Bettina Dahm, 49, og datteren Laura Thorup, 23, er lige nu
aktuelle i TV 2-programmet 'Først til verdens ende'. Mor og datter havde en
mission om at få kvalitetstid som i gamle dage, hvor de kun var dem.
- Jeg er gået fra teenager til voksen, og der er sket meget
for mig. Og min mor har fået min lillebror og havde travlt med sin forretning.
Så jeg tror bare, vi har haft brug for hinanden uden alle de her forstyrrende
elementer. Bare at kunne trække stikket fra alt og kun være os to, som vi
gjorde lidt i gamle dage, hvor jeg bare var et barn, og hvor det kun var os,
fortæller Laura, da HER&NU møder mor og datter i barndomshjemmet i Vallensbæk.
- Min far var professionel fodboldspiller, da jeg var barn,
så generelt var jeg primært meget sammen med min mor på grund af hans arbejde. Jeg
så kun min far hver anden weekend. Vi boede seks-syv år, hvor det kun var mig
og min mor. Vi fik et meget intens bånd, da der ikke var andre, forklarer
Laura.
Da Laura blev 11 år, fandt mor Bettina en ny kæreste, og
kort efter fik Laura en lillebror.
- Derfor ramte det sindssygt hårdt, da jeg mødte Stefan,
indskyder Bettina.
- Jeg hader at sige det, for det lyder så forkælet enebarnsagtigt,
men det der med at skulle dele hende med nogen, det kunne jeg ikke rigtig
acceptere, for det var jo bare mig og hende, og vi havde det jo så godt. At der
skulle komme en og forstyrre, det var da meganederen og mega hårdt, fortæller
Laura.
Bettina og Laura medvirker i programmet "Først til verdens ende".Foto: PETER HAUERBACH
Ikke som forventet
Derfor var en tur til verdens ende den gyldne mulighed for mor
og datter til at genskabe den kvalitetstid, de havde, da det kun var de to. Men
turen blev ikke som forventet.
Annonse
- Der var en masse forstyrrende elementer både fra
konkurrencen og fra kameraholdet. Selvom de var søde, så var de jo altid med i
samtalerne, så det var ikke så intens, som vi havde troet, fortæller Laura.
- Vi var meget bevidste om, at nu skulle vi nyde det, men vi
havde svært ved at nyde det, fordi vi var så presset hele tiden. Der var på et
tidspunkt, hvor jeg siger til Laura, “vi har slet ikke grinet endnu”, og hvis
der er noget, vi gør, så er det at grine sindssygt meget, fortæller Bettina.