Sine Schlüter: "Hvis jeg ikke gjorde, som de sagde, ville jeg dø fra mine børn"

Når man som journalist møder en kilde mange gange over en længere periode, kan interviewet udvikle sig til en slags samtale. Især når emnet berører noget af det mest skrøbelige: Angsten for at dø fra ens børn.

Det var Sine Valbjørn Schlüters virkelighed i januar 2020, da hun sad overfor lægerne på Rigshospitalet, og de fortalte hende, at den knytnæve-store klump i hendes bryst, som alle troede var størknet ammemælk, i virkeligheden var en kræftknude.

Faktisk fem knuder i alt, hvoraf den største var over 10 cm. Sines kræft var af en slags, der vokser med eksplosiv hast. På få måneder. Uden hun opdagede den. Og den var genetisk. Hun fandt ud af, at hun har et særligt BRCA-gen, som gør, at kræften med sikkerhed vil vende tilbage, hvis hun ikke fjernede sine bryster og sit underliv.

Hvis hun overlevede.

I løbet af hele 2020 lod Sine ALT.dk følge hende i serien ’Dagbog fra en kræftsyg’, imens hun var i gang med kræftforløbet. Mellem hvert interview vidste ingen af os, hvordan status ville være næste gang. Én ud af fire dør af den type kræft, som havde ramt Sine.

I alle seriens fem kapitler var aftalen, at hun ærligt satte ord på, hvordan tankerne strømmede rundt i hovedet. Hvordan kroppen ændrede sig. Dødsangsten kom. Og livet fortsatte, når hendes to små børn smilede til deres mor med den skaldede isse og så hende som en anden ”G.I. Jane”.

De to børn, som hun ikke vidste, om hun ville kunne holde i hånden, når 2020 var overstået? Den yngste var tre måneder, da hun opdagede knuden, den ældste var to år og fyldte tre undervejs.

Men hvornår ”slutter” den type kræftforløb, som Sine gik igennem?

Hun fik succesfuld kemoterapi- og strålebehandling, har fået bortopereret æggestokke og æggeledere, og i sommeren 2021 skulle brysterne fjernes og kunstigt genskabes.

Billede 1 er fra Sines første besøg på Riget, hvor hun får diagnosen. Hendes mindste søn er få måneder gammel på det tidspunkt. Billede 2 er taget få måneder efter. (Foto: Privat/Susanne Baden Jensen)

”Jeg tror sådan set, at jeg hele tiden har set det som værende ”ikke færdigt”, det forløb, som vi to havde sat i gang. Men hvornår er så afslutningen? Det er smaddersvært. Ved nytår gik jeg fra at være sygemeldt til at arbejde igen. Og så var jeg så alligevel ikke færdig, fordi jeg blev opereret igen i maj,” siger hun til mig, da vi har sat os ved spisebordet i familiens store køkkenalrum.

Præcis som vi gjorde flere gange i 2020, når jeg interviewede hende undervejs i forløbet. Dengang gik hun fra at have langt, meget mørkebrunt hår til at miste det hele. Nu er håret vokset tilbage til en fin korthårsfrisure.

”I januar var jeg også igennem to kræftpakker oveni jobstart. Jeg havde igen mærket en knude i brystet og var i tvivl om, hvad det var,” fortæller hun som noget af det første.

Hvad skete der?

”Lige inden jul mærker jeg en knude. På det tidspunkt har jeg stadig mine egne bryster, og jeg tænkte: Er der noget her? Det kom snigende. Jeg var færdig med stråler i september, blev opereret i underlivet i oktober, og nu var jeg så rask og skulle tilbage på arbejde. Der er jo en chance for tilbagefald i min situation, men det regnede jeg ikke med. Og så lige pludselig er der noget hårdt i mit bryst. Det var i helligdagene i julen, så vi kunne ikke ringe til nogen. Det var totalt history repeating itself, og jeg gik hele julen og var bekymret,” forklarer hun og leder tankerne tilbage på kapitel 1 i dagbogen.

Sine var 35 år, da hun blev syg med kræft. Hun arbejdede på det tidspunkt som souschef i et ministerium, men var på barsel. I januar mærkede hun en ny knude. (Foto: Susanne Baden Jensen)

”Samme dag, jeg starter arbejde, ringer jeg i en pause til Rigshospitalet. Jeg sidder på hjemmekontoret og får en introduktion til min chef og mine medarbejdere. Lige da det er slut, ringer jeg til onkologisk afdeling og fortæller, at jeg har mærket noget i mit bryst, og jeg har brug for en tid. Jeg begynder at græde.”

