Corona gør det svært for spiseforstyrrede som Sandra: ”Det er som om, at jeg ikke føler, at min sygdom er så vigtig”

Coronatiden er svær for os alle.

Men for mennesker med en spiseforstyrrelse giver coronakrisen mulighed for, at sygdommen tager til i styrke og får et ”større spillerum”.

Det mener Line Sidenius, direktør i Askovhus, et bo- og dagtilbud i København for mennesker med en spiseforstyrrelse.

”Flere med en spiseforstyrrelse har også en kombination med OCD. De vasker hyppigere hænder, de vil gerne undgå at købe ind og kan ikke lide at røre ved madvarer. Noget af denne negative spiseforstyrrelsesadfærd bliver pludselig legaliseret samfundsmæssigt. Lige nu får vi at vide, at man skal passe på: Uha, det er farligt at handle og røre ved madvarer. Denne legalisering kommer til at tale ind i noget uhensigtsmæssigt,” siger Line Sidenius.

Hun understreger, at denne adfærd også forstærkes af, at mange af beboerne nu sidder derhjemme alene og ikke kan få den nødvendige støtte.

”Mange føler sig låst inde - i bogstavelig forstand – med de problemer, de har, og er i et fysisk miljø, som trigger den negative adfærd. De har ikke mulighed for at begå sig i så mange positive arenaer og fællesskaber, som styrker deres adfærd væk fra spiseforstyrrelsen.”

Katastrofalt uden fællesspisning

Netop det oplever 38-årige Sandra Kumuduni Larsen.

Hun lider af anoreksi og har siden hun var 14 år kæmpet mod den stemme, der fortæller hende, at hun ikke må spise.

Hun bor i sin egen lejlighed i Askovhus og gør dagligt brug af botilbuddets fælleshus, der – indtil videre – holder åbent i dagtimerne. Her spiser hun morgenmad, mellemmåltid og frokost med få af de i alt 23 beboere.

På grund af smittefare har de droppet den fælles aftensmad. I stedet får Sandra Kumuduni Larsen og resten af beboerne leveret maden på dørmåtten.

Men det er svært for en som hende, siger hun, ikke at få støtte til at spise sit aftensmåltid.

”I denne her periode, hvor det hele handler om corona, og fokusset er på, at vi skal blive hjemme, kan jeg godt komme til at tænke, at så behøver jeg ikke at fokusere så meget på at få spist. Det er som om, at jeg ikke føler, at min spiseforstyrrelse er så vigtig. Nu er der ligesom noget andet, der er vigtigere,” siger hun.

”Men min spiseforstyrrelse er jo også alvorlig, og den er i virkeligheden lige så alvorlig, som hvis jeg blev smittet med corona.”

Derfor er det ekstra vigtigt for Sandra Kumuduni Larsen at holde fast i de rutiner, hun har, nu hvor alt andet er uvant. Blandt andet at tage til de fællesspisninger, Askovhus afholder i løbet af dagen.

Faktisk ville det være det ”katastrofalt”, hvis de ikke var der, siger hun.

”Så ville vi alle sidde i hver vores lejlighed og være tvunget til at skulle spise alle måltider alene. Det ville være rigtig svært for mig, så det er sindssyg godt, at vi har et sted, der kan hjælpe.”

Støtten er afgørende

Normalvis arbejder Askovhus med flere typer spisninger, som de kalder det. Foruden fællesspisninger i deres fælles hus, foregår der også spisninger hjemme hos de enkelte beboere.

Med hjælp fra en medarbejder trænes beboerne i at blive komfortabel med at handle, lave aftensmad og efterfølgende spise den, fortæller Line Sidenius, direktør i Askovhus.

Hun forklarer, at mange af beboerne ikke har tilladt sig selv at røre ved eller spise bestemte madvarer i flere år, blandt andet kulhydrater og fedtstof. Derfor kan det virke angstprovokerende for dem at stå alene i den proces.

”Vi støtter dem i at skulle lave og spise et måltid mad, hvor de håndterer de forskellige processer. Og vi yder den omsorg og støtte, der skal til, for at det kan gennemføres, og hjælper dem efterfølgende, så de kan regulere den angst, der kommer, når de har spist. Herved minimerer vi risikoen for, at de skader sig selv, når vi forlader dem,” fortæller Line Sidenius.

Prisen betales efter corona

Nu foregår støtten kun via telefon.

Det er bedre end ingenting, siger Line Sidenius, men det er langt fra tilstrækkeligt.

Mange af dem, der bor på Askovhus, har brug for tryghed til at kunne spise og brug for ”tilladelse”, forklarer hun. De har behov for behandlere, der siger, ”det er helt okay, du må gerne spise din mad”, eller ”du har ret til at få mad i maven”.

”For spiseforstyrrelsen siger det modsatte,” lyder det fra Line Sidenius.

”Den belønner ikke madindtag, så meget af vores arbejde handler om at give håb til, at der er et andet liv, end det spiseforstyrrelsen holder fast i.”

Derfor vurderer hun også, at behandlere og beboere på Askovhus på den anden side af corona står overfor et større ”reparationsarbejde”, nu hvor botilbuddet ikke har haft mulighed for at støtte beboerne som vanligt.

”Jeg tror, at mange kommer til at stå overfor en smertefuld oplevelse. Der kommer til at være en pris at betale efterfølgende, og det kommer til at kræve meget af målgruppen og behandlerne,” siger Line Sidenius og tilføjer:

”Lige nu mærker vi, at mange af beboerne lægger låg på deres følelser, fordi de skal klare det. Men følelserne er der, så det kommer vi til at skulle arbejde med, og det kommer til at skabe en forlængelse af spiseforstyrrelsen." 

Prøver at holde fast i sunde vaner

For 38-årige Sandra Kumuduni Larsen er det vigtigste at holde fast i at tage til fællesspisninger om dagen i Askovhus og ellers spise efter sin kostplan.

Hun ved, at det gør hende godt at få mad i kroppen. Også selvom spiseforstyrrelsen siger noget andet.

”Jeg prøver at holde fast i de ting, jeg ved er rigtige for mig. Og netop fordi jeg har været syg i så mange år, og jeg er så gammel, som jeg er, så kender jeg spiseforstyrrelsen rigtig godt. Den finder enhver undskyldning for ikke at gøre de ting, der er svære," siger hun.

"Men jeg ved udmærket, hvad den gør, og det er en klar fordel. Alligevel er det stadig virkelig svært for mig at kæmpe imod.”