Da Ulla blev syg med kræft, gik kollegaerne sammen: ”Det er så stort, det de gør”

Den 9. august 2023 tikkede en sms ind på Ulla Cordt-Svendsens telefon:

"Vi har på fødegangen besluttet at oprette Aabenraa fødegangs cateringservice! Kun til dig! Vi vil så gerne hjælpe dig med at lette hverdagen lidt, nu hvor du står i den situation, som du gør. Vores plan er at levere et frisk, lækkert og sundt måltid til jer to-tre gange i ugen. Du vil ikke blive belemret med vores selskab, da planen er, at vi stiller det ved din dør, og så skal du bare lune/varme det og stille det på bordet. Vi ved godt, at din mor kommer og hjælper dig en del, og du tænker, at det skal vi da ikke – men vi gør det, om du vil eller ej."

Beskeden kom fra kollegaen Anita Ratzer Nissen. Et par måneder forinden havde Ulla fået konstateret tarmkræft, hun blev hurtigt opereret og kom i kemobehandling. Derfor satte kollegaerne, med Anita i spidsen, gang i fødegangens egen madordning.

"Jeg ville så gerne hjælpe Ulla, der står alene med to børn på 10 og 12 år. Men hvordan gør man det bedst? Vi kunne komme og gøre rent, men det kan virke grænseoverskridende at lukke andre ind i sit hjem, når man ligger og har det dårligt. Vi kunne passe børn, men det ville Ullas mor sikkert klare bedre, fordi de kender hende," siger Anita, 39 år, som fik ideen fra sin søster.

Læs også

”Det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg”

Hun havde børn i en institution, hvor pædagogerne havde gjort det samme for en kollega.

"Og jeg kunne jo ikke så godt sige nej. Sådan nogle jordemødre kan være meget skrappe," siger Ulla, 47 år med et grin. Men bliver mere alvorlig, når hun sætter ord på, hvad kollegaernes hjælp har betydet:

"De fortjener virkelig en medalje! Det er så stort, det de gør. Selvom mange af dem har små børn og et krævende fuldtidsarbejde med nattevagter, har der mindst tre dage om ugen siden august stået et lækkert måltid mad til os i vindfanget. Lige til at varme. Og ikke nok med det: De har skrevet små, opmuntrende beskeder, købt fredagsslik til ungerne eller strikket et par sokker eller et tørklæde. Det sidste så jeg ikke skulle fryse nakken, efter jeg blev klippet korthåret," fortæller Ulla.

Aldrig spist bedre

50 kollegaer er medlem af den Facebook-gruppe, Anita oprettede for at koordinere madordningen. Og ikke bare jordemødre, men også læger, sygeplejersker og sekretærer støtter op. 

Læs også

Neel Rønholt fik det dårligt en dag i januar – lægens diagnose blev en øjenåbner

"Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få bare fem med, så skulle vi nok få det op at køre, men efter ti minutter havde de første 30 meldt sig. Interessen for at hjælpe har været overvældende," fortæller Anita glad.

I praksis fungerer det sådan, at man melder ind på, hvad man gerne vil lave hvilke dage. Så kører man ud med maden og sætter den ved Ullas dør. Hun bor tæt på sygehuset, hvilket gør logistikken relativt nem. Nu kunne man få den tanke, at Ulla og børnene ofte får spaghetti med kødsovs, men sådan har det slet ikke været:

"Vi har simpelthen fået den lækreste og sundeste mad. Selvfølgelig har der været gengangere, men retterne har smagt meget forskelligt, fordi de har været tilberedt af forskellige personer. For eksempel fik vi kødsovs med små stykker pølse i. Nu vil mine børn ikke spise den uden. Faktisk sagde min datter for nylig, at vi aldrig havde fået så god mad som efter, jeg blev syg."

Ullas nærmeste familie og venner har også været enormt rørte over hjælpen. For dem, der bor langt væk og derfor ikke så nemt kan komme forbi, har kollegaernes indsats betydet alverden. Ullas mor flytter ind hos familien de første par dage efter kemobehandlingen, både for at hjælpe med det praktiske og holde øje med Ulla og børnene. Hun fik tårer i øjnene, da hun en dag åbnede ud til vindfanget og så den fine anretning.

"Ud over at det selvfølgelig varmer, at kollegaerne tænker på mig, har madordningen også været en stor praktisk hjælp. Kemobehandlingen giver mig en del bivirkninger. Jeg er enormt træt og har i perioder meget kvalme. Jeg tror ikke, jeg havde fået spist ret meget, hvis jeg selv skulle tilberede maden. Samtidig har jeg brugt mit overskud på mine børn i stedet for at stå i køkkenet," fortæller Ulla.

Læs også

”Nu ved jeg igen, hvem jeg er, og jeg kan genkende mig selv og mine børn”

Inspiration for andre

Anita håber, de kan inspirere andre til at gøre noget lignende.

"Det har virkelig ikke krævet ret meget. I praksis har hvert medlem lavet et-tre måltider mad i hele perioden. Og når man alligevel laver mad til familien, kan man nemt doble op," siger hun og fortsætter:

"Men lige da jeg sendte beskeden til Ulla, var jeg da lidt nervøs. Hvad nu hvis jeg trådte over en grænse? Det kan være virkelig svært at tage imod hjælp, og det er en hårfin balance. Men jeg synes, madordningen er en god måde at gøre det på."

Det er Ulla enig i.

"De kender mig virkelig godt, for jeg er typen, der har svært ved at tage imod hjælp. Her gav de mig ikke noget valg. Jeg skulle ikke forholde mig til, om jeg ville have hjælpen eller hvornår. Den kommer bare."

Hun mangler to kemobehandlinger, før hun kan komme tilbage til kollegaerne på fødegangen i Aabenraa.

"Og det glæder jeg mig enormt meget til. Jeg savner dem og savner at stå og grine efter en nattevagt eller have en af de mere alvorlige samtaler, som uvægerlig opstår et sted som her. Vi har virkeligt et helt særligt kollegaskab her på afdelingen."