Kvinden i telefon tager Sine meget seriøst og indkalder hende allerede til en lægekonsultation dagen efter.

”Den første, jeg møder, er min superdygtige sygeplejerske, Marit, der har fulgt mig siden det allerførste besøg i januar året før. Hun siger med det samme: ”Puha, det er da træls at se dig her, men der er sikkert ikke noget, nu skal vi have lægen til at kigge på det.” Det var bare så dejligt, at det var kvinden, som holdt hånden under mig i hele mit forløb, som jeg mødte igen. Det var sygeplejerskerne på onkologisk ambulatorium, som gjorde hele forskellen i det her forløb,” understreger Sine.

Sine kommer med det samme i et ’kræftpakke’-forløb, hvor knuden undersøges. Da de første undersøgelser ikke kan give svar, kommer hun i et nyt forløb. Samtidig bruger hun al sin energi på jobbet, hvor hun er skiftet fra sit gamle arbejde som souschef i et departement til et nyt chefjob i en styrelse.

Svaret modtager hun sidst i januar, og der er heldigvis ikke noget. Men forløbet bliver herefter afløst af den store operation, hvor hendes bryster skal fjernes.

Et indgreb i den helt store skala. Både i forhold til længde, og hvordan man som patient har det bagefter. 

Operationen kom i maj. 

Sine under indlæggelsen på Rigshospitalet. (Foto: Privat)

I Sines tilfælde skulle en brystkirurg først "udhule" begge bryster. Derefter tog tre plastikkirurger over og på godt ni timer genskabte de to nye, kunstige bryster af plastik, muskler fra en ko og muskler fra Sines ryg.

Lægerne havde anbefalet hende at bevare hendes naturlige brystvorter, som dog begge nu er følelsesløse.

”Begge mine bryster er i dag lidt ligesom at røre ved den her kop… Der er ikke noget følelse,” siger hun og løfter koppen med te, som hun drikker, mens vi sidder ved spisebordet.

Hun blev opereret på en mandag og kom hjem samme fredag, mens hun stadig havde et dræn i kroppen. Det skulle hun tilbage og have fjernet den efterfølgende mandag. Der er andre, der er indlagt meget længere tid, end hun var.

Poserne med blod, der hænger fra Sines krop, er dræn. De fyldes med blod efter operationen. Den sidste pose fik hun fjernet, efter hun var blevet udskrevet. (Foto: Privat)

”Det ville jeg nok også have haft godt af, for det var ret hårdt at komme hjem. Jeg havde det MEGET dårligt, og vi har små børn, der ikke forstod noget. Og drænet var helt forfærdeligt," siger Sine og fortsætter:

"Jeg kunne end ikke sidde stille uden at det gjorde ondt. Jeg måtte heller ikke løfte mine arme i de første tre uger.”

Netop tiden efter den operation påvirkede forholdet til de to små sønner, som måtte genoprettes. Det vender vi tilbage til. For i det hele taget har halvandet år med et kræftforløb sat sine spor.

Hvad har været det sværeste for dig undervejs i dit kræftforløb?

”Overordnet var det svært for mig, at nogen eller noget personificeret i sygehuset tog styringen på mit liv. Det føltes - og føles stadigvæk - som et ekstremt overgreb. Jeg er godt klar over, at de gjorde det, fordi jeg ellers ville være død af kræft.

Men når lægen sagde: Nu stikker vi dig tyve gange med en nål, nu skal du have kontrastvæske ind i kroppen, nu skal du spise den her pille. Så sagde jeg bare: Okay.” 

Hvorfor var det det sværest?

”Fordi jeg ikke havde lyst til, at noget skulle overtage styringen. Men hvis jeg ikke bare gjorde, som de sagde, ville jeg dø fra mine børn, og det var den største frygt, jeg bar rundt på. Så jeg havde kun ét valg, og det er ikke fedt. Min eneste valg var at gøre, som de sagde. Og det gjorde jeg så.”

Du snakkede om følelsen af, at din krop havde forrådt dig. Hvordan går det med at slutte fred med den?

”Årh, det er megasvært. Nu har jeg fået de her bryster, som ser fine ud, men de er lavet af plastik og rygmuskler fra en ko og er følelsesløse. På den måde har jeg ikke "sluttet fred" med dem, men i det mindste er de ikke ude på at slå mig ihjel.

