- Vi skal holde jul i vores hus i Silkeborg. Vi plejer at rejse hjem til Færøerne, men i år, fordi der er kommet en lille én, synes vi, det kunne være hyggeligt at være herhjemme. Så vi har inviteret vores forældre og søskende, der kommer fra Færøerne og holder jul sammen med os, fortæller Súnnva, som sammen med Martin løb med sejren og ikke mindst huset i den smukke midt-jyske by, da de vandt 'Nybyggerne' 2020.
Familien bliver altså 12 rundt om julebordet inkl. deres søn + Tinka (red. deres hund) og Martins forældres hund.
Selvom der ca. er 1.367 km. fra Danmark til Færøerne, så er de klassiske juletraditioner i de to nordiske lande faktisk nærmest lig hinanden.
- Vi plejer at tage i kirke - det starter vi faktisk med. Så spiser vi julemad, og det er altid både gås og and og ingen flæskesteg. Så spiser vi risalamande med en mandel og en mandelgave. Og så danser vi om juletræet, ja det er rimelig traditionelt vil jeg sige, fortæller Súnnva, som til daglig arbejder som tandplejer, men lige nu er på barsel.