Pludselig ændrede Ritas liv sig for altid: ”Jeg har lært at føle mig værdifuld igen”
På en varm sensommerdag for 25 år siden ændrede Rita Vindholmens liv sig for altid. Det bliver et liv, som Rita ikke længere tror, hun har lyst til at leve. Heldigvis tager hun fejl.
Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave.
18. august 1997: Livet smiler til 43-årige Rita fra Nedenes i Arendal. Næste år kan hun og hendes mand Arnt fejre sølvbryllup, og de har allerede planlagt en dejlig fest med deres børn på 18 og 23 år.
Rita er solbrændt, glad og lykkelig. Hun arbejder med tøj og mode – et job hun elsker. Nu er det endelig blevet tid til en velfortjent ferie, og hun sætter sig glad ind i bilen på vej til en vandretur i Lom i Norge.
Så sker det. Front mod front på vejen.
Rita husker ingenting, før hun vågner op fra koma en måned senere på Ullevål Sygehus. Alt er mørkt. Et mørke, som aldrig vil forsvinde.
Hun har mistet begge øjne og vil aldrig kunne se igen. De fleste af knoglerne i hendes krop er knust. Hun kan ikke gå. Det eneste, hun kan, er at tale.
Hun kan ikke græde. Kun føle fortvivlelsen og angsten. I de næste 18 måneder vil hun være helt afhængig af at holde nogen i hånden hele tiden. Så lammende er angsten.
Hver dag er et smertehelvede
Ullevål Sygehus, tre måneder efter ulykken: Rita ligger i sin hospitalsseng. Hospitalet har været hendes hjem siden ulykken, og det bliver det ved med at være i mere end et år.
"Du kommer aldrig til at kunne klare dig uden kørestol," har flere sagt til hende. Hun har netop trænet sig op til at kunne sidde i en kørestol. Hver dag er et smertehelvede med træning, fysioterapi og utallige operationer.
Efter 300 timers kirurgi holder hun op med at tælle. Men sætningen "du kommer aldrig til at kunne klare dig uden kørestol", som i starten kun gjorde hende fortvivlet, tænder nu kampgejsten i Rita.
Hun har altid været stædig, og nu er det måske ved at blive hendes superkraft. Hun får masser af hjælp fra læger, psykologer og specialister, men hun har ingen tro på fremtiden og er bange for at blive en byrde for sin mand og børnene derhjemme.
Annonse
Så hører hun pludselig en sang. Så tydeligt, som om nogen spiller den i rummet. Eg ser, jeg ser, der er skrevet af musiker Bjørn Eidsvåg. Rita ser ingenting og kommer aldrig til det igen.
Sangen vokser og vokser i hendes hoved, og selv om hun har hørt den mange gange før i sine 43 år som seende, får den en helt anden betydning nu. Rita begynder at skrige.
"Det er så uretfærdigt!" hulker hun.
Sygeplejersken, der holder hende i hånden, spørger forfærdet, hvad der er uretfærdigt.
"Jeg er nødt til at gøre det selv," råber Rita fortvivlet.
”Hvad?" spørger sygeplejersken.
”Det hele! Jeg skal gøre det selv," skriger Rita.
I lang tid har hun bare ventet på den rette hjælp til et muligt bedre liv. Nu indser hun, at det er hende selv, der skal gøre det sværeste.
Hendes læger, familie og venner kan kun gå sammen med hende. Med alt det, hun har måttet indse om sin skæbne i de seneste måneder, er dette endnu en tung vægt.
Annonse
Et møde ændrer alt
Hendes mand Arnt er fortvivlet. Det, der er sket, er et stort traumatisk chok for hele familien. Alle siger, at hans kone må have en engel, som vogtede over hende, fordi hun overlevede ulykken.
For Rita føles det ofte ikke sådan. "Engle skal være gode, og hvad nytter det at overleve, når livet er, som det er nu," tænker hun.
En dag ringer Arnt til Norges Blindeforbund og spørger, om der er nogen, der har oplevet noget lignende, som hans kone går igennem, og som måske kan hjælpe hende.
Det gør de.
Annonse
Og sådan går det til, at Magne Lunde besøger Rita. Han er frivillig og kunne dele ud af sine egne erfaringer. Han bliver hos hende i to dage.
