i selvkontrol på alle planer, og i elitesport er det legalt og naturligt at have det sådan. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at man er på slankekur.

– Min mor og far kunne sige nok så mange gange ”Mie, du er så fin, som du er”. Det var min egen følelse af ikke at føle mig god nok, føle mig helt forkert og tro, at hvis jeg blev tyndere, så var jeg nok mere værd. Det var symptom på noget andet.

– Havde du anoreksi?

– Det kunne lige så godt være blevet til anoreksi, men det gjorde det ikke. Måske fordi jeg hele tiden har haft en familiebasis, som trods alt har givet mig en god kerne. Det, tror jeg, reddede min røv.

– Hvordan havde du det med din krop i forhold til at være sammen med drenge?

– Jeg blev kæreste med min dansepartner, så han kendte ligesom min krop i forvejen. Men nej, jeg syntes ikke, det var sjovt med drenge, de måtte ikke komme for tæt på. Jeg følte skyld og skam, og fordi jeg ikke kunne rumme min egen krop, så var det svært at lukke nogen ind. Jeg havde så meget kropshad, jeg syntes, min krop var klam og ulækker og i vejen. Jeg var sikker på, at jeg ville være et meget bedre menneske, hvis jeg ikke havde en krop. Det var skizofrent, for samtidig lå hele min passion i dansen, som jo er ren krop.

Mie, 22 år, oprør i London

– Billedet her er fra min oprørske periode i 2003, hvor jeg droppede dansen og tog til London.

– Jeg stoppede med at danse, blandt andet fordi mit forhold til min partner var meget selvdestruktivt. Vi havde haft et hardcore forhold i 10 år – vi kendte hinanden ud og ind og havde det godt i momenter, men var sindssygt hårde ved hinanden. Jeg kunne ikke mere, og jeg havde mistet grunden til, at jeg gjorde det. Jeg var ikke engang klar over, man kunne blive glad af at danse. Jeg kunne ikke mere.

– Jeg tænkte, at hvis jeg skal finde ud af, hvem jeg er, hvis jeg ikke er hende den lyshårede danser, så er det nu. Hvis jeg ikke vil være afhængig af at leve af dans resten af mit liv, så er det nu. Jeg havde mistet al gnist og glæde.

– Jeg kendte ikke mig selv, jeg vidste bare, jeg var hende danseren, der levede under andres kontrol og min egen kropskontrol. Så stoppede jeg.

– Jeg smed alle dansesko og alle slankekure ud, og så levede jeg halvandet år i London med mottoet ”don’t think, just do”. Jeg farvede mit hår mørkt og klippede huller i tøjet og legede punker. Jeg følte mig megarebelsk.

– Jeg fik en virkelig god ven derovre, og vi støttede hinanden i, at det var ligegyldigt, hvordan vi så ud og at vi kun gjorde noget, vi selv havde lyst til. Vi var ligeglade med, om vi spiste aftensmad klokken 23, eller om vi drak en hel flaske vin. Alle de 1000 regler, jeg havde lavet – f.eks. at jeg ikke måtte spise efter kl. 18 – de skulle bare kastes op i luften.

– Har du det bedre på det billede?

– Mit liv er sjovere, men det var en overkompensering, for jeg anede stadig ikke, hvem jeg var, og jeg syntes stadig, det hele var røvsvært, men jeg øvede mig, og jeg prøvede at gøre noget andet, men min krop havde det ikke bedre. Jeg var ikke et balanceret sted overhovedet. Det var modpolen, og det var vigtigt for at lande i en eller anden form for balance at have prøvet det modsatte og give fuldstændig slip. Det var vigtigt og dejligt, så på nogle områder havde jeg det bedre. På andre områder havde jeg det ikke. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det ikke betød så meget, at jeg tog på. Men det var dybt grænseoverskridende og frygteligt. Jeg tænkte stadig meget over det, men det var sundt at prøve og opdage, at dem, der var tæt på mig, stadig godt kunne lide mig, selv om jeg var tykkere, end jeg plejede. For det vidste jeg jo ikke, jeg troede, folk kun kunne holde ud at være sammen med mig, hvis jeg var tynd nok.

– Til sidst havde jeg brugt hele min børneopsparing, var fuldstændig broke og megatræt.

