Mit liv med PCO: ”Det går ud over forholdet til min mand”

Af Anne Nørkjær Bang

PCO er et syndrom, som rammer omkring en tiendedel af alle kvinder, men som ikke desto mindre kan være svært at tale åbent om for de diagnosticerede. Vi har talt med tre kvinder fra tre forskellige generationer om, hvordan PCO påvirker deres liv og hverdag. Her fortæller Janette M. Thomsen, 32 år, fra Vojens. 

Jeg fik først konstateret min PCO for 2 år siden, men jeg tror egentlig, uden at det kan bevises, at jeg har haft det hele livet. Tilbage til folkeskolen, blev jeg kaldt ”Gravid-Janette”, fordi jeg havde den her æbleform, som jo er et symptom på PCO. Jeg har også altid haft meget sparsomme menstruationer. Jeg tror, at jeg er født med anlæg til det, og så er jeg vokset op med nogle forældre, der ikke gik synderligt meget op i kost, og det har så sat det i gang.

Jeg opdagede det, fordi min menstruation simpelthen udeblev. Det er først her indenfor de seneste fire år, at min uønskede hårvækst, blandt andet i ansigtet, er kommet. At mine hår på armene er blevet meget mørkere, og at jeg er begyndt at få lange hår som en mand. Jeg synes ikke altid, at mine symptomer har været så slemme, men jeg tror også bare, at jeg er vokset op i et hjem, hvor det med at være feminin ikke var så vigtigt – mine forældre er skilt, og jeg boede hos min far. Så jeg har nok bare taget det, som det var, og altid været en drengepige.

Jeg har stadigvæk ikke accepteret det helt. Det var en lettelse at få at vide, hvad det var, men så kom tanken jo: Hvad skal jeg så gøre ved det?  Der jo vægttab, der selvfølgelig skal til, det kan i hvert fald holde det hen. På et tidspunkt levede jeg efter Dukan-kuren, og jeg tabte mig også, men den var simpelthen for streng. Og da jeg så begyndte at spise igen, gik det jo helt galt.

Jeg er heldig, at jeg har en dejlig mand, der siger noget til, at jeg har taget 30 kilo på i de syv år, vi har kendt hinanden. Men jeg kan da godt være træt af det. Og jeg kan mærke, at jeg trækker mig i forholdet, også seksuelt. Alle andre kan gå ud i bad og så tager det dem ti minutter, så har de barberet ben. Det duer ikke med mig. Jeg skal barbere overarme, brystkasse, og hele benet. Så man føler sig ikke særligt feminin.

Jeg er nok kommet lidt ud over det der med, at jeg synes, at det er decideret flovt, men det er stadigvæk noget, jeg tænker over hver eneste dag. For mit vedkommende er det et spørgsmål om, at man gerne vil føle sig som en kvinde. Og det sidder jo nok meget oppe i hovedet på en selv, det ved jeg godt. Jeg tror også, at jeg synes, at det er flovt, fordi jeg jo godt ved, at PCO er en livsstilssygdom. Så det lyder som dumme undskyldninger, at mine cravings og min manglende mæthedsfornemmelse gør, at jeg ikke kan tage mig sammen. Det virker som om, man ikke rigtig har styr på sig selv.

Jeg er god til at pakke det væk, men jeg tænker meget på det i mit stille sind, især i mit forhold til min mand. Min mand og jeg har et barn sammen, og det er jo et lille mirakel, fandt jeg ud af, da jeg fik diagnosen. Jeg skal ikke have flere børn nu, og jeg tænker, at når vi ikke har børn hjemme længere, så skal jeg til at tage hånd om min PCO og gøre noget ved det.