Pia kunne ikke handle i samme butik to dage i træk. For hun bar på en hemmelighed...

Mens Pia løb rundt i kittel på sygehusets akutafdeling og behandlede trafikofre og alvorligt syge, kredsede hendes tanker om det næste, hun skulle indtage:

Hvad skulle hun spise? Hvor skulle hun købe det? Hvordan skulle hun komme af med affaldet? Og kunne hun nå at spise, før familien kom hjem, eller måtte hun gøre det i bilen?

"Det var stressende. Jeg skulle hele tiden planlægge, for jeg ville ikke handle i den samme butik to dage i træk," husker 45-årige Pia Karoline Jespersen og fortsætter:

"Samtidig glædede jeg mig til min overspisning, fordi den gav mig ro."

Siden barndommen har hun lidt af såkaldt overspisning, og i løbet af teenageårene udviklede det sig til tvangsoverspisning, også kaldet BED, som er en forkortelse for binge eating disorder, en spiseforstyrrelse kendetegnet ved hyppige overspisninger efterfulgt af skam, væmmelse og afsky.

Overspisningen dulmer følelser, som er svære at rumme her og nu, men fører til selv- og kropshad.

Afsløret af veninde

"Jeg var et sensitivt barn, der tog alle stemninger ind – jeg havde svært ved at bearbejde dem og ”spiste på mine følelser” i stedet for at mærke, hvad jeg havde brug for," forklarer Pia og uddyber: 

"Jeg spiste for at få ro for mine tanker og få følelserne væk. I min familie var det acceptabelt at vise vrede, men der var ikke meget plads til sårbarhed og til at være ked af det."

Pia oplevede en kærkommen følelsesløshed, når hun havde proppet sig, og det blev hun afhængig af. 

Læs også

Tidligere overspiser: ”Da jeg så videoen, ramte det mig lige mellem øjnene. Jeg gik fuldstændig i stykker”

"Det er en hård måde at leve på, for man er afhængig af selve processen. Det sekund man sætter sig og spiser, kommer forløsningen – men bagefter følger skammen og selvhadet," forklarer hun.

Pia brugte sine lommepenge på at købe store mængder slik, som hun spiste i smug. Helt hemmeligt har det dog ikke været, for en dag da hun forsøgte at forklare en veninde, at hun blev nødt til at smutte hjem efter skole, svarede veninden: ”Kan du ikke bare gå ind og spise den sukkermad, så venter jeg udenfor så længe?”

Kamufleret med wc-papir

Det var dog først, da hun blev ældre, at Pia blev bevidst om, at det ikke var normalt at spise så store mængder mad. Som barn lå hun i den høje ende af vægtkurven, når klassen blev vejet hos skolelægen, hvilket udløste et telefonopkald til hendes mor.

"Mine forældre skulle hjælpe mig med at tabe mig, og der blev holdt øje med, hvad jeg spiste, hvilket var med til at skubbe mig ud i min spiseforstyrrelse, fordi jeg begyndte at spise i smug, og op gennem teenageår bed følelsen af at være forkert sig fast," fortæller Pia.

Når hun købte ind til sine overspisninger, blandede hun de mange plader Marabou med dagligvarer – toiletpapir, vaskepulver og stanniol. Sidstnævnte købte hun meget af, for det skulle kamuflere emballagen, før den blev dumpet i skraldespanden.

"Det er dyrt at bruge 200 kroner om dagen på at overspise, og det var også derfor, jeg ikke ville have fællesøkonomi med min mand, så han ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved mit forbrug," siger Pia og tilføjer med et grin: 

"Til gengæld løb vi aldrig tør for toiletpapir, og det gør vi nu!"

Skjulte for manden

I dag kan Pia smile ad sin misbrugsadfærd. Men tidligere var det ekstremt skamfuldt og skulle skjules for enhver pris.

"Det avlede så meget selvhad," siger hun. 

