Når danskerne tirsdag den 1. november skal til folketingsvalg, er Lise Nørgaard også klar til at afgive sin stemme.
"Matador"-forfatteren var lørdag eftermiddag til fernisering på nye værker fra blandt andre Pusle Helmuth og Flemming Flev Nielsen i Galleri Juul i Annisse i Nordsjælland.
Flemming Flev Nielsen viser Lise et af sine popkunst værker, hvor han har portrætteret hende med kassetten til den originale filmrulle med "Matador"-afsnittet "New Look". (Foto: Henrik R. Petersen)
Her fortalte hun bagefter HER&NU, at hun er spændt på det kommende folketingsvalg.
- Ja, jeg vil sige at i går (fredag, red.) var jeg meget overrasket over Løkkes indlæg. Selv om jeg vidste at han ved alt om hospitaler og sådan noget, så var han imponerende, sagde Lise om den tidligere statsminister.
Lars Løkke Rasmussen, der står i spidsen for Moderaterne, holdt fredag pressemøde hvor han præsenterede sit nye partis sundhedsudspil der består af fem konkrete forslag. Blandt andet løntillæg til sundhedspersonalet og et tastekorps for at aflaste de hvide kitler.
I en ny måling, som Epinion har foretaget for DR og Altinget, er Løkke den, som næstflest vælgere ønsker som statsminister efter valget.