Der er normalt ”gang i den, sang i den, mere ramasjang og tju-bang i den” hver december for skuespilleren Jan Linnebjerg, som spillede nissen Pyrus i de populære TV2-julekalendere. Men i år bliver smørklatten på risengrøden knap så stor.
Jan Linnebjerg forventer et tab i omegnen af 400.000 kroner på grund af det gældende forsamlingsforbud i landets butikscentre og julemarkeder, hvor han flittigt har optrådt som Pyrus siden TV2-premieren på 'Alletiders Jul' i 1994.
- Jeg bliver deprimeret, hvis jeg skal regne ud, hvor meget jeg har mistet. Der hersker ingen travlhed i år, så det betyder helt sikkert noget økonomisk, siger Jan Linnebjerg, der normalt har 20 engagementer, men i år er han altså kun booket fire gange.
LÆS OGSÅ: Mathilde forsvarer deltagelsen: Det er ikke et realityprogram!
Håber på almindelig jul næste år
I 2015 oplyste hans bookingbureau 'RW Production & Management', at det kostede 25.000 kr. at få Pyrus ud at underholde. Det svarer til en omsætning på 500.000 kroner, men i år kan han altså kun regne med at få en femtedel hjem, som tingene ser ud nu.
- Så livremmen må spændes ind. Det er jo desværre vilkårene for mange, så må vi jo håbe på en almindelig jul næste år, siger den 60-årige skuespiller, der til gengæld kan trøste sig med at have oplevet en pæn medlemstilgang i sit firma 'Linnebjerg Golf ApS' i Ølstykke.
- Vi er nu 3-400 medlemmer, og jeg ser optimistisk på fremtiden, siger han.
LÆS OGSÅ: SE BILLEDET: Stjernepar skal være forældre for anden gang
LÆS OGSÅ: Mange får afslag på julehjælp: Nu træder Geggo og Cengiz til