Hele sit liv har Susanna følt sig anderledes – i dag ved hun pludseligt hvorfor
Susanna har altid følt sig anderledes. Men det var først, da hun blev voksen, at hun fik en diagnose, og brikkerne faldt på plads.
Denne artikel er første gang udgivet hosKlikk.no. Dette er en redigeret udgave.
”Jeg husker min barndom som dejlig og god, men også kaotisk. Fyldt med gode minder og masser af nostalgi. Men også fuld af usikkerhed, forvirring og et stort behov for kontrol,” fortæller 25-årige Susanna Aske Bredenbekk.
Det var først for to år siden, at hun fik at vide, at hun var på autismespektret. Mange af brikkerne faldt på plads på én gang.
Susanna forklarer bl.a., hvordan hun altid har brugt meget tid og mange kræfter på at analysere og forstå menneskene omkring hende; at tolke deres sprog, ansigtsudtryk og signaler. Og efterligne andre.
”Da jeg blev ældre, blev det på mange måder min overlevelsesstrategi,” siger Susanna ærligt.
Annonse
Hun vidste, hvordan hun skulle opføre sig for ikke at få negative reaktioner eller reaktioner, hun ikke havde forventet. Susanna beskriver, hvordan hun hele tiden tænkte alting grundigt igennem og stressede over at stræbe efter at være normal – hvad end normal så måtte betyde.
I ungdomsårene betød det, at Susanna kæmpede meget, havde negative tanker om sig selv og følte, at der var så meget, hun ikke kunne.
”Jeg kunne ikke lide mig selv, og jeg har nok altid følt mig anderledes – uden rigtig at forstå hvorfor. Jeg kæmper stadig med følelsen af ikke at være god nok og tror, at jeg siger de forkerte ting eller bare ikke passer ordentligt ind,” forklarer Susanna.
”Det er, som om jeg hele tiden føler mig lidt udenfor, samtidig med at jeg bestræber mig på ikke at være det.”
Allerede som barn blev hun god til at skjule, hvad hun egentlig følte.
”Det har fulgt mig og er nok en stor del af grunden til, at jeg er så god til at ’maskere’ eller ’skjule’ min diagnose i dag,” tilføjer hun.
Et ængsteligt og genert barn
Annonse
Susanna fortæller ærligt, at hun i sin barndom og ungdom kæmpede med lavt selvværd og hurtigt blev træt.
Samtidig har hun altid været meget stædig og foretrukket at klare alting selv. Hvis hun har haft det svært, har det været næsten umuligt at bede om hjælp og en støttende hånd.
”Som barn blev jeg nok set som både genert og ængstelig. Jeg var bange for så mange ting: at stige på et fly, at rejse med bus eller tog og mange andre ting.”
I seks-syv-årsalderen havde hun også mange angstfyldte tanker som ’hvad nu hvis’.
Annonse
Selv om hun måske er blevet opfattet som selvstændig, har hun kæmpet for at få venner – og beholde dem.
”Langt de fleste af de venskaber, jeg har haft eller har, opstod ved hjælp af omstændighederne omkring mig. Alligevel var jeg altid den sidste, der blev spurgt, om jeg ville være med til noget.”
Da Susanna flyttede hjemmefra som 18-årig for at bo for sig selv for første gang, var overgangen meget hård. Uden forældrenes hjælp var det en udfordring at opretholde de nødvendige rutiner. Nu skulle hun pludselig stå på egne ben.
”Selv simple opgaver som at sætte en vask over eller lave mad blev krævende og skulle læres. Jeg måtte skabe mine egne rutiner og holde mig til dem, men det var hårdt. Og nu var der ingen omkring mig til at holde øje med mig og sørge for, at jeg gjorde, hvad jeg skulle.”
En følelse af sorg
Selvom Susanna længe havde følt, at der var noget, der adskilte hende fra andre, var det stadig ikke let at tage beslutningen om at blive udredt.
Tusind tanker hvirvlede rundt i hendes hoved: Hvad nu, hvis hendes antagelser ikke var korrekte, og det i virkeligheden var noget, hun bare havde fundet på?
Vurderingen efterlod ikke megen tvivl om, at Susanne er på autismespektret, og da diagnosen kom i voksenalderen, var det, som om mange ting løsnede op og gav mere mening.
”På mange måder var det en lettelse. Nu kan jeg være mere ærlig om, hvordan tingene faktisk er. Det er noget, jeg er født med, og ikke noget, jeg kan 'tænke' mig ud af. Der er ikke noget galt med mig.”
Det handler ikke længere om at ændre sit tankesæt, tænke mere positivt eller ændre på, hvem hun er. Hun fokuserer nu på, hvordan hun håndterer sig selv og sine symptomer.
Samtidig føler hun en tristhed; en tristhed over, at ingen lærere, pædagoger eller voksne omkring hende indså, at hun havde det svært. Følelsen af at have gennemgået en masse smerte uden at blive ordentligt forstået.
”Samt en tristhed over, at det er sådan, jeg er født og altid vil være det i en eller anden grad.”
Svært at være anderledes
At være anderledes har været svært at acceptere fuldt ud. Susanna føler sig stadig lidt uden for de mennesker, der omgiver hende. Hun kan godt lide at studere, hvordan andre opfører sig, for at kunne kopiere det og blive socialt accepteret.
”Jeg oplever, at jeg kan læse sociale situationer anderledes, og at min verden er mere detaljeret og dybere. Det har jeg lært at sætte pris på, selv om det nogle gange kan føles smertefuldt.”
Det er ikke ualmindeligt, at Susanna hører kommentarer som: ”Jeg var ikke klar over, at du var på spektret”, eller ”du ser ikke autistisk ud”. Sagt med de bedste intentioner, men stadig sårende.
”Det er legitime tanker, men de viser fordomme. For hvordan tror folk, at en autistisk person ser ud? Og hvorfor er det svært at forstå, at jeg er på spektret,” spørger Susanna, og fortsætter:
”Jeg møder ofte meget lidt forståelse og kan få en dårlig fornemmelse af, at folk tror, jeg lyver eller prøver at slippe udenom, hvis jeg pludselig må aflyse en aftale. De er ikke klar over, at det kan tage mig flere dage at komme mig efter et møde.
For fremtiden har hun en drøm og et håb om, at tingene bliver lettere. Hun håber, at det vil tage kortere tid at komme sig over socialt samvær, og at de sammenbrud, hun oplever, vil blive mindre hyppige.
”Jeg arbejder stadig på at tilpasse mit liv til diagnosen. Forhåbentlig vil det føles lettere dag for dag. Mit mål er en dag at kunne have et fuldtidsjob og klare mig selv. Jeg vil gerne have noget meningsfuldt at lave hver dag. Jeg tror, at det vil hjælpe på den angst og uro, jeg ofte mærker i kroppen,” siger Susanna.
