Daniel 'Harry Potter' Radcliffe og Steve Buscemi spiller hovedrollen i denne nye overnaturlige komedieserie, der udspiller sig i kontormiljøet Heaven Inc. Da Gud planlægger at ødelægge jorden, får det de to lønslave-engle Craig og Eliza til at indgå et dristigt væddemål med ham. For at få Gud til at ombestemme sig - og dermed redde menneskeheden - kræver det nu et mindre mirakel, nemlig at to mennesker forelsker sig.
Hvad: Komedieserie baseret på romanen 'What in God’s Name' i syv afsnit.
Hvem: Daniel Radcliffe, Steve Buscemi, Geraldine Viswanathan
Hvornår: Premiere torsdag d. 9. maj
Hvor: HBO Nordic
Bonusinfo:
– Daniel Radcliffe menes takket være sin medvirken i de otte Harry Potterfilm at være god for mindst 110 mio. dollars.
– Steve Buscemi arbejdede som brandmand i New York, inden han slog igennem som skuespiller. Efter 9-11 vendte han i en periode tilbage som frivillig i forbindelse med oprydningsarbejdet.
19 år efter at de stod bag filmudgaven af 'High Fidelity', genforenes Stephen Frears og Nick Hornby igen. Parret står nemlig bag den nye serie 'State of the Union', hvor Chris Dowd og Rosamund Pike spiller et par, som vi over 10 afsnit møder hver gang, lige inden de skal ind til deres parterapeut. Undervejs bliver vi langsomt klogere på, hvad der bragte dem der, hvem de er, og om deres kærlighed mon har en chance for at overleve.
Stephen Merchant fik sit store gennembrud, da han sammen med Ricky Gervais skabte den britiske udgave af 'The Office'. Siden tog han en tur til USA, hvor han lavede denne serie med sig selv i hovedrollen som den ranglede englænder Stuart, der trods en ukuelig tro på egne evner ofte ender med at komme galt afsted i sin evige og meget optimistiske jagt på attraktive kvinder.
– 'Killing Eve'. Sandra Oh og Jodie Comer er i topform som hhv. MI5-agent og lejemorder på dramatisk og drønunderholdende kollisionskurs i den roste serie.
– 'Knightfall'. Serien udspiller sig i en historisk tid, hvor vi følger korstogets elitekrigere, tempelridderne, i deres jagt på den sagnomspundne hellige gral.