27-årige Natja troede, at det var en fedtknude, men lægens besked fik alt til at ramle

”Da jeg mærker knuden, bliver jeg både nervøs og bange. Jeg får en tid hos lægen med det samme, som fortæller, at den virker godartet, og at det nok bare er en fedtknude eller cyste. Men hun vil gerne være helt sikker på diagnosen, så hun henviser mig til et kræftpakkeforløb.”

Det er en aften i december i 2021. Efter nedlukninger, vacciner og corona-varianter er julelysene tændt på gaden, ønskelisterne skal klares, og julefesterne undgår sidste års aflysninger.

27-årige Natja Baun er rejst hjem til Danmark efter et par måneder i Norge. Her har hun arbejdet som sygeplejerske, men nu har hun fået job i Odense og er netop flyttet ind i sin nye lejlighed. Denne aften mærker hun på knuden i sit højre bryst. En knude, som hun opdagede for første gang om morgenen.

”Efter jeg har været hos lægen, er jeg ikke længere nervøs, for det er jo bare en fedtknude. Jeg er sygeplejerske, så jeg ved, at når du kommer i et kræftpakkeforløb, er det tit ikke kræft, men fordi det skal gå hurtigt med at blive undersøgt,” fortæller Natja Baun til ALT.dk

Til mammografi siger de det samme som lægen; at knuden, som er på størrelse med en bordtennisbold, ser godartet ud. Den er relativt stor og tydelig at mærke, men Natja er jo kun 27 år, så sandsynligheden for, at det er kræft, er minimal. Men der bliver alligevel taget en biopsi af knuden for at være helt sikre.

”Jeg kan huske, at jeg tænker, om det nu også er nødvendigt. Ingen tror jo, at det er alvorligt, og jeg har en angst mod nåle, men de vil gerne være på den helt sikre side.”

En uge efter ringer Natjas telefon. I røret er en kvinde, der siger, at hun skal komme ind til en samtale dagen efter for at få svar på sin biopsi. Hun vil ikke rigtigt fortælle hvorfor.

”Jeg synes, at det er lidt underligt og bliver nervøs, men taler med en veninde, og vi bliver enige, om, at det ikke kan være alvorligt, da hun siger, at jeg ikke behøver at have en pårørende med til samtalen.”

Fra bådeventyr til kemoforløb

I vinteren 2021 lever Natja som mange andre unge. Hun er netop færdiguddannet som sygeplejerske og arbejder på sygehuset i Odense. Hun er et par måneder tidligere blevet single, så fritiden går med at hygge sig med sine venner og veninder og ikke mindst drømme om flere udlandseventyr. For efter en lang nedlukning trækker drømmen om et bådeventyr i Fransk Polynesien, som hun har set det i TV med familien Behas rejser mod fjerne kyster.

”Jeg havde været single i fire måneder for første gang i mit voksenliv og var flyttet i min egen lejlighed. Jeg arbejdede en del, og når jeg havde fri fra arbejde, var jeg sammen med venner og veninder og levede bare livet. Jeg har altid godt kunnet lide at rejse, og nu havde jeg ikke børn eller forpligtelser herhjemme, så det var oplagt at tage af sted, mens jeg kunne.”

Rejseplanerne bliver der dog lavet om på.

I starten af december sidder Natja sammen med sin veninde hos lægen. Hun regner med, at hun skal have at vide, at hun har en fedtknude i sit højre bryst. Men ordene, der kommer fra lægen, er langt mere alvorlige. Det er nemlig brystkræft – og endda en aggressiv en af slagsen.