”Det ændrede alt. Han tændte en flamme af håb ved at lytte til mig og mine behov, fortælle sin egen lignende historie og give mig tro på og motivation til, at jeg kunne få et godt liv. Jeg havde brug for at høre det fra en, der havde set og var blevet blind. Det gav mig den tro, jeg desperat havde brug for," siger Rita i dag.
Der er håb og tro
Når Ritas livsglæde, kampgejst og håb tager fat, er der ikke meget, der kan stoppe hende. Hun er Magne evigt taknemmelig for at have givet hende det med hans livserfaring og viden.
"Jeg råbte, at jeg ville komme til at gå og stå på ski igen. Sygeplejerskerne troede nok, at jeg også havde en hjerneskade," griner Rita, som siden har holdt kontakten med Magne og hans kone gennem telefonopkald, julebreve og ved at deltage i den årlige vintersportsuge, Ridderrennet, for syns- og bevægelseshæmmede i Norge.
Med intensiv træning på trods af smerter, fysioterapi og operation kunne Rita smide kørestolen efter to år.
"Man skal ikke bare ville det, man skal ville det nok. Og det er virkelig svært," indrømmer Rita.
Kærlighed, der kan modstå alt
Men hvordan gik det med sølvbrylluppet, og hvordan holdt jeres kærlighed til omvæltningerne i jeres liv?
"Jeg fik orlov fra hospitalet for at fejre min sølvbryllupsdag på det tidspunkt. For mig var det bare dejligt at komme hjem. Det har aldrig været på tale, at vi ikke skulle blive sammen. Det er bare os to. Det har det været, siden jeg mødte ham, da jeg var 16 år, og der har aldrig været noget at spekulere over," siger Rita med et smil.
Parret blev gift, da hun var 18 år, og han var 20 år.
Tidligere i år fejrede parret deres guldbryllup. 50 år sammen i gode og dårlige tider, hvor kærligheden har båret dem igennem det dårlige og sørget for at skabe det meste af det gode.
De fejrede dagen hjemme med deres yndlingspersoner: hinanden og deres familie.
Slalom og strik
Der er sket meget i Ritas liv, siden det blev fuldstændig forvandlet den sommerdag for et halvt guldbryllup siden.
”At bruge titusindvis af timer på at lære at gå igen er én ting, men jeg skulle også lære at føle mig værdifuld igen. Den person, jeg var før, den måde, jeg så ud på, og det, jeg kunne, er jeg ikke længere. Det tog fx to år, før jeg turde gå i butikker og vise mig i lokalsamfundet igen. Men gennem stædighed og ikke mindst familie og venner føler jeg mig værdifuld nu," siger Rita, og tilføjer:
"Jeg har lært ikke at se begrænsninger, men muligheder. Nuvel, jeg har ikke noget pilotcertifikat, og jeg kommer heller ikke til at køre taxa, men for det meste er mit motto: "Intet er umuligt, det umulige tager bare lidt længere tid."
Hun går til alpint skiløb, skiskydning, tandemcykling og strikning. Sportsaktiviteterne er selvfølgelig sammen med en ledsager.
Rita har lært ikke at tænke på, hvad der kunne have været, men på, hvad hun rent faktisk kan gøre.
I stedet for at være deprimeret over, at hun ikke kan se, er hun taknemmelig for, at hun kunne se i 43 år.
I dag hjælper Rita andre på samme måde. I flere år har hun arbejdet som frivillig rehabiliteringskontakt gennem Norges Blindeforbund.
Hun ønsker at give andre, der bogstaveligt talt pludselig befinder sig i totalt mørke, det, som Magne gav hende.
Er blevet rollemodel
En af dem, hun hjælper, er 69-årige Gretha Olsen, som også er fra Arendal. På grund af sygdom begyndte hun at miste synet for fem år siden og ser nu kun én procent.
”Rita kom hjem til mig første gang i 2019. På det tidspunkt var jeg psykisk helt nede i kulkælderen. Hun fortalte mig sin historie, forklarede mig om hjælpemidler og rettigheder og startede et rehabiliteringsprogram for mig,” siger Gretha og fortsætter:
”Det var meget på én gang, men jeg tænkte, at når Rita havde gjort det, så kunne jeg også gøre det. Hun er mit forbillede.”
”Mit mål som rehabiliteringskontakt er i det mindste at efterlade et håb. Jeg kan huske, at du, Gretha, var meget negativ over for mange ting i begyndelsen. Det genkendte jeg og kunne derfor tale et sprog, du forstod. Al ære til alle de professionelle, vi har brug for omkring os, men ingen kan læse sig til at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på nogen, når de pludselig mister synet. Man er nødt til at have oplevet det selv," siger Rita.
