Ulla Essendrops krop sendte hende en tydelig besked: Det har været en stor gave

Da Ulla Essendrop var yngre, skænkede hun ikke sundhed en tanke. Men efter tre operationer og efterfølgende genoptræninger indenfor få år besluttede hun sig for at sætte sin sundhed i fokus. Og jo flere lys, der kommer på fødselsdagskagen, desto mere tydeligt kan hun mærke, at det kræver en ekstra indsats at være i god form.

”Det er min tur til at hjælpe kroppen lidt og til at give den nogle bedre betingelser for at kunne hjælpe mig. Den måde at tænke på har faktisk gjort det hele nemmere for mig, fordi sundhed er noget, jeg nu tænker over som en hjælper i forhold til at have det godt. Jeg tænker over hvilke parametre, jeg kan skubbe på for at give mig selv de bedste betingelser for at kunne de ting, jeg gerne vil, og jeg kan mærke, hvor stor en forskel, det gør, og hvor stor en påvirkning det har på mit helbred,” siger Ulla Essendrop til magasinet FIT Living.

Derfor er hun blevet langt mere opmærksom på at forsøge at være disciplineret. Hun kan nemlig tydeligt mærke, at hver ting, hun vælger at gøre for sin krop, er en del af en større cyklus. Det vil sige, at når hun får trænet, sover hun bedre. Når hun sover bedre, føler hun sig skarpere på arbejdet. Når hun føler sig skarp på arbejdet, bibeholder hun lysten til at træne.

”Jeg kan sagtens mærke, hvis der i perioder går for længe imellem, at jeg får trænet. Har jeg meget arbejde, kan der hurtigt gå en uge, hvor tiden ikke er til det, men så ved jeg med mig selv, at det ikke er, fordi jeg sløser med det, men det er, fordi jeg står tidligt op, arbejder hele dagen og slutter sent. Men jeg kan mærke, at det påvirker mig, især efter jeg er blevet ældre, for kroppens energi og kræfter er jo bare noget andet. Og ligesom der en positiv cyklus, er der også en negativ spiral. Jeg bliver mere uskarp, jeg sover dårligere, og jeg giver heller ikke altid kroppen de bedste betingelser i forhold til mad.”

Læs også

Mille Dinesen har fået en uønsket natlig vane: ”Det er så tarveligt”

Satte for høje mål

Ulla Essendrop har også skulle bruge tid på at finde ud af, hvilken træningsform der kunne bevare motivationen og glæden ved at røre sig. Indtil hun var 32 år, havde hun danset på professionelt plan, og det krævede mange forsøg med forskellige sportsgrene. Til sidst endte hun på løb.

”Det har virkelig været et stort arbejde at finde en anden måde at holde min krop i gang og en ny måde at træne på. Der var mange træningsformer, der simpelthen ikke fungerede for mig, og i starten kunne jeg heller ikke finde ud af at løbe. Når jeg havde løbet 200 meter, følte jeg, at jeg havde løbet en kilometer, så det tog lang tid, før jeg blev fortrolig med det,” siger hun og indrømmer, at hun til at begynde med nok satte lidt for høje mål op for sig selv.

”Jeg havde en overgang, hvor jeg syntes, at jeg skulle løbe 10 kilometer tre gange om ugen, ellers var det ikke godt nok. Men altså, guess what? Så skete der det, at jeg kun kom afsted én gang om ugen og gik rundt med evig dårlig samvittighed over, at jeg løb for lidt.”

Ulla Essendrop har i dag erkendt og accepteret, at hun skal sænke barren for, hvor meget hun skal løbe, og ved at sænke ambitionerne ender hun faktisk med at løbe endnu mere.

”Tidligere var jeg meget fokuseret på tempo, jeg måtte aldrig være langsommere end gangen før, men det er jo noget pjat. Det kan være fint for dem, som bliver motiveret af netop det, men det fungerer ikke for mig. Det, der fungerer for mig, er at sige, at jeg gerne må tage den med ro, og at det altså ikke er en fiasko at holde en pause undervejs. Kroppen skal nok finde sit eget tempo, og da jeg holdt op med at tænke på det, blev jeg faktisk hurtigere."

Læs også

Lotte Kaa Andersen: ”Det er dem, der har fået mig godt igennem overgangsalderen”

Det motiverer mig

Ulla Essendrop fortæller, at med det samme hun slap det pres, hun havde lagt på sig selv, frigjorde det alle ambitionerne, og det hele blev meget nemmere.

”Jeg har et krævende job, hvor jeg har meget høje ambitioner, og hvor jeg skal præstere virkelig meget hver eneste dag, så for mig skal træning lige præcis ikke være en spændetrøje. Det skal ikke være et sted, hvor jeg skal præstere. Det skal være et sted, hvor jeg har fri, og jeg synes, at den måde at tænke på har givet mig rigtigt meget, men det har også taget mig flere år at nå dertil.”

I dag er hun ikke i tvivl om, at hele forløbet med de to maveoperationer og diskusprolapsen har været en meget tydelig besked om, at hun skal passe ordentligt på sin krop.

”Det har givet mig så stor respekt for, hvad jeg skal gøre for at hjælpe den bedst muligt. Og nu hvor det er endt godt, er jeg glad for at have fået den besked, fordi det jo rent faktisk har hjulpet mig til at ændre min tænkning. Var det ikke sket, kan det godt være, at jeg stadig ville have fokuseret på mængde og tider, som ikke førte nogen steder hen. Når det var målet i sig selv, så havde træningen ikke noget formål for mig, men det har den nu. Jeg har fundet det, der motiverer og driver mig,” afslutter hun.