”Jeg har taget min veninde med – og det er tilfældigt, for jeg tror, at jeg bare skal have at vide, at det er en fedtknude, som de vil fjerne. Så vi sidder og fjoller lidt, indtil lægen siger, at det ikke er, som de troede, men at jeg har brystkræft. Og her ramler alt. Den besked havde jeg slet ikke regnet med, men pludseligt bliver det hele meget alvorligt. Jeg har svært ved at koncentrere mig om det, han fortæller. Tankerne flyver rundt. Hvad med min drøm om at rejse ud i verden? At bo på en båd i Fransk Polynesien og at arbejde på Grønland? Hvad med mit hår – vil jeg tabe det? Det er ikke særligt rationelt, men jeg er slet ikke forberedt på den besked,” fortæller Natja.

Hun er i chok, og samtidig er det, der fylder allermest, at kræften tager alt det, som hun glæder sig allermest til, fra hende.

”Min første reaktion er, at der er så mange ting, jeg har glædet mig til, så jeg synes ikke, at det er fair. Jeg er helt forvirret, ringer til mit arbejde for at sige, at jeg ikke kan komme, fordi jeg har fået kræft, og så kører jeg hjem til min mor.”

Allerede dagen efter sidder Natja atter til en samtale på sygehuset. Hun skal tage stilling til, om hun vil have opereret en af sine æggestokke ud, inden de går i gang med kemo-forløbet. Kemoterapi kan nemlig ødelægge hendes æggestokke, så hvis hun gerne vil have børn på et tidspunkt, får hun tilbuddet om at få frosset sin ene æggestok ned.

To dage efter at Natja har fået beskeden om, at hun har brystkræft, ligger hun på operationsbordet. Når du er ung, er kræftknuderne tit mere aggressive – og derfor skal behandlingen i gang hurtigt.

”Det skal gå stærkt med operationen, fordi der er lukket mellem jul og nytår, og jeg skal allerede starte kemo dagen før nytårsaften. Jeg er ked af det, for endnu engang føler jeg, at sygdommen tager alle glæder fra mig, men som kræftsygeplejersken så fint siger til mig: “Husk, kemo er ikke din fjende, men din ven, den gør dig rask”

Helt forvirret over farten på den bunke af dårlige nyheder, der rammer hende, holder Natja stædigt fast i, at nytårsaften altså skal fejres. Heldigvis bliver hun ikke særligt syg af kemoen, så hun hopper ind i 2022 med sine venner.

”I hele forløbet har jeg tænkt meget over de ting, jeg gerne vil opleve og gøre. Derfor har kemoen været en biting, som jeg skal igennem, for jeg vil hellere fokusere på, at jeg stadig kan fejre fødselsdag og være med til nytårsfest. Kræftdiagnosen har sat tingene lidt i perspektiv; at jeg bare skal have det bedste ud af hver eneste dag. Så jeg har kæmpet mig igennem nogle aftner, hvor jeg har været sindssyg træt, men bare ikke rigtigt har villet sove.”

Diagnosen kommer ikke kun bag på Natja. Lægerne er også forundrede, for det er ikke normalt at få brystkræft i så ung en alder, medmindre man er genetisk disponeret for det – og det er Natja ikke.

”Jeg tror bare, at jeg er uheldig. Der må være noget, der er gået galt i min krop, siden det er kommet, for det kan ikke være de ting, jeg har gjort i livet, der allerede skulle have påvirket brystkræften, som jeg har forstået det.”

En frygt for at være alene

Under hele forløbet holder Natja fast i at leve så normalt et liv som muligt – selvom hun pludseligt er brystkræftpatient.

”Jeg var 27, da jeg blev syg, og er nu 28. Det er de år, hvor du kan nyde livet, og der er en frihed, inden du får mand og børn, hvor du kan gøre, hvad du vil. Så det er så ærgerligt, hvis jeg ikke kan få nogle gode oplevelser, og bare tanken om at bruge ni måneder af mit liv på at være deprimeret og ked af det har været meget uoverskueligt.”

Derfor har Natja prioriteret at have mange sjove dage og aftener og leve så normalt som muligt, selvom hun har kræft.

