Freja Hedegaard Giveskud, 27, og Vino Sandiramoorthy, 28, bor lige nu i en lejlighed på to plan i Aarhus. Trods en skøn beliggenhed og lys lejlighed drømmer parret om at flytte retur til Holstebro, hvor de begge er født og opvokset.
– Det har hele tiden været tanken, vi skulle hjem til Holstebro, og vi så annoncen til ”Nybyggerne” og tænkte, det ville være dumt ikke at prøve, fortæller Freja.
For parret har Aarhus været en studieby, som de nu er klar til at sige farvel til.
- Jeg var lige blevet færdiguddannet, da vi så opslaget til ”Nybyggerne”, og Freja mangler kun at skrive speciale, forklarer Vino, der har en professionsbachelor i sportsmanagement, men Freja læser medievidenskab.
Hjemme hos Freja og Vino i AarhusFoto: Henrik R. Petersen
Den første kæreste
Vino og Freja er hinandens første kærester. Parret har været sammen i 12 år.
– Jeg så Vino til åben by night i Holstebro og synes, han var rigtig flot. Vi havde nogle fælles venner, og så fik jeg lige hans navn. Instagram var lige kommet op, så jeg skrev en besked til ham der, smiler Freja og kigger på Vino.
Annonse
– Jeg tænkte ”wow en sød pige, der skriver til mig”, fortæller Vino og forklarer, at der alligevel gik et år med akavede dates, før de kunne kalde sig kærester.
Siden har parret ikke kigget sig tilbage, og de er ikke bekymret for, de aldrig har prøvet at have andre kærester.
– Vi har det godt sammen og kender hinanden så godt. Jeg kan bare mærke det inden i. Det er en god følelse. Vi gør hinanden til bedre mennesker, siger Vino, og Freja tilføjer:
– Enten vokser man fra hinanden, eller også gør man som os. Vi har groet hinanden tættere og er blevet bedre sammen.
Hjemme hos Freja og Vino fra Nybyggerne 2025 i AarhusFoto: Henrik R. Petersen
Kulturforskelle
Som parret også viser i deres indretning, er de en blanding af det danske og det srilankanske. Vino er født og opvokset i Danmark med sin far, mor, storebror og lillesøster. Forældrene kom til landet fra Sri Lanka tilbage i 80'erne og tilhører den tamilsk-talende minoritet. Kulturforskellen mærkede Vino i starten af sit unge forhold.
– I vores kultur er det meget sådan, at man skal fokusere på skole, og man er bange for, man tager skolen som anden prioritet, når man får en kæreste, forklarer Vino.