Nej, din næste kur bliver heller ikke din løsning

"Jeg spiste på alle mine følelser"

I mange år følte Sofia Manning sig helt forkert.

Men hun besluttede sig for at slutte fred med sin krop og stoppede med at have endeløse madregler og i stedet leve efter en enkel spiseregel. Siden er hun blevet overrasket over, hvor mange kvinder, der har samme madproblem, som hun havde, ligesom nogle beskriver sig som afhængige af mad.

Imens de glade klassekammerater omkring hende i studentervognen blev mere og mere fulde, kastede Sofia sig ud i en bedøvende mad-rus. Hun var bundfortvivlet over sit liv, og anede ikke, hvad hun skulle stille op med det efter studentereksamen. Hver gang vognen stoppede på den obligatoriske rute fra hus til hus, proppede hun sig med mad. Det begyndte med et jordbær med chokolade og fortsatte udover enhver mæthedsgrænse. Hun husker ikke andet fra dagen, end at hun "fejrede" den med et langt, bedøvende madorgie. Et madorgie, der markerede en ualmindelig brat slutning på et slankeregime, der bestod af nådesløse mad- og træningsregler. Lyder det bekendt?

For Coach Sofia Manning var det med at bedøve følelserne med mad og slik, noget der begyndte tidligt i livet. Da hun blev student, var hun nået til et sted, hvor hun ikke længere kunne kontrollere det, et sted, hvor hendes spisemønster havde taget magten.

– Jeg spiste på alle mine følelser. Både de negative og de positive. Tit foregik spisningen nærmest i en trance, uden jeg lagde mærke til det. Jeg kunne ikke kontrollere det. Det fik mig til at føle mig endnu mere forkert og ulykkelig. Derfor holdt jeg det hemmeligt. Mønsteret er temmelig almindeligt. Men der skulle gå mange selvdestruktive år før den kloge kvinde, vi i dag kender som life- og businesscoach og forfatter, blev bevidst om, at hun "spiste på sine følelser", og hvad det indebar. Og der skulle gå yderligere 13 år, før hun var klar til at dele det med os andre. På sin 40-årsfødselsdag 2. januar udgav Sofia Manning bogen "Mit hemmelige forhold til mad".

– Det er min hidtil mest personlige bog. Mere personlig end de andre personlige bøger, jeg har skrevet. Selv en af mine bedste veninder, som jeg har kendt, siden jeg var 15, blev chokeret, da hun læste bogen. Jeg blotter en mere sårbar side, og det har taget tid at samle mod og få det på tilstrækkelig professionel afstand. Så jeg fortæller virkelig ikke det her for at skabe sensation. Tværtimod har jeg altid troet, at mit madproblem ikke var interessant for andre. Der er jo heller ingen diagnose for det. Jeg led ikke af en spiseforstyrrelse. Men det har overrasket mig, hvor mange kvinder, der kæmper med præcis det samme mønster, som jeg har gjort op med – uden at de nogensinde har talt med andre om det. Jeg manglede selv nogen at række ud til, da jeg levede med et hemmeligt forhold til mad. Derfor er det også så vigtigt for mig at dele min historie.

– Jeg vil gerne give et andet perspektiv på alt det med kure og krop. Det er så ærgerligt, at vi spilder vores liv på at kritisere os selv så hårdt. Forleden overhørte jeg to unge piger nede på Emmerys sidde og tale om noget med en kjole, der ikke sad som den skulle. "I er lige, som I skal være," røg det ud af mig, da jeg gik forbi, og de blev så glade. Men det er de jo. Jeg var selv ude af stand til at se det, da jeg var ung. I mange år følte jeg mig helt forkert, selvom jeg på billeder kan se, jeg så ud, ligesom jeg skulle. Derfor har jeg et stort, bankende hjerte for piger

og kvinder, der kæmper med sig selv.

Indså madmisbrug hos AA

Det var til et møde hos Anonyme Alkoholikere, mens Sofia boede i Californien, at hun indså sit "madmisbrug". Hun var der for at støtte en veninde, som drak.

