Stortalentet Alba August er tilbage i rollen som den karakterstærke Simone, der sammen med en række andre unge tvinges ud i en dramatisk overlevelseskamp i Netflix’ første danskproducerede serie nogensinde, 'The Rain'. I sæson 2 fortsætter trængslerne for den lille gruppe. I takt med at de forsøger at opklare mysteriet om den virus, der har taget livet af hovedparten af Skandinaviens befolkning, sættes det interne sammenhold nemlig efterhånden gevaldigt på prøve.
Hvad: Sæson 2 af den dystopiske science fictionserie
Hvem: Alba August, Lucas Lynggaard Tønnesen, Mikkel Boe Følsgaard, Jesscia Dinnage, m.fl.
Hvornår: Premiere den 17. maj
Hvor: Netflix
Annonse
Bonusinfo:
– Alba August er datter af danske Bille August og svenske Pernilla August.
– Hun debuterede helt tilbage i 2001 i sin fars 'En sang for Martin' og har senest fået store roser for præstationen som Astrid Lindgren i 'Unge Astrid'.
Hun er politikeren, alle taler om. Nogle sammenligner hende med Barack Obama og nævner hende som et seriøst bud på USA’s første kvindelige præsident. For andre er hun en farlig socialist, hvis politiske idéer truer det USA, vi kender. En ting er sikker: Vi kommer til at høre meget mere til den bare 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez. Her kan du blive klogere på, hvem hun er, og hvordan det i 2018 mod alle odds lykkedes hende at blive valgt til kongressen.
Hvad: Politisk dokumentar
Hvem: Alexandria Ocasio-Cortez, Cori Bush, Paula Jean Swearengin
Mange seriefans kender sikkert bedst Michelle Dockery for rollen som lady Mary Crawley i 'Downton Abbey'. I westernserien 'Godless' fra 2017 demonstrerer hun imidlertid en anden side af talentet. Her spiller hun nemlig den unge mor og enke Alice Fletcher, hvis liv tager en gevaldig drejning, da en hårdt såret ung mand pludselig dukker op på hendes gård et sted langt ude på den amerikanske prærie. Se selv hvorfor.
– 'Manhattan Mordmysteriet'. Woody Allen og Diane Keaton får færten af, at deres nabos død måske ikke skyldes helt naturlige årsager i denne underholdende komedie fra 1993.
– 'Hellboy'. I øjeblikket er det muligt at se den seneste udgave af Mike Mignolas tegneserie i landets biografer. Varm evt. op med originalen fra 2004 med Ron Perlman i hovedrollen.