"Min mand har taget 30 kg på, og jeg tænder ikke på ham længere"
Hvordan siger man til sin partner, at han er blevet utiltrækkende? Læs med, når parterapeut Ditte Winkel svarer på læsernes spørgsmål om sex.
Spørgsmål:
Kære Ditte, min mand har taget over 30 kg på, efter vi fik børn, og jeg tænder ikke på ham længere. Han har aldrig været petit af størrelse, men nu er han blevet alt for tyk, og jeg holder stadig mig selv ved lige med løbeture og styrketræning. Må jeg overhovedet tænke sådan her, eller er jeg et forfærdeligt menneske?
Min mand lider af dårligt selvværd, og hvis jeg siger det mindste negativt om hans udseende, lukker han fuldstændig ned. Jeg kan ikke en gang nævne for ham, at hans T-shirt er svedig efter havearbejde, uden at han går ind i sig selv resten af dagen. Så hvordan nævner jeg det her, hvis det overhovedet skal nævnes? Hvad tænker du?
Svar:
Hvor er det et stort og spændende emne i samfundsdebatten netop nu, som du åbner op for med dit spørgsmål: Må man overhovedet italesætte ulyst på baggrund af en ændret fysisk fremtoning hos sin partner? Eller skal vi elske hinanden i medgang og modgang og dermed også alle versioner af hinanden, selvom vi ikke føler, at vi har sagt ja til disse versioner fra begyndelsen i vores forhold?
Annonse
Nu spørger du jo mig, og min klare overbevisning er, at det SKAL der være plads til at kunne tænke og også sige højt både til sin omgangskreds, hvis man har brug for at tale med sine veninder, og til sin partner. Dog handler det også om måden, vi italesætter dette emne på. Men det vender jeg tilbage til.
Først vil jeg normalisere, at mange tager på i vægt efter en rum tid i et parforhold, fordi de hygger sig sammen typisk med mad og slik foran fjernsynet og finder mindre tid og lyst til at dyrke motion. Måske tager vi nogle kilo på sammen som par, eller også som i dit tilfælde er det primært den ene, det sker for, mens der står en frustreret partner på sidelinjen, der ønsker forandring på vegne af sin husbond eller hustru.
Og det er fuldt forståeligt, hvis du ikke begærer hans krop på samme måde lige nu, som du gjorde, da I mødtes. Det mener jeg hverken gør dig overfladisk eller forfærdelig! Tværtimod tænker jeg, at det er en menneskelig reaktion fra din side. Men hvad gør I så ved det?
For du kan jo ønske forandring på hans vegne nok så meget, men du kan ikke tabe kiloene for ham. Og jeg har hørt fra mange, der forsøger at lave sund mad for at sende hints til partneren eller inviterer på gåture hver aften uden held, at det kun gør dem mere frustrerede, når de bliver afvist i deres initiativ.
Buttom line er dog, at du ikke kan tage ansvar for dette for din partner. Han skal selv synes, at det er et problem, og han skal selv have lyst til at gøre noget ved det. Så kan du naturligvis være støttende, heppende og solidarisk undervejs, hvilket jeg absolut vil opfordre dig til at være!
Men du skal få ham fortalt, hvordan du har det, velvidende at det her er et ekstremt ømtåleligt emne, hvor du virkelig skal veje dine ord for jeres begges skyld. Her ville jeg jo ønske, at jeg havde en facitliste, jeg kunne sende dig, men det har jeg desværre ikke.
Det, jeg dog kan sige, er, at der kan være mange måder at formidle sit budskab på, og hvis han har nogle usynlige blå mærker med sig på selvværdet, så er det alfa og omega, at du kan skabe en tilstrækkelig tryg forbindelse mellem jer til, at han ikke hører det her fra et sted i dig, der angriber eller kritiserer, men derimod fra et sted i dig, der længes, elsker og håber. Ellers lukker han helt sikkert ubevidst ned igen for at forsøge at skærme sig for de svære følelser, det afstedkommer i ham.
Annonse
Måske du skal sige det af flere omgange med små opfølgende og kærlige drys, hvis det skal have tid til at lande rigtigt og velkomment i din mand. Se dette som et kommunikations-samarbejde, hvor du også spiller en værdifuld rolle i at bygge jer stærkere sammen, fremfor at det skal skabe afstand og misforståelse mellem jer.
Hvis du formår dette, så kan du ikke gøre mere, og så bliver beslutningen vedrørende din partners krop og sundhed hans alene, men hvor jeg dog håber, at I finder en vej i det sammen.