Så det er et svært spørgsmål, for jeg har ikke sluttet fred med min krop. Jeg stoler ikke på, at den ikke slår mig ihjel alligevel. Ikke at jeg går rundt og er dødsangst eller påvirket af angsten for at få tilbagefald, men det er jeg alligevel. Lidt.

Jeg havde fået et mærke på min fod, og Kasper var rimelig overbevist om, at det var et gnavesår. Men i situationen var jeg sikker på, at det var hudkræft. Det ville jeg aldrig have tænkt for to år siden. Eller hvis mine børn pludselig har ondt i maven, slår tanken mig: Måske er det megaalvorligt? Ok, nej, det er fordi, de har spist for mange rosiner i børnehaven. Kræften er blevet nærværende, men den er ikke hæmmende for mig. Det er mere en tilstedeværende faktor, jeg på en eller anden måde får jongleret udenom.”

Hvor mange fortalte du, at du havde fundet en knude dér i december og januar?

”Kasper, tror jeg... Det var ikke noget, jeg delte med nogen.”

Hvorfor?

”To refleksioner. Men så var det måske blevet ”virkeligt”, hvis jeg havde sagt det højt. Havde du spurgt mig dengang, ville jeg have sagt, at det er fordi, jeg ikke vil bekymre nogen. Men efterrationaliserer jeg, er det mere det første med, at det ville blive meget virkeligt.”

Når jeg spørger, hvad der var det sværeste, og du siger: Kontroltab – fordi det allersværeste er, hvis jeg skal dø fra mine børn. Kan du sætte nogle ord på de tanker?

”Ja, det er ret interessant. Det er jo stadigvæk den største frygt, at jeg ikke skal få lov at se mine børn vokse op. Jeg er nok nået dertil nu, hvor jeg tænker, at selvfølgelig får jeg lov til det. Fordi jeg har responderet så godt på behandlingen.”

Hun tager en tår af sin te. Holder en lang pause. Så fortsætter hun.

”Men jeg kan godt blive ramt. Elias er tre år, men bliver fire om lidt, og han kan godt nogle gange sige: "Mor, jeg vil altid have dig, og du må aldrig dø." Han ved jo ikke, hvad han siger, og det har intet at gøre med, at jeg har haft kræft – det er bare noget, børn siger i den alder. Men det rammer lige ind…

Jeg havde en drøftelse med en veninde, fordi hun hørte mig svare: "Vi skal have hinanden altid, og jeg skal aldrig dø". Hun sagde, at hun var meget ærlig overfor sine børn omkring, at man skal dø, når man bliver meget gammel – og der er jeg nok ikke klar til at være så ærlig... Jeg kan ikke have en snak med Elias om, at nogen skal dø på et eller andet tidspunkt, fordi det har været så tæt på, at jeg måske skulle have været død. Så jeg har behov for bare at sige, at nej, selvfølgelig dør vi ikke, vi lever for evigt. På et tidspunkt finder han jo ud af, at det ikke er sådan, men han overlever nok, at jeg har misledt ham i en periode.”

Her kredser vi om et emne, vi har berørt flere gange under udarbejdelsen af dagbogsserien.

I en alder af 35 år gik Sine ind til en læge, satte sig ved et bord og fik en besked, som hun forinden aldrig havde skænket en tanke. Fra den ene dag til den anden skulle hun forholde sig til, at hendes livs timeglas måske ikke havde flere sandkorn. At bogen med hendes fortælling snart kunne løbe tør for sider.

Var hun blevet syg blot fem år tidligere, var det mest sandsynligt, at lægerne kun kunne have tilbudt hende livsforlængende behandling. Nu tilbød de behandling, men lagde ikke skjul på de lave odds.

"Mor kærlighed" kaldte Sine dette billede undervejs i behandlingen. (Foto: Privat)

Når Sine stillede det mest essentielle spørgsmål af alle til lægerne, kunne hun ikke få svar. Selv i dag - på den anden side af hendes vellykkede behandlingsforløb – sidder det stadig i hende.

”Jeg tænker nogle gange over, at når jeg spurgte lægerne, om jeg dør af det her? Så svarede de: ”Det ved vi ikke.” Hvad nu, hvis de bare havde sagt: ”Nej, du skal ikke dø af det her”? Der er nok noget etisk med, at de ikke må lyve for patienter, men det kunne jo være, at min dødsangst så havde været mindre,” lyder det i dag fra den anden side af spisebordet.

