'Familien fra Bryggen'-stjerne er blevet førtidspensionist
Ronni Garner havde svært ved at erkende, at han ikke ville vende tilbage til normalen fra før sin ulykke. Det har han erkendt nu, og derfor er han blevet førtidspensionist.
Overfor Realityportalen åbner Ronni Garner nu op om, at han endelig har erkendt, at han ikke kommer til at vende tilbage til det liv, han levede før ulykken, og derfor er han fra d. 1. september kommet på førtidspension.
- Jeg er blevet førtidspensionist. Så nu har jeg tiden til at skrive, og tiden til at synge ind. Det er lige gået igennem efter fire et halvt år, hvor man så har fundet ud af, at den går ikke, så det er der, vi ender, forklarer Ronni, der forinden modtog sygedagpenge af kommunen.
- Oppe i hovedet er der en meget, meget stor forskel på, hvad man er, og hvad man må. Nu har jeg ligesom frie tøjler. Der er ting, jeg må nu, som jeg ikke måtte før, uden jeg skulle igennem kommunen - for eksempel at tage en tur til Sverige med min søn. Man skulle spørge om alt, og det er lidt ligesom at sidde i fængsel, selvom de har været super søde, forklarer han.
Realityportalen talte med Ronni Garner tirsdag til lanceringen af Linses nye parfume. Ronni kom for at støtte sin veninde, og ikke mindst fordi hans datter Angelique er modellen i den nye reklamefilm for parfumen (Foto: Janus Nielsen)
Ronni har været sygemeldt siden ulykken i julen 2016, og han lider stadig i dag af stærke smerter og kraftigt nedsat bevægelighed i nakke og arme, og derudover lider han af angst og PTSD, og derfor tager han dagligt et væld af piller. Men det var svært for ham at anerkende, at det var sådan, hans liv så ud nu.
- Jeg tror, man hele tiden håber på, at tingene bliver normale igen. Men når man indser på et tidspunkt, at det gør de ikke - for mig var det efter fire, snart fem år - så kan man lige så godt tage den derfra og være åben og sige, at det er sådan, som det er og sådan, jeg er nu, forklarer Ronni om, hvorfor han ikke åbnede op om sine daglige smerter noget før.
- Når folk spørger, hvordan det går, så siger man jo, at det går godt, selv hvis det ikke gør, fordi man ikke tør at tage kampen op, pointerer Ronni, der er glad for, han til sidst åbnede op om sin egen situation.
Heldigvis er Ronni igen positiv omkring fremtiden, nu som førtidspensionist. Han arbejder på sit tredje album, og så har han også noget - endnu hemmeligt - tv på vej.
Privat er Ronni gift med konen gennem 19 år, den 45-årige Mette, og sammen har de børnene Angelique, 16 og Mike på 12 år.
Ronni Garner med familien til lanceringen af Linses nye parfume. Ronnis kone Mette, 46, deres datter Angelique, 16, sønnen Mike, 12 og Ronni selv (Foto: Janus Nielsen)