Hvornår har du sidst tjekket dine bryster? Du kan med fordel starte i dag
Hvor godt kender du dine bryster? Ikke bare form, farve og størrelse, men også hvordan de føles på forskellige tidspunkter i din cyklus? Og hvornår du bør reagere på små forandringer i dem? Adfærds- og træningsekspert Anna Bogdanova guider dig til at styrke og træne forholdet til dine bryster.
"Vi kvinder rører ikke vores egne bryster nok. Det lyder lummert, men er langt mere alvorligt," siger adfærds- og træningsekspert Anna Bogdanova, som for 10 år siden mistede sin mor til brystkræft. Hun vil derfor gerne lære kvinder at styrke deres bryster – og styrke forholdet til deres bryster.
“Vi forholder os ofte kun til vores bryster i forbindelse med amning, eller hvis vi tror, der er noget galt med dem. Vi bør være mere opmærksomme på dem i det daglige, så det ikke kun bliver bundet op på noget negativt,” mener Anna Bogdanova, som godt kan forstå frygten, der kan være ved at røre og finde noget, der føles forkert.
"Jeg har selv to gange fundet en knude i mit bryst, og jeg har været så bange. Men det er en irrationel frygt, for det bliver ikke bedre af at udsætte det. Derfor handler det om at få skabt en rutine med dagligt at berøre området – muskler, bindevæv, kirtler – så fokus bliver flyttet fra det negative, og du samtidigt styrker brystmusklen og øger din brystsundhed,” siger hun.
Bedre brystbevidsthed redder liv
Der kan være så mange følelser forbundet med at forholde sig til én bestemt kropsdel, at man ender med at distancere sig helt fra den. En mavedelle, man ikke kan holde ud at se på eller røre ved. Et bryst, man er rædselsslagen for at mærke noget knudret i. Men det, som vi ikke er i berøring med, forsvinder fra vores bevidsthed. Det er selvfølgelig ikke væk, men det kan føles sådan, når signaler fra området til hjernen enten ikke bliver hørt eller er i risiko for at blive under- eller overfortolket, forklarer Anna Bogdanova.
“Med andre ord; du kan risikere at overhøre signaler, som du faktisk bør reagere på – eller blive unødigt bange for noget, som er fredeligt. Det er fx normalt, at dine bryster forandrer sig op til og efter perimenopausen på grund af hormonelle forandringer, og de kan både være ømme, knudrede eller spændte. Men hvis du aldrig rører dem, er det svært at vide, hvad normalen er for dig,” forklarer Anna Bogdanova, der som en del af sin mission med at lære kvinder at styrketræne dagligt også arbejder med at styrke kropsbevidstheden for at skabe ordentlig kontakt mellem hjerne, muskler og sanser.
Her oplever hun desværre, at mange kvinder har meget dårlig kontakt til brystområdet.
"Kropsbevidsthed – og her altså brystbevidsthed – er vigtigt for din og dine brysters sundhed, og ved at arbejde med brystet styrker du signalet mellem dem og hjernen, så den bliver bedre i stand til at tolke signaler fra brystet korrekt. Du styrker altså både hele brystet, men også din bevidsthed om og forhold til det,” siger hun og slutter af med en opfordring:
“Hvor lang tid siden er det, at du har rørt ved dine egne bryster?
Jeg synes, at du skal starte i dag.”
Sådan træner du din brystbevidsthed
Kvinders brystmuskler bliver ofte overset i træning, fordi de ikke er lige så synlige som fx balde- og mavemuskler. Men derfor må vi ikke glemme at styrke brysterne – og området omkring dem.
Ved at arbejde med muskel-, fedt- og bindevævet, mælkekirtlerne, lymferne og de mange lag i huden skaber du bedre kontakt til området og lærer det at kende, så du kan skelne ‘normalt’ fra ‘unormalt’. Men du øger også blodgennemstrømningen i brystmusklen, og lymfekitlerne i både brystet og ud i armen fungerer bedre.
Øvelse: Sådan styrker du lymfecirkulationen i brystet
Denne øvelse har fokus på at styrke lymfecirkulationen i hele området omkring brystet.
Lymfesystemet er vores vigtigste værn mod virus, bakterier og kræft, og det er derfor vigtigt at sørge for, at lymfen kan bevæge sig frit. Her viser Anna dig, hvordan du kan stimulere det med blid massage og forskellige slags berøringer.
Øvelse: Sådan styrker du den store brystmuskel
+ en række bonusser i form af lindring af skulderspændinger og lettere ved at trække vejret. Øvelsen har fokus på at motionere den store brystmuskel, som vi primært bruger på vores indåndinger. For når den er veltrænet, kan vi trække vejret optimalt og slippe spændinger omkring brystet.