Men nogle af dine angstfølelser kom vel også fra at google og læse om sygdommen og om andre kvinder, der døde af det? For du researchede dig jo selv til al viden. Jeg kan huske, at jeg sad her med dig, og du havde researchet ALLE statistikker.

”Ja, især at læse om dét med kategoriseringen af kræftknuder. Hvis den er over to cm, er det ”en stor knude”. Ok, men min var 10 cm... Hvor passede den ind? Ingen steder. Men onkologen var vildt god. Han sagde på et tidspunkt, at det, jeg skulle huske med statistikker, var, at de er baserede på gamle tal. At for fem til 10 år siden var jeg blevet henvist til det livsforlængende team, og det var DE patienter, jeg fandt i statistikkerne. Det er jo ikke dem, der kommer ind nu på hans behandlingskontor med de nye behandlingsmuligheder.

Hvis du kunne gå tilbage og sige noget til Sine, som lige har fået diagnosen, hvad ville du så sige til dig selv?

”Jeg tror, at jeg ville sige: ”Bare rolig, du dør ikke.” Fordi det kunne ... nu bliver jeg sådan helt.”

Hun trækker vejret dybt et par gange for at få styr på stemmen, der er tydeligt berørt, mens hun gør sig klar til at sige næste sætning.

”Jeg ville sige: Ja, det bliver smadderhårdt, men du dør ikke.”

Lang pause.

”Altså hvis lægerne bare havde sagt dét, og hvis jeg så var død alligevel, havde jeg jo ikke sagsøgt dem for, at de havde sagt forkert. Altså cirka en ud af fire med mit udgangspunkt dør, men de dør jo alligevel, uanset om man sidder og snakker om det eller ej.”

… og det betyder?

”Det betyder helt vildt meget inde i hovedet. Som patient vil ens fokus bare være på de 25 procent. Det var jo ikke fordi, de ikke fortalte mig, at 75 procent så overlever.”

Jeg kan huske, du har fortalt mig, at du spurgte lægerne om, hvad sandsynligheden var for, at du ville dø af det – og de svarede: ”Det snakker vi ikke om, vi snakker om, hvordan du kan overleve!” Kan du huske det?

”Ja, det var på det allerførste møde 10. januar 2020. Der sagde hun (lægen, red): Det skal vi ikke tale om.”

Så spørgsmålet er måske også, om det kan trænge ind?

”Ja, og det er ikke sikkert, at det kan det. Og der er stadigvæk 25 procent, der dør. Så det er også at stikke folk blår i øjnene at lade som om, at alle overlever.”

Men jeg synes, at det er enormt menneskeligt, at hvis du kunne gå tilbage og sige noget til dig selv, så ville du give dig selv svaret på det ENESTE, du ikke kunne få svar på dengang: Overlever jeg det her?

”Præcis. Der er en kæmpe forskel på, om jeg skal vie halvandet år af mit liv til at blive helbredt for kræft, eller skal jeg kæmpe for mit liv, og så dør jeg alligevel og skal tage afsked med mine børn … Det fyldte megameget for mig.”

Hvilke tanker gør du dig i forhold til, hvordan har det her har påvirket dine børn?

”Det fylder virkelig meget. Både om jeg har givet dem genet? Det kan jeg ikke vide. I Danmark må man ikke tjekke dem, før de bliver 18 år, og det ville også kun være for min visheds skyld, så det giver fin mening ikke at gøre. Det skal de selv vælge. Så den har jeg parkeret og sagt, at det finder jeg ud af, når de bliver voksne.

Så er der et andet spor: Hvordan har min sygdom, mit manglende overskud, at deres mor har ligget derinde på gæstesengen i legeværelset med kemobivirkninger, påvirket dem? Jeg tror, vi er heldige på den måde, at vores børn er så små, at de ikke har fået dødsangsten ind, som jeg tror, at lidt større børn kan. En 5-årig ved godt, man kan dø. Du kan ikke lyve for en 5-årig, når mor har mistet håret og sige, at det ikke er alvorligt.”

Sines søn, Elias, var to år, da hun blev syg. (Foto: Privat)

I lavede jo en leg ud af det med netop håret, husker jeg.