”Jeg har altid elsket at lave noget, og jeg kan slet ikke finde ud af at være alene, og så har jeg lige pludselig al den fritid, når jeg kun skal til blodprøver og kemo et par gange om ugen. Det er blevet bedre, men jeg syntes godt nok, at det var svært i starten at skulle forholde sig til, at nu er jeg syg. Jeg er heller ikke god til at være i det, hvis det bliver for følsomt og sårbart. Så jeg tænker meget, at det nok skal gå, nu glemmer vi det lidt.

Når folk spørger, om jeg kan mødes, svarer jeg ja. Det har været helt vildt vigtigt for mig at prioritere, og det tror jeg også har gjort meget for mit mindset. For jeg kan mærke, at jeg har følt mig meget mere syg de dage, hvor jeg ikke har lavet noget, men bare ligget derhjemme med alverdens tanker kørende rundt i hovedet og en frygt for at være alene. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har det meget bedre de dage, hvor jeg har været ude.”

"Men jeg har også været heldig, for jeg er ikke blevet fysisk syg og dårlig af kemoen."

Har det spredt sig?

Halvanden måned inde i sit behandlingsforløb bestiller Natja en uges ferie i Dubai. Hendes læge siger til hende, at det lægefagligt er okay. Efterfølgende har hun dog fået at vide, at det er et synspunkt, som ikke deles af mange andre i sundhedsbranchen. Men selvom det bliver uden forsikring, vil hun afsted.

”Jeg har altid elsket at rejse, og jeg syntes, at det var så unfair, at jeg ikke kunne komme afsted. Så jeg tror, at det var min afmagt i, at jeg ikke kunne udleve de drømme, jeg havde inden sygdommen, at så kunne jeg i det mindste gøre det her.

Og dernede handlede det ikke særligt meget om kræft, modsat herhjemme hvor alt handlede om kræft hele tiden. Så det var vel lidt for at flygte fra virkeligheden og lave noget, jeg syntes var sjovt og spændende, og ikke mindst komme væk fra det, der mindede mig om, at jeg er syg.”

I dag er Natja ikke lige så sikker på, at hun ville gøre det igen. Men heldigvis går rejsen godt, og derhjemme igen kan hun ikke flygte fra sygdommen.

”I starten var jeg sikker på, at det havde spredt sig, men det var, fordi der var så mange læger, der havde sagt, at der ikke var noget galt. Men så havde jeg noget. Så jeg var pessimistisk i starten, fordi jeg følte, at det ikke helt kunne passe det, de sagde.

Alle Natjas testsvar bliver også sendt til hendes indbakke på Sundhed.dk, og hun kan ikke lade være med at åbne og tjekke dem – fordi hun er nysgerrig.

”Det skulle jeg ikke have gjort, fordi jeg misforstod det fuldstændig. En gang står der fx, at min nyre lyser suspekt op i skanningen, og der tror jeg straks, at kræften har spredt sig til nyren. En anden gang er det en lymfeknude, som de kan se noget i. Men det viser sig også at være ingenting. Men jeg når at gå i panik og tænke alle mulige tanker over at læse de resultater.

Samtidig er det også lang tid at skulle vente en uge, når svaret ligger lige inde på nettet. Det kan være en uge, hvor jeg kan være glad i stedet for bekymret – men det kunne jo så også gå den anden vej, hvis svaret var dårligt – eller jeg ikke forstod det.”

Føler det er fake

Natja har altid haft langt lyst hår og aldrig overvejet at klippe det kort, men allerede et par uger inde i kemoforløbet begynder hun at miste håret.

”En aften kan jeg mærke, at det begynder at fælde meget. Jeg kan rede og rede, men der bliver ved med at være hår, som falder af. Jeg kan også rive hår ud med fingrene. De sidste hår barberer jeg af, så der kun er få millimeter tilbage, men det bliver ved med at drysse, så en dag under bruseren skrubber jeg de sidste hår af med en klud,” fortæller Natja, der lige siden hun fik diagnosen, har været overbevist om, at hun skal have en paryk, men de to parykker, som hun får med hjem, har hun dog næsten ikke brugt.

