Det nye tv-program 'Det fede fællesskab' på TV 2 med Lene Beier som vært er netop slut, men for deltagerne sluttede optagelserne i september, hvor de fem unge tilsammen havde smidt 91,1 kilo.
Se alle deltagerne før- og efterbilleder i artiklen.
Christian - Minus 29 kilo
Christian Heinze, 26, tabte 29 kilo i programmet, og hans vægt har siden været stabil. Dog er han for kort tid siden begyndt at tabe sig yderligere. Det har været svært for Christian, at vægten har stået stille.
Men der er en anden ting, programmet har givet Christian mod til, og som har ændret hans liv markant.
- Jeg er blevet et meget mere socialt og aktivt menneske, og jeg er mere spontan, fortæller Christian, der ikke længere kører lastbil, men er startet i lærer som mekaniker. Derudover dyrker Christian thaiboksning mange dage i ugen.
- Hvis jeg ikke kommer ned og bokse, så er det næsten forfærdeligt. Jeg er simpelthen så glad for den træning og for at snakke med dem dernede. Nu er jeg så også begyndt i en styrkeforening i Albertslund, hvor alle kender hinanden, fortæller Christian, der er blevet et helt andet menneske, efter han har fået den sociale sejr.
Jacob Raarup Hvid Hansen, 28, fra Aabenraa tabte sig 16,2 kilo i TV 2-programmet. Siden har vægten været stabil, men vigtigst af alt har Jacob fundet kærligheden.
- Jeg har fundet en rigtig sød pige. Det er stadig meget nyt. Så vi er ved at lære hinanden at kende, fortæller Jacob og afslører, at det ikke var på datingsiden, kæresten Camilla bed på.
- Jeg fandt min kæreste i bussen en arbejdsdag. Jeg havde haft hende med i bussen nogle gange, og så begyndte vi stille og roligt at snakke sammen. En dag aftalte vi, at vi skulle gå en tur efter arbejde, og så tog det ene det andet. Til sidst blev vi kærester i slutningen af november, fortæller Jacob glad.
For Trine Sofie Høegh, 26, fra Herning var det ikke en dans på roser at slutte fællesskabet og pludselig stå på egne ben. Trine endte faktisk med at tage på, da optagelserne sluttede.
- Det har været hårdt at komme hjem, og det er overraskende, hvor hurtigt man kan falde tilbage i nogle af de samme vaner. Da vi kom hjem, gik vi en vinterperiode i møde, så jeg må sgu indrømme, jeg havde det lidt hårdt, da jeg kom hjem, fortæller Trine ærligt og tilføjer:
- Jeg gik fra at have det her fællesskab, der var så tæt og sammentømret, til pludselig kun at være mig igen, og det var enormt hårdt.
Selvom Trine tog lidt på igen, mener hun ikke, det har været spild at være med i programmet.
- Jeg har lært at være vægtstabil, og hvor meget vores biologi gør for at lægge kiloene tilbage på kroppen, samt hvor meget vores gener spiller ind. Jeg har lært at holde hovedet koldt - også når det går den dårlige vej. Jeg har de rigtige redskaber, fortæller Trine, der drømmer om at smide iltmasken væk en dag.
Natalie Mark, 26, fra Aalborg tabte 17,3 kilo i programmet og har siden optagelserne i september været vægtstabil. Det til trods for, at der er sket en stor udvikling i Natalies liv.
- Jeg har fået job inden for robotbranchen. Jeg arbejder som programmør i en softwareafdeling her i Aalborg, fortæller Natalie, der programmerer robotter.
I programmet ser man Natalie afslutte sin uddannelse, og hun er glad for nu at kunne bruge sin viden inden for robotter i praksis.
Natalie er tilfreds med sin nye vægt, så længe den ikke går op igen, men det vil ikke gøre noget for hende at tabe sig lidt mere, og hun har da også et mål.
- Næste mål er at komme under 100 kilo, fortæller Natalie, der mangler fem kilo, før det sker.