Gretha fortæller, hvordan hun råbte op om, at hun hverken ville være med til at spinne, at stå på ski eller at strikke.
I dag er både spinning og strikning ofte på hendes program.
”Den trøje, jeg har på i dag, har jeg selv strikket. Takket være Rita kunne jeg fortsætte med at strikke. Det er en fornøjelse, som jeg troede, jeg måtte opgive," siger Gretha.
”Rita fik mig også til at stå på ski for første gang i 30 år, og når man pludselig er blind, siger det sig selv, at det var en stor udfordring. Men det virker. Nu deltager jeg også i Ridderrennet. Jeg har ikke haft mod på at prøve slalom endnu, men jeg styrketræner med Rita og andre blinde hver uge. Mødet med Rita har simpelthen givet mig et nyt liv," tilføjer hun.
Meningsløst bliver meningsfuldt
Rita deltager hvert år i kurser arrangeret af Norges Blindeforbund for at lære, hvordan man bliver den bedst mulige rehabiliterings- og støtteperson.
Hun mener, at det er vigtigt at opbygge tillid og troværdighed på et tidligt tidspunkt.
”Som blind bliver man meget skarp til at være skeptisk. Jeg kan høre, hvor de mennesker, jeg skal hjælpe, er i programmet, og ved derfor, hvad jeg skal sige eller ikke sige – og hvornår.
”Det er fx meget dumt at sige: "Det skal nok blive godt." I stedet siger jeg: "Ja, det føles håbløst nu, men jeg ved, at det nok skal blive godt. Det vil tage tid, og du kan ikke undgå at skulle kæmpe en masse kampe selv. Der er ingen genvej. Men der er en vej," forklarer Rita.
Som frivillig underviser hun også andre i at bruge deres mobiltelefoner. iPhonen er måske hendes vigtigste redskab i hverdagen, ud over skærmlæseren på hendes pc og digitale læsebriller.
"Jeg kan bruge telefonen som en seende, men det kræver, at jeg lærer at bruge den. Jeg kan swipe og bruge netbank, jeg kan google og tage billeder med en app, der fortolker billedet, samt håndtere e-mails," siger Rita, som også er næstformand i sin amtsafdeling af Norges Blindeforbund og sidder i den nationale bestyrelse.
Derudover har hun arbejdet som frivillig i Tryg Trafik med unge mennesker i 11 år.
”At have disse frivillige roller betyder, at jeg har formået at gøre noget meningsløst til noget meningsfuldt," siger hun alvorligt.
Mine børnebørn er mine øjne
Uden de frivillige i Norges Blindeforbund ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Men vigtigst af alt er min mand Arnt, som altid har været trofast og hjælpsom i alt. Jeg ville heller aldrig have klaret mig uden mine børn, børnebørn og venner. Udover at støtte mig og være i mit liv, er de også mine øjne," siger Rita taknemmeligt.
Selv om hun ikke kan se, har Rita været med til alle skoleafslutninger, Lucia-optog og fritidsaktiviteter, som hendes børnebørn har været med i.
”Det er noget vrøvl bare at sidde derhjemme. Jeg får en masse information gennem mine andre sanser, som er blevet meget skarpe. Og så stiller jeg spørgsmål. Jeg rører ofte ved mine børnebørn for at mærke, hvordan de ser ud. De er vant til det og synes, det er fint. De har aldrig set mig, som jeg var i mit tidligere liv.
Stian har fx været min personlige IT-afdeling, siden han var 11 år gammel. Sofie, Oline og Lilliane, min datter og svigerdatter, hjælper mig med at sammensætte outfits. Jeg er stadig meget forfængelig og køber ofte tøj. Det er vigtigt for mig at være velklædt for at føle mig godt tilpas. Men jeg har opgivet makeup," siger Rita og griner.
At blive blind har lært hende at sætte pris på at være der, hvor hun er, når hun er der. Før så hun altid frem til det næste mål og det næste ...
”Jeg føler, at jeg lever mere i nuet nu, og jeg har et godt liv med en god livskvalitet på trods af ulykken. Jeg havde bare brug for at få håb fra én, der virkelig vidste, hvad han talte om, og lære at tænke anderledes. Ikke at tænke på, hvad der kunne have været, men på, hvad jeg kan gøre. Det har reddet mit liv," siger Rita.
