Sense kost

Sense kost: Slank med fornuft - sådan gør du

Succeskuren Sense er kendetegnet ved at være superenkel og let at følge. Her får du de vigtigste principper i Sense kosten, så du er rustet til at komme i gang.

Slankekure rimer ofte på restriktioner, kalorietabeller og en køkkenvægt som fast følgesvend til at veje dine måltider. Sådan er det ikke med Sense. Her er der ikke strenge regler for hvilke madvarer, du må spise, og mængden af mad, du indtager, måler du med dine hænder.

Kuren er nemlig lavet med det mål, at principperne skal være så enkle, at du ikke mister modet og falder tilbage i dine gamle vaner. Med Sense bliver du din egen kostvejleder, fordi du selv skal sammensætte dine måltider ud fra modellen med at måle efter håndfulde og spiseskefulde.

Du skal helst undgå mellemmåltider, og i stedet holde dig fast til tre hovedmåltider om dagen. Sammensætter du de måltider korrekt, vil du med tiden til gengæld føle dig så mæt og tilfredsstillet, at du ikke har brug for mellemmåltider.

Principperne bag

Du skal prioritere grøntsager og protein fra for eksempel kød, fisk og æg, men skære ned på sukkerholdige fødevarer. Derefter skal du forestille dig, at du har tre spisekasser dagligt, der hver svarer til et måltid.

Til hvert måltid skal du ramme en mængde, der giver en sund fordeling, en god mæthed og et stabilt blodsukker. Når du laver din portion, bruger du dine hænder som mål. Hver spisekasse svarer til tre til fire håndfulde mad og en til tre spiseskeer fedt. Den eneste regel er, at der i to ud af tre kasser skal være grøntsager, fedt og protein, som skal kunne mætte i fem til seks timer.

Derudover kan du selv støbe din kost sammen. Se mere om spisekassemodellen i boksen ”Sådan gør du” herunder.

Sådan gør du

I Sense kaldes måltiderne for spisekasser. Hver spisekasse repræsenterer ét måltid, så du kan altså spise tre mættende måltider hver dag. Sense virker, så længe du på en hel dag ikke spiser mere, end der kan være i tre spisekasser.

Sådan fordeler du maden til måltiderne

Hver spisekasse består af tre til fire håndfulde mad samt fedtstof. Du måler blot maden efter, hvad du selv kan have i en håndfuld. Hertil kommer en række valgfri elementer.

Håndfuld 1 (+2): Grøntsager

Lette og grove grøntsager som salat, agurk, kål og rodfrugter. Kan du nøjes med én håndfuld, så gør det, er du mere sulten, så spis to. Frugt må gerne være en del af din håndfuld nummer to.

Håndfuld 3: Protein

Kød, fjerkræ, fisk, skaldyr, æg, mager ost og bælgfrugter.

Håndfuld 4: Stivelse og/eller frugt

Alle former for brød, pasta, ris og kartofler. Gå gerne efter fuldkornsprodukterne. Frugt er både friske og tørrede varianter.

Fedtstof:

Du skal spise fedtstof til hvert måltid. En til tre spiseskefulde som for eksempel olie, smør, fløde og mayonnaise, nødder, kerner, frø og oliven. Du kan også spise fed ost og mørk chokolade.

Valgfrit:

Mælkedressing: En til to spiseskefulde per måltid af for eksempel fraiche. Skal være under 9 %.

Mælkeprodukt:

Op til tre deciliter om dagen af for eksempel A38, yoghurt, skyr og mælk.

Tre hovedmåltider

De 14 første dage af kuren, skal du helst følge spisekasse - modellen til punkt og prikke. Herefter kan du begynde at tage mad fra en spisekasse og putte over i en anden.

Du bruger spisekasserne til at fordele energien hen over dagen, men det kan være praktisk at flytte noget fra en spisekasse til en anden, hvis du for eksempel skal ud at spise om aftenen. På samme måde kan du tage lidt fra en spisekasse og bruge som et mellemmåltid, hvis du får en krise om eftermiddagen.

Små justeringer

Herunder får du opskrifter, der er tilpasset principperne bag Sense. De får dig hurtigt og nemt i gang med dine nye kostvaner. Når du har fået principperne på rygraden, kan du sagtens springe ud i at bruge dine egne yndlingsopskrifter, så længe du justerer dem.

Der er ikke noget, der hedder forbudt, når du spiser efter Sense, men i store træk skal du huske at prioritere grøntsager og protein og skære ned på sukkerholdige fødevarer, som du i stedet kan nyde i mindre mængder ved særlige lejligheder. Slå dog ikke dig selv oveni hovedet, hvis du ikke synes, det går helt som planlagt. Sig pyt og gå tilbage til principperne, næste gang du skal spise.