”Jeg synes ikke, at det ser ægte ud, og jeg føler, at folk kan se, at det er en paryk. Jeg er også single, og hvis jeg snakker med fyre, føler jeg, at det er fake – det vil være mærkeligt at møde en med paryk, som så er skaldet i virkeligheden. Jeg kunne ikke forholde mig til, at folk ikke kendte sandheden.”

At gå rundt helt skaldet føler Natja sig dog heller ikke tilpas i, så hun vælger altid at have en turban på.

”Det sværeste var de uger, hvor jeg mistede mine øjenvipper og øjenbryn. Der kunne jeg se, at øjnene gør meget, og når jeg kunne have mascara på, så jeg ikke så syg ud. Så da de var væk, syntes jeg, at jeg så meget syg ud lige pludseligt.”

Som kræftpatient er der mange forskellige foreninger, grupper og arrangementer, som man kan deltage i. Natja er aktiv i både Proof of Life, Ung Kræft og Livskræften. Her er der mulighed for alt fra torsdagstræning, bankoarrangementer og hjælp til, hvordan du kan lægge makeup, når du fx har mistet dine vipper og bryn.

”Det handler ikke kun om kræft, men det er søde, forstående og rummelige mennesker, der er der. Og har du et spørgsmål, er der altid én, som også har prøvet det. Der er ingen berøringsangst, og du får et unikt sammenhold – det har været fedt, både at snakke om kræft men også at hygge sig.”

Natja har også været åben omkring sin sygdom – både på sin Instagram og i virkeligheden.

”Jeg gider ikke fortælle, hvis folk ikke spørger. Men bliver jeg spurgt, vil jeg gerne fortælle om det. Jeg har også brugt Instagram, hvor jeg har delt ud om forløbet, og det var rart at dele, så folk vidste, hvad der skete. Det fjernede også noget af berøringsangsten.

Der har været få, hvor det har været lidt ubehageligt, fordi jeg kunne se, at de blev påvirket af, at jeg fx ikke havde noget hår, eller andre der er blevet meget påvirket af at se mig, fordi de har mistet pårørende til kræft.

Men generelt har alle været søde. Nogle aftener er der kommet nogen hen og sagt, at jeg er sej, andre aftener, er der ingen reaktioner, og det har også været rart at møde folk bare som mig og ikke som hende med kræft.”

Brysterne fjernes

Efter et halvt år med kemo er knuden helt forsvundet. Næste skridt i behandlingen er at få fjernet et par lymfer i højre side for at undersøge, om kræften har spredt sig – det har den heldigvis ikke. Og derfor bliver hun tilbudt at få fjernet begge bryster.

”Man kan selv bestemme, om man vil have fjernet brysterne eller kun knuden, men jo yngre du er, og når de ikke ved, hvorfor kræften er kommet, får man tilbudt at få fjernet begge bryster helt, så risikoen for at det kommer igen formindskes.”

Natja vælger derfor at få fjernet begge bryster. De bliver også undersøgt, og lægerne finder heller ikke mere kræft i dem. Hun får indopereret implantater, men desværre er der noget galt, og huden på det højre bryst kan ikke følge med. Det betyder, at der kommer et sår, som ikke vil hele, og implantatet må tages ud igen.

”Det var fint at få implantater ind, fordi brysterne så sidder pænt igen, men jeg havde ret meget krise, da jeg fandt ud af, at det ene skulle ud igen. Det er grænseoverskridende at skulle være helt flad, men i dag har jeg 450 ml i det ene bryst og 200 ml i det andet, så det ser ikke helt tosset ud.”

I dag er Natja erklæret kræftfri og rask. Håret er på vej tilbage, men det har været svært at fjerne bekymringerne og frygten for, at der måske er noget, de har overset.