– Det første år i London var godt, men det holdt ikke, for det var ikke rigtigt, det var bare et oprør og en modreaktion på dansen. Efter halvandet år kiggede min ven på mig og sagde ”hvorfor er det lige, du ikke tager hjem til Danmark igen?”. Det ville være et prestigetab at skulle vende hjem, det kunne jeg slet ikke holde ud, men til sidst kunne jeg ikke andet. Jeg kunne slet ikke komme ud af sengen af træthed og forvirring og ”hvad fanden er det hele egentlig for noget?”. Men alt i alt var det en sindssygt god periode, der flyttede virkelig meget inden i mig.

Mie, 24 år, med i Vild Med Dans

– Min første sæson af Vild med Dans, hvor jeg dansede med Peter Mygind.

– Jeg kom hjem fra London og blev lærervikar for at tjene nogle penge. Det tog lidt røven på mig, for jeg blev så megaglad for de børn der og endte med at søge ind på læreruddannelsen.

– Vild Med Dans ringede første gang i foråret 2005, og der havde jeg smidt lidt af vægten, men ikke ret meget, og jeg var slet ikke klar til at skulle til at danse igen.

– Jeg skulle begynde på læreruddannelsen august 2005, hvor anden sæson gik i gang, og der ringede de igen. Jeg endte med at sige ja, selv om det gik imod alt, hvad jeg troede, jeg skulle. Jeg havde vildt svært ved at acceptere, at jeg savnede dansen, så jeg overbeviste mig selv om, at det kunne jeg godt lige gøre en enkelt gang.

– Hvordan havde du det med din krop dér?

– Jeg tænkte ”det kan jeg ikke, jeg er for tyk”. Jeg syntes, det var grænseoverskridende. Jeg prøvede at give slip på det, for jeg kunne ikke nå at gøre noget ved det så hurtigt. Dem, der ikke havde kendt mig før, tænkte jo ikke over det, men i min egen verden var jeg vant til at se helt anderledes ud som danser. Det var en indre kamp.

– Hvordan var det at se sin krop i fjernsynet?

– Jeg var meget opmærksom i forhold til kjoler, og hvad jeg ville have dækket, men der var meget, der havde flyttet sig inden i mig allerede på det tidspunkt. Jeg var ikke begyndt at arbejde for alvor på det endnu, men var allerede sådan ”accepter det nu, for helvede, jeg gider ikke være fanget i det der”. Det var godt for mig, at fokus i høj grad var på min partner, Peter Mygind, som var den kendte.

– Året efter dansede jeg med Master Fatman, og han lærte mig en helt ny måde at se verden på. Han lærte mig, at man godt må hygge sig. Jeg kunne ikke tvinge ham til noget, han var bare ”slap nu lidt af, Mie”. Det var sindssygt lærerigt for mig. I alt, hvad han gør, er han så kærlig, så rolig. Han er god karma.

Mie, 26 år, nye mønstre med Lai

– Det her er fra sæson 4 i 2007, hvor jeg dansede og blev kæreste med Lai. Han lærte mig at se kvindekroppen som vital. At kroppen er livskraft og energi. Han var ikke bange for det, og så var jeg heller ikke bange for at mærke efter og mærke den feminine kraft og forstå den.

– Lai talte meget ind til, at vores forhold skulle være ærligt og frit. Han støttede mig i at åbne op, og tændte af på, når jeg prøvede at kontrollere alting.

– Han var med til få mig til at åbne op over for spiritualitet og tantra, og herigennem blev jeg introduceret til nogle nye kvindefora, hvor jeg opdagede, hvad det gør, når kvinder støtter hinanden. Når vi anerkender hinanden og komplimenterer hinanden i stedet for at have travlt med at svine hinanden til. Det hele hjalp mig et nyt sted hen.

– Og så elskede Lai at lave mad – også til mig. Han var så åben om, hvor dejligt det var at spise, og hvor hyggeligt det var. Det var nyt for mig, at mad kunne være et socialt fænomen. Men nu stod jeg over for én, der ikke syntes, at mit gamle mønster virkede, og jeg kunne også godt selv se det. Jeg begyndte at slippe frygten og spiste mere end tidligere, men til gengæld spiste jeg sundere. Jeg fik det bedre og bedre med min krop, og så begyndte jeg at tabe mig.

Mie, 31 år, tynd efter barsel

– Her er jeg kommet tilbage fra barsel i 2012 og er det tyndeste, jeg nogensinde har været.

