Hvordan får jeg sagt til min veninde, at hun kun snakker om sig selv?

Marie har en veninde, som hun har kendt, siden de gik i skole – et ægte livsvidne. Og nu, hvor Marie er begyndt at trække sig fra veninden, kommer hun i terapi for at få hjælp til at beholde relationen. 

"Jeg lever et mere traditionelt liv med mand og børn, og min veninde har skiftende kærester og er på mange måder uheldig i livet. Sygdom, fyring, kærester, som skrider på tarvelige måder. Derfor har vores forhold altid været ulige. Jeg er den heldige, den privilegerede, og hun har haft det hårdt."

"Derfor har jeg altid været tålmodig med hende og godt kunnet forstå, hvis hun var mest optaget af sit eget, når vi har talt sammen. Jeg har altid været rummelig, fordi jeg godt vidste, at jeg var den, som havde det lettest i livet. Hendes problemer har fyldt mest, og vi har stort set kun talt om hende – i hvert fald de sidste mange gange, vi har mødtes. Det har været ok for mig."

"Men nu er min grænse nået. Jeg begynder at trække mig. Jeg gider ikke rigtig tage telefonen, når hun ringer, og jeg har mistet lysten til at mødes med hende. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere det, for jeg vil heller ikke miste hende. Hun er mit livsvidne, men efterhånden et virkelig irriterende et, og det er jo ikke rart."

Marie er 43 år, mor til to og i et klassisk dilemma med en nær relation, som hun synes er svær at sige fra overfor. Hvor meget kan hun sige fra uden at såre sin gamle veninde, og hvor mange kameler kan hun sluge i forholdet uden at miste lysten til at være sammen med veninden. Jeg spørger lidt ind til det svære.

Hvordan har du det med at sætte grænser overfor andre mennesker? Din mand, dine børn, en kollega? Hvordan ser du på grænser og konflikter?

"Hmm altså jeg er ikke just konfliktsøgende, men jeg har helt klart nemmere ved at sige fra overfor min mand og børn end overfor denne her veninde."

Læs også

Min veninde dræner mig for energi

Hvad er forskellen? En grænse er vel en grænse? Hvad gør det sværere med din veninde?

"Ja det skulle man tro, men det er det åbenbart ikke for mig. Jeg tror, det handler om, at vi er så ulige. At hun har det svært, så jeg synes, at jeg skal have en engels tålmodighed og rumme alt fra hendes side. Jeg tror også, det handler om, at hun har ændret sig."

"Jeg synes, at hun tidligere var bedre til at spørge ind til mig, så jeg også kunne få plads. Hun ville gerne vide, hvordan jeg havde det. Men nu er hun kun optaget af sig selv og af at fortælle fra sit eget liv. Det er trættende, og jeg synes, det er svært at sige på en ordentlig måde."

Hvis du sagde det lige præcis, som det er for dig, hvordan ville det så lyde?

"Hvis jeg sagde det, som det det er for mig lige nu, så ville det være noget i retning af: ”Jeg synes, du er blevet meget egoistisk. Du taler kun om dig selv og dit eget liv. Du spørger aldrig ind til mig, og jeg er ærlig talt træt af at høre om alt det, som ikke lykkes i dit liv. Du begår de samme fejl igen og igen og forelsker dig i mænd, som ikke vil have dig. Det er ikke til at holde ud af høre på”."

Læs også

”Jeg kan ikke holde min venindes teenageparforhold ud”

Hvordan er det at sige højt?

"Når jeg siger det højt, kan jeg mærke, at jeg er mere irriteret, end jeg vil stå ved. Jeg føler mig nærmest vred, og det er ikke så rart."

Det plejer at være et tegn på, at du har været irriteret længe, med tiden frustreret, og når du så stadig ikke siger fra, ender du med at blive vred.

Måske også lidt på dig selv over, at du har fundet dig i det så længe og ikke har sagt fra? Kan du genkende det?

"Ja, det kan jeg helt klart, og det er jo ikke hendes skyld. Jeg bliver nødt til at sige det på en ordentlig og omsorgsfuld måde. Det er ikke ok at være tarvelig, fordi jeg har været for lang tid om at komme ud af starthullet."

