Sascha lider af ekstrem lydfølsomhed: ”Støj føles som edderkopper, der kravler på min hud“

Lyden af frost. Lyden af en klikkende kuglepen. Lyden af et ældre familiemedlem, der sutter på sine tænder. Lyden af høj musik fra en nabolejlighed. Lyden af datteren og kæresten, der tygger deres mad. For Sascha er det alt sammen helt uudholdeligt, og er det de særligt dårlige dage, kan hun direkte føle trang til at slå på den, der forårsager støjen.

– Jeg er altså ikke noget voldeligt menneske, og jeg har aldrig slået nogen, men jeg har den form for ekstrem lydfølsomhed, det kaldes misofoni. Høje lyde sætter mit system i alarmberedskab og udløser et urinstinkt, der hedder kæmp eller flygt.

Det er kæmp-delen, der giver mig trangen til at trykke ansigtet ind på min kæreste, når han spiser for højlydt. Eller skubbe en kebabgnaskende medpassager ind under toget på Hovedbanegården. Jeg vælger heldigvis den anden mulighed, der hedder flygt, og det gør jeg med store høretele-foner, som jeg altid har med mig, når jeg går ud, eller som er lige ved hånden, når jeg er hjemme, siger Sascha.

Den ekstra lydfølsomhed har været der, så længe hun kan huske. 

– Jeg har en tidlig erindring om, hvor forfærdeligt det var at spise sammen med mine mindre søskende, der smaskede og slog med bestikket ned i tallerkenerne. Sådan gør små børn jo, men jeg kunne ikke holde det ud. Og heller ikke deres øvrige larm, så jeg var meget på mit værelse, hvor jeg kunne være alene.

- I dag hvor jeg har et voksenansvar for min familie, kan jeg ikke søge aleneheden på samme måde, men larm går mig stadig helt vildt på, så jeg må ofte spise aftensmad med hørebøffer på og en lydbog, når jeg sidder ved bordet sammen med min kæreste og børnene.

Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det er utrolig vigtigt, at folk forstår, at det her ikke er en fiks idé. Det er en fejlkodning i min hjerne, og jeg kan ikke bare tage mig sammen. Støj føles som edderkopper, der kravler på min hud, siger Sascha. 

Frost er det værste

Lydfølsomhed er et lidt forsømt område i forhold til forskning, og der er flere faktorer, som ikke kan forklares. For eksempel hvorfor det ikke nødvendigvis er de høje og potentielt farlige lyde, der tricker.

– Jeg har egentlig ingen problemer med for eksempel trafikstøj, mens lyden af frost er den værste i verden. Altså den der knitren, der følger med, hvis man skal tage en pose ærter ud af fryseren. Jeg gør det forsigtigt og med ørerne blokerede, men stadig med dyb væmmelse.

Og hvis jeg uheldigvis cykler eller går forbi én, der skraber frost af bilruder, får jeg direkte hjertebanken og kvalme. Popcorn i biografen er også forfærdeligt. Eller raslen med slikposer. Allerede inden jeg går ind i salen, tager jeg ørepropper i, så jeg kun kan høre den høje lyd fra filmen, som mærkeligt nok ikke generer mig, siger Sascha.

Som årene er gået, har hun i nogen grad vænnet sig til, at der skal tages særlige forholdsregler for at holde lydfølsomheden nede, men det løser ikke alle udfordringer.

– Det er ikke godt for hverken familieliv eller parforhold, at jeg kan tænde af over et fjernsyn, der er skruet for højt op. Eller at en ske slår klink, klink, klink ned i skålen, når der spises yoghurt. Med min datter er det en tiltagende irritation.

Jeg kunne bære over med hendes lyde, til hun var cirka tre år, men nu kommer følelsen: Hun larmer med vilje, og hun kunne godt lade være, hvis hun ville. Til sammenligning bliver jeg ikke sur på mine to hunde, når de smasker, for de ved jo ikke bedre. Det er irrationelle og forkerte tanker, men jeg er ikke herre over dem og må bare kæmpe med at opføre mig normalt, kærligt og ansvarsfuldt.

Bliver Saschas lydfølsomhed bare en my værre, end den er, har hun besluttet at søge behandling.

– Når jeg ikke har gjort det endnu, er det, fordi der ikke er nogen nem løsning. Jeg har ikke en konkret sygdom, men er fejlkodet i min hjerne, og det kommer til at kræve et længere forløb hos en psykolog, hvis den skal omprogrammeres.

Et forløb, der koster både penge, tid og overskud, men måske er det nødvendigt. Jeg kan i hvert fald mærke, at det ikke er en svaghed, jeg vokser fra med alderen. Tværtimod bliver det værre, og var det ikke for de cirka 2.000 lydbøger, jeg har hørt de sidste par år, tror jeg, jeg ville have været i overhængende fare for at udvikle stress og angst. Så galt er det ikke gået, men det er altså ingen fest at få kvalme af frost – eller voldstanker ved middagsbordet, siger Sascha. 

Sascha Faber har oprettet gruppen Misofoni på Facebook.