– Jeg syntes, det var paradoksalt at være gravid, for jeg havde den der lykkefølelse, men det var dybt grænseoverskridende, at jeg voksede. Der kom en masse gamle mønstre op i mig, samtidig med jeg blev vildt ked af at mærke det, fordi jeg så gerne ville være sådan en gravid, der bare sidder og nyder det og ikke tænker over det. Det kunne jeg ikke,jeg var især bekymret for bagefter: ”Tænk, hvis jeg er sådan én, der aldrig kommer af med det og bliver tyk og fed og klam”. Samtidig havde jeg lært så meget om mig selv og min krop, at jeg godt kunne høre, det var gamle stemmer, så jeg prøvede at kæmpe imod. Men ja, jeg tog 20 kilo på. Og jeg synes, det er vigtigt at sige højt, at det ikke bare er ”nej hvor dejligt, det vokser”, men at man er bange for at tage på. Det møder jeg hos mange.

– Da jeg kom tilbage fra barsel, fyldte min vægt vildt lidt. Jeg var ikke på kur, men min krop var stresset af at have Mio, af at amme ham, af at vi havde startet SoulHouse og at jeg lavede Vild Med Dans. Det kunne min krop ikke følge med til, så det var ikke, fordi jeg var sund.

– Jeg fik mails fra både mænd og kvinder, der syntes, det var ærgerligt, jeg havde tabt mig. De savnede mine former. Der blev også skrevet sådan en artikel ”Chok i Vild med Dans: Hun bliver tyndere og tyndere”. Jeg tænkte slet ikke selv over det, og det var nyt.

Hvad så i dag, er alt fryd og gammen mellem Mie Moltke og hendes krop?

– Hmm, nu har jeg lige fået en knæskade, fordi jeg har været for presset i for lang tid, så selv om jeg underviser folk i at lytte til deres krop, så kan jeg godt selv glemme det.

– I forhold til vægt falder jeg tilbage i de gamle mønstre, når jeg bliver stresset eller følelsesmæssigt presset. Så kommer den der tanke: ”Jeg kan også bare blive vildt tynd”, men nu ved jeg godt, at det betyder, at jeg hellere skal spørge mig selv, hvorfor jeg ikke har det særligt godt.

– Jeg kan stadig godt synes, at min mave er latterlig. Den har altid været mit svage punkt. Så taler jeg til den og skælder ud, det gælder om at få det ud, for det bunder i noget andet: Mave handler om grænser og følelser. Så når jeg bliver oppustet, spørger jeg mig selv: ”Hvad er det, jeg ikke fordøjer? Hvad er det, jeg ikke får sagt og udtrykt?”. Min krop er blevet min hjælper, en slags barometer, der fortæller, hvad der i virkeligheden er i vejen.

– Hos andre kvinder sætter det sig på hofterne og lårene, og dér handler det om seksualitet. Nogle er helt låst i brystet, fordi de er dybt kede af det og har et lukket hjerte. Og så er der dem, der svæver over gulvet og ikke har nogen jordforbindelse. Og dem, der synes, det er grænseoverskridende at stå med armene ud til siden, fordi det føles som om ”ej, nu er jeg for meget”.

– Kvinder er helt generelt bange for at være for meget. Men man kan jo ikke være for meget. Du kan jo ikke være for meget dig selv, og dér, hvor man er rigtig lykkelig, er dér, hvor der er plads til én.

– Vi kvinder skal være bedre til at beundre hinanden, se hinanden, komplimentere hinanden. Det gør underværker at få at vide, at ” du ser megadejlig ud, gid jeg så sådan ud”. Der kan vi meget nemt hjælpe hinanden. Kroppen er den, der handler for en. Så hvis jeg går og gemmer den væk, så tør jeg heller ikke gøre de ting, jeg har lyst til. Så det har ret store konsekvenser, hvis vi begynder at elske vores krop.

– Gennem mit arbejde med Feminine Flow har jeg opdaget, at det er meget virkningsfuldt at åbne op for kroppen og gøre plads til den. Den bærer hele vores erfaring, vores minder, vores følelser, vores svar ligger i vores krop. Når kroppen får plads, så får vi selv mere plads til at være dem, vi gerne vil være. Når vi ikke længere føler, vores krop er forkert, så får vi også en anden følelse af, at vi ikke selv er forkerte mere. Og så sker der ret magiske ting.

LÆS OGSÅ: Mie Moltke om sin skilsmisse: "Hele min verden ramlede"

LÆS OGSÅ: Mie Moltke: Lai og jeg har en kærlighedskontrakt

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: "Det har været benhårdt at holde facaden"