”Ja, og jeg tror, at Elias på knap fire år i dag tror, at det er helt normalt, at man en gang imellem klipper sit hår af og bliver skaldet. Hans far er også skaldet.

Vi har også et billede stående i vindueskarmen, hvor vi begge to er skaldede. Vi har ikke gemt den tid væk. Men for Elias repræsenterer det ikke sygdom, og Magnus var baby."

Billedet i vindueskarmen af Sine og Kasper, begge uden hår på hovedet. (Foto: Susanne Baden Jensen)

"Til gengæld tror jeg, at de oplevede perioden efter operationen i maj som, at jeg pludselig var en meget dårlig forælder," siger Sine og fortsætter selv:

"Fordi jeg ikke kunne bære dem, jeg kunne ikke gå, jeg kunne ingenting. Da vi tog på en måneds ferie i Spanien i sommer, var det også tydeligt, at de var meget tættere på Kasper, end de var på mig. Det var jo også derfor, at vi tog afsted. Det var for, at jeg kunne komme tæt på dem igen.”

Fortæl om ferien. Du blev opereret i maj, og så tog I på ferie i juli?

”Ja, vi har generelt altid rejst virkelig meget. Både før og efter vi fik børn. Vi havde sparret op til en jordomrejse sidste år, inden jeg blev syg. Det skulle vi så ikke. Men derfor havde vi muligheden for at tage en måned, hvor vi lejede os ind på seks forskellige all inclusive strand resorts i Spanien med vandrutsjebaner, store pools, is og børn. Det var vigtigt, at alt blev på børnenes præmisser.

I starten kunne jeg ikke bære dem, men det kom mere og mere i løbet af ferien. Jeg blev mere ligeværdig og kom tæt på dem igen. Jeg tror, at de følte sig afvist af mig efter operationen i maj. Først var jeg væk i fem dage, og da jeg kom hjem, sad jeg bare og havde ondt i mange uger. Jeg startede også for hurtigt på arbejde. Det var ikke mit arbejde, der pressede mig. Tværtimod foreslog de, at jeg startede på deltid. Jeg pressede mig selv for hurtigt i gang. Så i juni måned blev al den energi, jeg overhovedet havde, brugt på arbejdet.

Det gjorde så også - i retrospekt – at jeg i hele min jagt med at få kontrollen over mit eget liv glemte, at det vigtigste faktisk er, hvordan børnene har det."

Sine med sine sønner under ferien i sommer. (Foto: Privat)

"Derfor havde vi behov for, at al min energi skulle bruges på drengene. Og nu er vi heldigvis tilbage på noget mere jævnbyrdigt, hvor både Kasper og jeg har en enorm stor rolle i deres liv og hverdag," siger hun og tilføjer:

"Vi lavede vores egen lille "boble". Som jo også på en eller anden måde bragte Kasper og jeg tættere på hinanden...”

Hvad har været det bedste i det her i forhold til parforholdet?

”Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde skal sige, at der er noget, der er "godt" ved at få kræft. Men jeg har den holdning, at kunne vi klare det her, og vi stadigvæk godt kan lide hinanden og gerne vil giftes, så kan jeg simpelthen ikke se, hvad der skal slå os ud?

Altså to børn på under to år, samtidig med en ret alvorlig kræftsygdom – og at en pandemi invaderer verden og sender os i nedlukning. Jeg kan ikke lige se, hvad der skal toppe det? Så det "bedste" er vel, at det kan kun blive bedre.

Jeg ville hellere have været det foruden på alle måder, men det har ikke ødelagt noget i parforholdet, og på en eller anden måde har det givet den tryghed, at vi nok skal klare den.”

Og hvad har været det sværeste i parforholdet?

”At et kræftforløb for den syge parts vedkommende simpelthen fjerner behovet for intimitet. Det er på alle planer. Der er hele tiden nogen, der rører ved én, og man skal have tøjet af på hospitalet. Kroppen er bare noget, andre har styr på.

Men et parforhold er jo mere end, at man bor sammen og ser fjernsyn om aftenen, så det er en proces, man skal arbejde sammen om at komme igennem og genskabe, og det er svært for mange, tror jeg. Det har jeg i hvert fald kunnet mærke på andre yngre kræftramte, jeg har mødt.”

Du sagde sætningen: ”Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil sige noget godt om kræft”, kan du uddybe den?

