"Vi skændes mere i sommerhuset, end vi hygger"
Ender du ofte i magtkampe med din partner eller andre nære relationer, hvor det gælder om at få ret i stedet for at forstå hinanden? Katrine Axholm guider to søstre til at få et bedre samarbejde om deres fælles sommerhus.
Lotte og hendes søster Mette har arvet et sommerhus fra deres forældre og havde glædet sig til hygge og rosé i uendelige mængder, men ender ofte i konflikter. Lotte ringer til mig for at høre, om jeg kan hjælpe hende med at håndtere situationen med hendes søster:
– Vi elsker at være der, og vi elsker, at det er vores sted. Men vi er vildt uenige om, hvordan vi skal drive det, og det giver os mange konflikter. Jeg vil gerne lave en masse om i sommerhuset, gøre det til vores, opdatere og modernisere, og min søster træder hele tiden på bremsen og vil ikke være med til noget, medmindre vi kan klunse os frem til nye møbler eller få en af vores mænd til at sætte i stand.
Det har jeg slet ikke tålmodighed til. Jeg vil gerne i gang, og hun vil ingenting, så vi har mange samtaler og nogle gange også konflikter om, hvad vi skal gøre. Og det var jo slet ikke det her, der var meningen med det fælles sommerhus. Det skulle være hyggestunder og rosévin og uendelige sommerferier.
Hvad gør jeg? Spørger Lotte. Jeg foreslår Lotte, at hun tager sin søster med i terapi, så de begge kan blive klogere på sig selv og hinanden og finde ud af, hvordan de kan løse deres udfordringer. I vores nære relationer støder vi før eller siden på udfordringer med vores forskelligheder.
Den ene vil det ene, og den anden synes noget andet. Forskelligheden er ikke udfordringen i sig selv, det handler om, hvordan vi håndterer, at et menneske, vi holder af, synes noget andet, end vi selv synes. Især når der er noget, vi skal blive enige om.
To meget forskellige søstre
I terapien taler jeg med Lotte og hendes søster Mette om deres opvækst, om forholdet til deres forældre og til sommerhuset, som bringer så meget uvenskab frem. I terapien viser det sig, at Lotte og Mette altid har været meget forskellige.
Lotte er den vakse og handlekraftige og Mette den mere stille og eftertænksomme. I deres barndomshjem fik Lotte meget ros og anerkendelse for at være den hjælpsomme og aktive, og Mette blev ofte drillet med, at hun var en distræt drømmer.
I terapien får Mette formuleret, at når Lotte kommer med forslag til forbedringer i sommerhuset, så slår hun automatisk hælene i. Hun når ikke engang at overveje, om hun overhovedet synes, at Lottes idé er god, men får en gammel følelse af, at det altid er Lotte, som får ros og derfor har ret, og at hun selv er gal på den. Hun kommer til at føle sig forkert, som da de var små.
Derfor bliver Mettes NEJ til forbedringerne i sommerhuset hendes måde at beskytte sig på mod følelsen af at blive overrendt af Lotte.
Mette oplever, at hun mister sig selv, som hun gjorde engang, fordi hendes måde at gøre tingene på var forkert eller for langsom. Derfor siger hun pr. automatik nej til Lottes forslag, selvom hun måske synes, det kunne være en god idé.
Læs også: "Jeg mangler modet til at sige fra"
Mette følte sig forkert som barn
Lotte bliver meget berørt af at høre Mette beskrive, hvad der sker for hende, når de taler om sommerhuset. Lotte har aldrig vidst, at Mette følte sig forkert i deres barndomshjem, og de får en fin og vigtig snak om, hvad der udløste kærlighed og anerkendelse hos deres forældre, og hvor forkert Mette følte sig.
Lotte kan nu meget bedre forstå, hvorfor det bliver svært for Mette at sige ja til projekterne, når hun ikke føler sig hørt. For Mette bliver det forløsende at få sin søsters forståelse. Hun har altid følt sig udenfor, så Lottes medfølende ord gør stort indtryk på hende.
Da de har grædt lidt sammen, aftaler de, at Mette skal tænke over nogle forslag til forbedringer i sommerhuset, og at Lotte skal sidde lidt på sine hænder, så Mette kan få lov til at få den tid, hun har brug for til at mærke efter, hvad hun vil.
Mette skal øve sig i at bede om betænkningstid og sige fra, når hun synes, at Lotte har for meget fart på med nye projekter. De afslutter sessionen med et kram og er kommet tættere på hinanden, end de har været før.