– Jeg hørte en skøn dame fortælle om sit skjulte misbrug i mange år og kom til at tænke "har jeg egentlig et misbrug – bare med mad?" Det var det der med at være hemmelig. At lyve og benægte. Jeg vidste det jo godt. At det ikke er normalt at køre på tanken i pausen og købe tre muffins. At det ikke er normalt at spise slankepiller og "komme til" at tage ni i stedet for tre om dagen. Og at tænke: "Når jeg bare har tabt mig så og så meget bliver alt godt". Som 27-årig overvejede jeg seriøst at lade være med at gifte mig med min daværende kæreste, nu eksmand, da han friede til mig – alene for at undgå at se grim ud i en brudekjole.På det tidspunkt havde Sofia Manning i mere end 10 år underlagt sig selv et hav af kure og alverdens madregler. Et måltid blev aldrig nydt. Det var selvværdet, det evindelige selvværd, den var gal med.

– Jeg ved godt, mange tænker: "Men hun er jo lyshåret og normalvægtig, så hvad ved hun om noget?". Men man lider lige så meget som tynd og lyshåret, som hvis man vejer 50 kilo for meget. Problemet sidder mellem ørerne. Jeg har coachet de flotteste fotomodeller, som havde et forfærdeligt forhold til sig selv. Og jeg har været i Spanien med tre hold kvinder med et problematisk forhold til mad sidste år. De af dem, som var overvægtige, tænkte i starten "hvad laver vi her?", men de blev meget rørte over at høre, hvad nogle undervægtige fortalte om at føle sig grim. Men selvfølgelig er det ekstra hårdt, hvis man er overvægtig. For så er det ikke kun den indre kamp, som skam er hård nok. Så kæmper man også med omverdenens dom. Ikke desto mindre handler det dybt nede om accept. Accept af sig selv.

Tilbage til normalitet

Men man er vel ikke lige, som man skal være, hvis man faktisk vejer 100 kilo for meget?

– Nu er det ikke vægt, der er i fokus, hverken i bogen eller på mine workshops. Vægt er forskellig. Vi skal ikke alle være størrelse 36. Det handler snarere om at slippe vægtfikseringen og få indført et normalt forhold til mad, hvor man ikke hele tiden er besat af tanker om, hvor mange kalorier der er i det, man indtager. Ikke har en kondicykel stående i stuen. Ikke mener, man skal detoxes fire gange om ugen eller "løbe julefrokosten af". Ikke mener, man er forkert, og ikke hele tiden har dårlig samvittighed og hader sig selv. Og forunderligt nok: De fleste af dem, der lærer sig selv at spise normalt, havner faktiskrimelig stabilt på netop deres normalvægt. For en hel del er det faktisk ensbetydende med, at de taber sig. Sjovt, ikke?

"Normalt" er ikke hverken raw-food, vegetarisk eller noget som helst andet. Det er ikke en retning. Normalt er, ifølge Sofia Manning, tre moderate måltider om dagen. Og det er ikke det letteste i verden at lære sig selv.

– Lad mig sammenligne: Behandlingen for en alkoholiker er at undgå alkohol. Helt og aldeles. Det er svært. Men en madmisbruger kan ikke holde sig helt fra mad. En madmisbruger skal have mad ud af skabet flere gange om dagen – og lære at håndtere det normalt. Det er virkelig svært! Derfor er det også helt afgørende at indføre en struktur, der sætter dig ud over din besættelse. Den struktur er ganske enkelt at spise lidt af hvert tre gange om dagen. Ad den vej kan man undgå at være mentalt fokuseret på mad.Tre måltider om dagen blev også Sofias vej ud af madmisbruget. Hun havde opsøgt alt fra psykologer til englehealere, men efter sit wake-up-call hos AA spurgte hun sin fitnesstræner i Californien, om hun kendte en, der kunne hjælpe "en ven" med et problematisk forhold til mad. På den måde mødte hun Becky. En skrap 65-årig dame, der havde behandlet folk med madproblemer i mange år.

