Mange mennesker går hjemme de her dage, og det betyder måske for mange, at der ikke bliver motioneret lige så meget, og måske ryger der lidt ekstra kalorier indenbords, da vejen til køleskabet heller ikke er så lang. Det vil Mascha Vang gerne gøre op med, og derfor har en hun lavet både kostprogram og træningsprogram til sine mere end 200.000 følgere.
På Instagram indrømmer Mascha, at hun er én af dem, der den første uge har taget det hele lidt for afslappende.
- I en uge har jeg nu udhulet sofaen og allerede spist alle påskeæg, som gjaldt det overlevelse. Der er ingen fare for, jeg svinder ind foreløbig, og skal jeg kunne falde igennem flamingobaderingen efter Corona, så skal jeg nok ikke blive siddende her meget længere, skriver Mascha i et Instagram-opslag.
Mascha er derfor trukket i træningstøjet, og hun håber på at få en masse danskere med.
- Godmorgen! Er du klar til at komme i gang? Det håber jeg, jeg har hvert fald spist alt, hvad der var i skabene, så der ikke er noget, der frister, skriver Mascha på sin blog, hvor både dagens kostplan ligger klar med opskrifter samt træningsøvelserne for dagens program.
På Instagram opfordrer Mascha alle til at deltage, og børn og forældre kan deltage sammen. Alle kan være med, da træningsøvelserne ikke kræver noget specielt udstyr andet end flasker med vand.