"Jeg så mig selv som klam, ulækker og ude af kontrol. Det fyldte det hele. Når jeg var ude, kiggede jeg på de tynde kvinder og slog mig selv i hovedet, fordi jeg var så fed og ulækker."

I begyndelsen af 20’erne flyttede Pia sammen med sin mand og blev bevidst om, at det ikke var normalt at sidde i en bil på en øde vej og spise chokoladebarer.

"Men jeg ville hellere køres over af en lastbil end fortælle det; jeg kunne ikke gå ind til ham og sige, at jeg havde brug for hjælp," husker Pia. 

"Jeg troede, det var min egen skyld, for jeg kunne jo bare lukke munden og lette røven

Brudekjolen for lille

Op til sit bryllup i 2016 havde Pia tabt 25 kilo, men kæmpede samtidig med sorgen over at have mistet sin far og udfordringerne ved at have fået tre børn på fire år.

"Da jeg skulle prøve min brudekjole fire dage før brylluppet, kunne den ikke lukkes, fordi jeg var begyndt at overspise igen," fortæller hun. 

"I butikken kunne de ikke forstå det. Det var meget skamfuldt – den samme følelse, andre misbrugere oplever, når de falder i igen."

Læs også

Jeanette har tabt 28 kilo: "Jeg spiser mig mæt i helt almindelig mad"

Gennem årene har Pia været på et utal af kure. Hun har været på livsstilshøjskole, taget slankemedicin, fulgt diæter og været på bootcamp, og hun har også tabt sig gang på gang. Men altid taget det hele på igen. 

"Når jeg tabte mig, var jeg glad og fik anerkendelse, men det var som at tisse i bukserne, for jeg tog det hele på igen og blev ulykkelig. Der gik mange år, før jeg forstod, at slankekure ikke var løsningen på mit problem," konstaterer Pia.

Jeg er fri!

Pia er sygeplejerske og arbejder i dag på et rusmiddelscenter. Under sin uddannelse var hun stødt på begrebet overspisning, men det var først, da hun begyndte at arbejde med misbrugere, at det for alvor gik op for hende, at hun selv var misbruger. Af mad.

"Jeg forstod ikke, at jeg kunne være så velfungerende på alle andre områder og så have dette kontroltab, hvor jeg blev med at overspise," siger hun.

Pia tog en række uddannelser, blandt andet som madmentor, og brugte det samtidig som en mental rejse væk fra sin egen overspisning. 

"Jeg fik øjnene op for, at der var mig, og så var der min spiseforstyrrelse," fortæller hun. 

"Det var ikke mig, der var doven og ikke gad lukke munden og lette røven; jeg brugte maden, som en alkoholiker bruger alkohol, og jeg elskede og hadede maden på samme tid. Den nye bevidsthed gjorde Pia bedre i stand til at mærke sine følelser, behov og grænser i stedet at dulme dem, og hun fik atter kontakt mellem hoved og krop," som hun formulerer det.

Læs også

Lise havde glemt sig selv både fysisk og mentalt: "I dag har jeg en livsglæde, som jeg ikke har følt før"

"I dag behøver jeg ikke længere maden. Jeg er fri, og det er den vildeste følelse efter at have være fanget i et forstyrret spisemønster i så mange år," siger hun.

Pia led i mange år af overspisning. I dag har hun fået et afslappet forhold til mad og krop og har uddannet sig til madmentor. Ved siden af sit arbejde på Rusmiddelcentret har hun etableret sit eget firma, hvor hun hjælper andre, der overspiser eller har et problemfyldt forhold til mad og krop, og behovet for hjælp er stort.

"Der er så mange kvinder, der synes, de vejer for meget, fordi de ikke lige kan passe en størrelse 42-44. Det er et usundt forhold til mad, krop og vægt. Det er et hårdt liv, som går ud over vores fysiske og psykiske sundhed," siger Pia. 

"Det er virkelig en hjertesag for mig, at sundhed ikke kun handler om at være tynd, for der findes ikke noget, der hedder normalvægt. Vi skal lære at sundhed ikke defineres af vores vægt. "