– Hun gjorde det klart, at det handlede om noget inden i mig. Om en beslutning. "Stop det galskab nu. Hold op med at tro, at noget uden for dig kan fikse det!",sagde hun til mig. Og så var det slut med "jeg skal nok bare drikke lidt grøn juice" eller "den næste kur bliver min løsning". Becky hjalp mig med selv at tage ansvar. Det tog mig et halvt år, før jeg endelig kylede min vægt ud og holdt op med hele tiden at tænke i mad.

På Sofias workshops indgår ikke blot reglen om tre måltider, men også reglen om, at måltiderne skal bestå af tre forskellige ting. Ikke kun grønt eller kalorier eller ikke-kalorier.

– Alle de kure fucker jo totalt med folks hjerner. Men helt basalt: En normal portion mad handler om mængde – ikke et bestemt indhold. Og hvis du har et normalt forhold til mad, så spiser du nogle gange meget, andre gange lidt, glemmer et måltid eller glæder dig til et godt glas rødvin om aftenen. Det er også helt normalt at spise slik i biografen. Alt det kan man ikke forstå, når man er besat af mad.Det var den 27. oktober 2001, at Sofia

definitivt og dedikeret besluttede sig for at opnå et normalt forhold til mad. Siden da har hun ikke været på en eneste kur og ikke bekymret sig om sin vægt. Datoen står indgraveret i en ring, der symboliserer den livsændrende beslutning.

– For mig var der ikke længere noget alternativ. Jeg havde gjort så mange destruktive ting i så mange år. Livet med evindelige kure og tanker, der altid kredsede om mad, var simpelthen ulideligt. Det har været en enorm befrielse at slippe den "tankeafhængighed", og jeg ville ønske, nogen havde givet mig en løsning tidligere, for det at give mig selv fri fra maden, og vægten har frigivet så meget energi og tid til at fokusere på alt det vigtige i livet. Og det er jo det, det handler om: Om at være glad for, hvem man er, om at bruge kræfterne på at skabe det liv, man ønsker. Det handler om at være et helt menneske. Ikke om at være et slankt menneske.

– Jeg håber, kvinder med et problematisk forhold til mad vil læse min bog. Og bede om hjælp. Og indse, at de går glip af deres liv, mens de tyranniserer sig selv medslankekure og træningspas. Har mad måske nogensinde afhjulpet et problem? Nej, mad er mad – mad er ALDRIG en løsning. Hvis du bliver ved at spise, når du er nervøs, bange, skal sige fra over for din mor eller bede om lønforhøjelse, så er der noget inden i dig, der kalder. Noget i dig, du skal lytte til. Og noget i din adfærd, du skal lave om. Og det vil du aldrig fortryde, at du gjorde.

Sofia Mannings nye bog "Mit hemmelige forhold til mad", sælges i øjeblikket udelukkende som e-bog og kan hentes på Mithemmeligeforholdtilmad.dk. Her kan du også finde informationer om Sofias workshops og andre relevante produkter.

LÆS OGSÅ: Nybagte mødre jagter en sixpack

LÆS OGSÅ: 6 ting, du skal vide om din varedeklaration

LÆS OGSÅ: Her er den mest undervurderede faktor for din sundhed

Har du et hemmeligt forhold til mad?

  1. Er du altid på kur?
  2. Planlægger du lige nu din næste kur?
  3. Er der mange kure i din fortid?
  4. Tænker du på, hvor meget du vejer mere end et par gange om året?
  5. Kan tallet på vægten påvirke din dag?
  6. Er særlige madvarer "gode" og andre "dårlige"?
  7. Er du fedtforskrækket?
  8. Har du prøvet de fleste "sundhedstrends"?
  9. Overtræner du?
  10. Sætter du lighedstegn mellem din vægt og dit værd?
  11. Kritiserer du dig selv, fordi du ikke er god nok, og sætter livet på "hold", til du har tabt dig – venter med at tage på bade-ferie, gå på date og købe nyt tøj?