”Det kommer sig af, at jeg kan huske, at jeg i min "google-fase" faldt over folk, der ytrede ting som: ”Det bedste i livet var, da jeg blev ramt af kræft, og så fik jeg en åbenbaring om, at jeg skulle noget helt andet, og nu er jeg et lykkeligere menneske.” Fuck jer. Kræft er lort. Jeg gider ikke at have kræft. Hverken dengang eller nu. Og jeg kommer aldrig til at være der, hvor jeg skal retfærdiggøre livsomvæltende beslutninger med, at så fik jeg kræft, og derfor flyttede jeg eller et eller andet.

Det er helt fair, hvis andre gør det og kan finde dén mening med det. Det kan jeg ikke. Jeg synes, at kræft sucks, og jeg ville hellere have været det foruden. Men når jeg nu har det, skal jeg selvfølgelig tage de ting med, der kan ses som gode ting.

Du kommer dog aldrig til at få mig derhen, hvor jeg kommer til at sige, at "jeg er glad for, at jeg fik kræft, fordi jeg fik et andet syn på livet." Hvis jeg skulle vælge, ville jeg hellere værdsætte livet lidt mindre og ikke have haft kræft.”

Målet med vores forløb og artikelserien ’Dagbog fra en kræftsyg’ har været at fortælle om kræft her og nu, fordi man hurtigt kommer til at efterrationalisere, og dermed måske glemme, hvad man i situationen følte...

”… ja, jeg kan jo ikke huske nu, hvad jeg har tænkt i de forskellige perioder.”

Er du glad for, at du har erindringer nedfældet om, hvordan det var undervejs i dit cancerforløb?

”Ja, det er jeg. Ikke fordi jeg tror, at jeg kommer til at bruge det, men fordi jeg selv manglede det. Jeg håber, at andre kan bruge det, og det er også de tilbagemeldinger, jeg får: At nogle har fundet min blog eller dine artikler, og at de faktisk har fundet en samhørighed med nogen i en lignende situation på et tidspunkt i deres liv, hvor de har følt sig superalene.

Derfor er jeg glad for, at jeg har stillet mig frem og gjort det muligt.”

Hvad er det, vi andre skal forstå om den ensomhed, man som kræftsyg kan føle?

”Det er jo ikke fordi, der er 10 i min omgangskreds, der har haft kræft. Det er oftest ældre mennesker. Jeg havde aldrig selv skænket det en tanke før det her, at jeg kunne få kræft som 35-årig, og derfor er det megaensomt at få en diagnose.

Det er lidt ligesom at få børn. Det er også meget nemmere at snakke med andre, der har fået børn. Alle i ens omgangskreds siger, de forstår én - eller at de prøver at forstå - men der er ikke nogen, der forstår, før de har været der. Heldigvis. For jeg synes jo ikke, at nogen skal derhen."

Nej, og selvfølgelig ved vi alle, at vi skal dø, men hvis vi allesammen rendte rundt og var bange for, at vi skulle gøre det i morgen, ville det også være elendige liv, vi havde…

”Præcis. Så man er nødt til at få den dødsangst parkeret et sted igen, ligesom jeg har formået at gøre.”

Har du det?

”Den er landet OK, vil jeg sige. Den er jo ikke væk. For eksempel i de første uger i Spanien tænkte jeg på døden hver dag. Tanker som: Tænk, hvis kræften havde spredt sig dengang, så ville jeg have været død nu.

Nu tænker jeg på det, når vi to sidder og snakker om det, eller hvis jeg får et sår på foden, som jeg bilder mig selv ind, er noget farligt. Det er et fint leje, tror jeg. Den kommer ikke til at gå helt væk, den har jo været dér. Jeg har stået dér og kigget ind i den.”

Og du føler dig sund og rask i dag?

”Ja, jeg føler mig sund og rask – og glad. For første gang i lang tid, når folk spørger mig, hvordan jeg har det, og jeg svarer, at jeg har det godt, så mener jeg det. Rigtigt. Der er ikke alle mulige "men..." Sådan som der var i en lang periode. Jeg har det faktisk megagodt. Ikke dermed sagt, at alt er perfekt.”

Jeg har ellers set en Hollywoodfilm, hvor det hele slutter med, at de bare har det megafedt...

”... ha ha, ja, og sådan er det jo ikke. Nu har jeg bare et helt almindeligt liv, hvor nogle dage er dårlige dage og nogle dage er gode dage. Og det er jeg godt tilfreds med.”

Sine med sin kæreste kasper og sine to sønner. (Foto: Privat)