Når vi er vrede, har vi ofte energi til at handle, og det er godt, for så kan vreden bruges til at sætte en grænse. Men som du siger, skal det gøres på en ordentlig måde. Så hvis du drysser en gang omsorg og respekt ind over det, du lige har sagt, hvordan kan det så lyde?

"Hm, det er svært, fordi jeg jo er irriteret, men jeg tror noget i retning af: ”Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at trække mig fra dig, og det handler om, at jeg synes, vi altid kun taler om dig og dit. Jeg har brug for, at du også nogle gange spørger ind til mig og mit liv og interesserer dig for, hvad der sker hos mig."

Læs også

”Min veninde blev sur over, at jeg meldte afbud til en middag”

Hvordan var det?

"Det er rart at få sagt. Også sårbart, fordi jeg jo risikerer, at hun bliver såret eller oplever det, som sker imellem os, helt anderledes, men samtidig kan jeg også mærke, at det jo ikke kan blive ved på denne her måde, så jeg er nødt til at satse, hvis vi skal bevare vores forhold."

5 trin til at sætte grænser i en nær relation

1. Lær at mærke, når noget ikke er okay

Ikke alle mennesker er lige gode til at mærke, når deres grænse bliver overtrådt. De har måske tidligt i livet lært, at deres grænser ikke var vigtige eller ikke blev respekteret, og så har de lært at overhøre dem.

Vi mennesker kan lære os selv ikke at mærke vores grænser, men vores krop sender altid et signal, når noget ikke føles ok. Spørgsmålet er så, om vi mærker efter og registrerer det, eller om vi helt per automatik ignorerer det.

2. Lyt til kroppen

Hvis du ikke er god til at mærke, om dine grænser bliver overtrådt, så skal det genlæres, for du kunne det engang. Det kan være, at du får ondt i maven, bliver tom indeni, får ringen for ørerne.

Der er mange fysiske symptomer, som fortæller dig, at din grænse er blevet overtrådt, eller at der sker noget, som ikke er ok for dig, og som du enten skal flytte dig væk fra eller sige fra overfor.

Jo bedre du er til at mærke indad og registrere, hvad der foregår på din inderside, jo bedre vil du også kunne mærke, hvordan du har det i forskellige situationer og i dine relationer. Det kræver øvelse, og du kan øve dig hele tiden.

3. Kig tilbage

Nogle gange kan det være en hjælp at vende blikket bagud og få øje på, hvorfor det engang var en god idé ikke at mærke dine grænser. Måske var dine forældre ikke gode forbilleder, fordi de heller ikke var gode til at mærke deres grænser.

Måske fik du skældud eller skulle holde op med at skabe dig og opføre dig ordentligt, når du satte grænser som barn. Måske kunne din mor løfte øjenbrynet på den helt specielle måde, som fortalte dig, at det, du gjorde, ikke var ok.

Der er mange muligheder, og det kan vække din egenomsorg, så du får en større forståelse for, hvorfor grænser ikke lige er så nemme for dig.

4. Spørg fornuften

Nogle mennesker kan synes, at deres grænse bliver overtrådt, når andre gør noget. Men vores grænser kan kun blive overtrådt, når det direkte har noget med os selv at gøre. Det kan godt være ubehageligt, men altså ikke grænseoverskridende for dig, at en veninde vælger de ”forkerte” mænd.

Det er derfor altid en god idé, når du mærker ubehag, at du lige tager en tur omkring fornuften, inden du sætter en grænse. Spørg dig selv: Handler det her om mig?

5. Tal for dig selv

Andre mennesker er, som de er. Vi kan ikke forvente, at de forandrer sig. Vi kommer alle til at overskride hinandens grænser, også selvom det ikke er med vilje. Derfor er det så vigtigt, at vi afgrænser os i forhold til hinanden. At vi siger fra og melder ud fremfor at trække os og udvande relationen.

Når du siger fra, så tal for dig selv. Eksempel: ”jeg blev såret” i stedet for ”du sårer mig”. Fortæl, hvad den andens handling gør ved dig, og tag ansvar for, at det er sådan her, du har det, og ikke noget, den anden gør for at såre dig.