”Jeg går ikke til tjek, og det føles lidt mærkeligt, men de siger, at det ikke kan komme igen, fordi de har fjernet alt. Det var lidt svært at acceptere i starten, især min mor havde svært ved at affinde sig med, at det er sådan, det er, for hvad nu hvis der er noget, som de har overset?

Jeg er heller ikke blevet skannet, for at se om kræften er væk, og det er lidt mærkeligt. Men jeg tror jo på det, de siger.” 

Hvis der skulle komme kræft igen, er det i yderhuden eller brystvorten, og det vil man typisk selv kunne mærke eller se.

”Det var helt tilfældigt, at jeg fandt knuden dengang, men jeg mærkede heller ikke rigtigt på mit bryst, som man måske burde. Man vil nok også hele tiden analysere. Jeg kom fx på et tidspunkt i tanke om, at jeg for nogle år siden syntes, at jeg mærkede en lille knude, men tænkte ikke mere over det dengang, så om den har været der hele tiden, det ved jeg ikke.

Men lægerne sagde, at den voksede ret hurtigt, så det er nok gået stærkt. Det endte heldigvis godt, og jeg er glad for, at lægerne tog det seriøst, for de troede jo heller ikke, at det var kræft. Så de kunne jo have sendt mig hjem med den besked om, det var en fedtknude.”

Nu må livet godt gå i gang

Tanker om døden har ikke fyldt hos Natja.

”Jeg har aldrig overvejet, at jeg skulle dø af det. Folk har spurgt mig om sandsynligheden for at komme godt igennem. Men jeg har ikke talt med lægerne, om jeg kunne dø, og så har jeg tænkt, at når de ikke har sagt det, så kan jeg vel ikke det. Jeg ved godt, at selvfølgelig kan man det, men jeg tror bare, at fordi vi ikke har talt om det, har jeg ikke overvejet, at jeg kan dø af det.”

Nu glæder Natja sig til, at livet uden sygdom snart kan begynde igen.

”Jeg ser meget positivt på fremtiden, jeg glæder mig bare til, at den rigtigt kan starte. Jeg lever og er rask, men jeg står stadig meget stille, fordi mit ene bryst stadig driller med såret. Det er lidt træls ikke helt at vide, så det er bare at vente.”

Det er svært, når jeg er sammen med mine veninder, der også er sygeplejersker, for det handler tit om arbejde. Jeg kan føle, at jeg ikke lærer noget eller bliver dygtigere, jeg føler kun, at jeg gør det modsatte, fordi jeg glemmer mere og mere, når jeg ikke er afsted. Så jeg håber snart at kunne starte på arbejde igen.

Er du nervøs for noget?

”Det er skørt, men jeg er ikke bange for kræft. Det er brystet, jeg er nervøs for lige nu, om der er infektion i såret, og det kosmetiske i det, som kan udsætte det hele endnu mere, men ikke kræft, for det er jo væk. Jeg kan selvfølgelig få kræft igen som alle andre, men det fylder ikke.”

Rejsedrømmene lever stadig i Natja, men sygdommen har også lært hende en vigtig lektie.

”Man lærer jo at værdsætte de mindre ting. Det er lidt kliche, ved jeg godt. Men jeg har også fundet ud af, at det er okay at geare lidt ned og være alene derhjemme. Jeg har virkelig været dårlig til at være alene, og jeg kunne føle mig som det mest ensomme menneske i hele verden, hvis jeg havde været alene et par timer. Men jeg har lært, at det er okay at være i sit eget selskab.

Jeg vil stadig gerne rejse, men jeg har fundet ud af, at det var for at flygte fra hverdagslivet, at jeg gerne ville afsted, men det er ok at tage den med ro og være i det normale hverdagsliv. Jeg har altid søgt meget, at der skulle ske noget nyt, og det skulle være vildere og vildere, og det skulle være mere spændende, men jeg har lært at sætte pris på, at hverdagen kan være mere rolig og hyggelig.”